| Notater |
- Hvideslægten:
Absalon
I 1140'erne forlod Absalon sit barndomshjem og rejste på studietur. Han studerede teologi og filosofi i Paris, der var tidens mest søgte sted for undervisning i disse fag. Absalon fik desuden undervisning i kirkeret.
Efter flere år vendte Absalon hjem (senest i 1156), og han overtog gården i Fjenneslev efter forældrenes død. Hans studier var ensbetydende med en gejstlig karriere, hvilket ikke var ualmindeligt, når det drejede sig om stormænds yngre sønner.
Kort efter, at Valdemar blev enekonge i 1158, valgtes Absalon til biskop i Roskilde. De to var hovedpersonerne i Saxos værk, og beskrivelsen af dem og deres gerninger får ikke for lidt. Men sikkert er det som tidligere nævnt, at ikke blot Absalon, men også broderen Esbern Snare, fætteren Sune Ebbesen (søn af Ebbe Skjalmsøn) og flere andre af Hvideslægten var Valdemars støtter og rådgivere.
Som biskop over Sjælland i 1160'erne ved man kun lidt om Absalon. Men vi ved dog, at han støttede klostrene. Det beskedne benediktinerkloster, som Hvideslægten havde anlagt i Sorø, lå øde hen og var ved at gå i forfald. Absalon var meget bekymreet over klosterets forfald, og sammen med nogle af sine slægtninge besluttede han sig for at forny det. Han hentede en koloni af munke fra Eskilskloster i Esrom og omdannede klosteret i Sorø til et fremtrædende cistercienserkloster. Munkene ankoom til Sorø den 13. juni 1161, og"fra den dag gav Gud dette kloster sin velsignelse; det voksede og trivedes og bar frugt i Herren". Ikke kun Guds velsignelse hjalp på klosterets position - de mange arvegaver fra Hvideslægten hjalp nok også lidt. På stedet byggede Absalon endvidere en prægtig klosterkirke i romansk stil af munkesten, den nuværende Sorø kirke.
Absalon var Saxos store helt. Absalon blev beskrevet som drivkraften bag vender-togterne i 1160'erne og specielt indtagelsen af Arkona og dermed Rügen. Dette var som nævnt i 1169, hvor fæstningen Arkona blev omringet og erobret.
Erobringen af Arkona og Rügen var som nævnt ikke afslutningen på venderkrigene. Pommerske fribyttere foretog mange angreb på de danske kyster, så forsvaret blev styrket med opførelse af borge langs de danske kyster og bælter. Absalons bidrag bestod i anlæggelsen af den borg, som blev begyndelsen af København.
Ifølge Saxo var Absalon den aktive, mens Valdemar den Store var mere tøvende. Selv om Absalon var Saxos arbejdsgiver, og at man derfor må sætte spørgsmålstegn ved Saxos beskrivelse af ham, var der lidt om snakken. Mens Valdemar den Store kom til at spille en stor rolle i Danmarks historie som enekonge i 25 år, var han dog ikke enerådende. Han var dybt afhængig af Absalon og Hvideslægten, som reelt var hans medregenter.
Ærkebispesædet i Lund, der i 1103 var blevet oprettet som den øverste kirkelige instans i Norden, blev i 1177 ledigt efter ærkebiskop Eskilds tilbagetræden. Eskild havde fra paven fået lov til selv at udpege sin egen efterfølger, og Valdemar var bange for, at det ville blive Asser, der var Eskilds nevø.
Men overraskende bad Eskild Absalon om at overtage ærkebispesædet efter ham. I første omgang afslog Absalon imidlertid, sandsynligvis fordi han ikke var meget for at give afkald på sit Roskilde Stift, hvor han var biskop.
Eskild forsøgte at presse Absalon, både med list og med tårer og bønner, men lige meget hjalp det. Først da et sendebud fra paven i1178 påbød Absalon embedet og samtidig meddelte, at han ekstraordinært måtte beholde sit stift i Roskilde, accepterede Absalon.
Tiden for Absalon som ærkebiskop i Lund blev bestemt ikke nem. Befolkningen i Skåne gjorde oprør mod Absalon, og han måtte derfor flygte til Sjælland, og derfra rejste han videre til Samsø. Absalon havde bl.a. indsat Esbern Snare og hans fætter, Sune Ebbesen, som fogeder i Skåne. Nu krævede oprørerne, at fogederne blev afsat og erstattet med skåninge. Det ville Absalon ikke høre tale om, og konflikten forblev uløst.
Valdemar den Store døde i 1182 og blev efterfulgt af Kong Knud den 6., der allerede tidligere var blevet indsat som medkonge i Skåne og Halland. Han var imidlertid kun 19 år gammel da han blev konge, og det betød, at han som sin far støttede sig til Absalon. Absalon fik derfor i de følgende år stor politisk betydning.
Kort tid efter kåringen af Knud den 6. udbrød der påny oprør i den skånske befolkning, og en række af stormændenes gårde blev brændt af, herunder Esbern Snares gård. Nu blev det for meget for stormændene, og ved et slag i Vestskåne i 1182 knuste de bøndernes hær. Absalon benyttede derefter lejligheden til at vende tilbage til Lund, hvor han igen fik sat alle gamle love i kraft.
Fra slutningen af 1180'erne trak Absalon sig mere og mere ud af politik for at hellige sig kirkens indre anliggender. På et kirkemøde i Lund i 1187, hvortil Absalon indkaldte bisper og prælater fra hele riget, vedtog man anvendelsen af ensartede liturgiske tekster i den danske kirke. Derimod kom Absalon ikke igennem med et krav om cølibat for alle gejstlige.
I 1192 opgav Absalon sin stilling som biskop i Roskilde. Som efterfølger valgtes Sune Ebbesens søn, Peder Sunesen.
Absalon døde i påskeugen 1201. Hovedarving ved hans død blev klostret i Sorø, som han jo havde støttet igennem hele sit liv. Det fædrenegods i Fjenneslev blev dog i slægtens eje hos Esbern Snare.
Som man kunne forvente, blev Absalon efter eget ønske begravet i Sorø foran klosterkirkens højalter. Graven, der efter alterets nye placering i dag findes bag selve alteret, dækkes af en smuk altersten lagt af abbed Henrik Tornekrands. Den muredde grav findes omkring 3 meter under det nuværende gulv, og Absalon ligger her i en blykiste. Kisten har været åbnet tre gange: Første gang i 1537 under overværelse af Christian den 3., i 1827 på foranledning af Frederik den 6. og endelig i 1947, hvor Nationalmuseet undersøgte graven.
|
1128 - 1201 (72 år)
