| Notater |
- ERIK EJEGOD CA. 1060-1103
Konge af Danmark 1095-1103. Søn af Sven Estridsen og en ukendt frille, født i Slangerup på Sjælland ca. 1060. Den fjerde af Sven Estridsens sønner, der blev konge. Gift med Bodil, med hvem han fik den senere hertug Knud Lavard. Desuden havde han med et antal friller adskillige døtre samt sønnerne Harald Kejsa og Erik (Emune). Erik Ejegod er mest kendt for at have fået sin bror Knud ophøjet til helgen og for at få oprettet et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Han døde under et korstog i 1103.
Erik Ejegod som konge
Under Knud den Hellige var Erik Ejegod jarl af Sjælland og sin brors trofaste støtte. Han ledsagde sin Knud til Odense under oprøret i 1086, men undslap i tide, hvorpå han gik i eksil i Sverige. Efter Olufs død i 1095 blev han kaldt hjem og udrååbt til konge. Hans regeringstid blev begunstiget af, at hungersnøden, som havde plaget Danmark i de foregående år, nu holdt op. Ifølge Saxo skal hans tilnavn Ejegod, som betyder ”den evigt gode” hentyde til, at Erik opretholdt loven og straffede de stormænd, som forgreb sig på det almindelige folk. Deudover var han kendt for at give sine nærmeste folk rige og prægtige gaver.
Erik Ejegod bekæmpede med succes venderne, som hærgede Danmark på deres sørøvertogter, og både islandske skjaldekvad og Saxo beretter om flere succesfulde togter, bl.a. til Oldenburg i Østholsten. I 1101 indgik Erik i Kongshelle en fredsaftale med Norge og Sverige, der garanterer de tre nordiske kongers ret til egne deres kongedømmer, hvilket kunne tyde på, at Erik uden held har søgt at opretholde det gamle danske krav om overherredømme i Viken, dvs. området omkring Oslo-fjorden.
Kongehelgen, ærkesæde og pilgrimsfærd
Kirkepolitisk opnåede Erik Ejegod store successer, først ved under en rejse til Italien i 1099 at overbevise paven om at ophøje broderen Knud til helgen, og siden at få pavens samtykke til oprettelsen af et selvstændigt dansk ærkesæde, der kom til at ligge i Lund. Derudover fremmede Erik klostervæsenet ved bl.a. at indkalde engelske munke til Odense, og det vides, at han opførte fem stenkirker. I Italien grundlagde han ved Piacenza et gæstehjem for pilgrimme og indstiftede i Lucca et legat, der gav alle nordboere ret til gratis vin, når de kom forbi på pilgrimsfærd. Disse institutioner vides at have været i funktion endnu 50 år efter Eriks død.
I det hele taget synes det, at Erik var meget optaget af pilgrims- og korstogstanken. I 1103 bestemte han sig for at drage til Jerusalem, og indsatte sin ældste søn Harald Kesja sammen med den nyudnævnte ærkebisp Asser som regenter. Erik drog vivia Italien, hvor han som nævnt udvirkede oprettelsen af et nordisk ærkesæde, og Byzans, hvor han blev venligt modtaget. Han sejlede videre til Cypern, hvor han i sommeren 1103 blev syg og den 10. juli døde. Dronning Bodil fortsatte sin færd, men døde på Oliebjerget udenfor Jerusalem. Erik Ejegod blev begravet i Paphos på Cypern, hvor der i dag findes en mindetavle for ham.
|
1056 - 1103 (47 år)
