| Notater |
- Svend Estridsen (Svend 2.) (ca. 1019 – 28. april 1074 i Søderup, Sønderjylland) – i samtiden også kaldet Svend den Yngre – var konge af Danmark fra 1047 til sin død.
Ungdom
Han var søn af Ulf Jarl og Estrid, der var datter af Svend Tveskæg. Svend tilbragte sin Barndom i England, senere drog han til Sverige, hvor hans moder ejede meget gods. Med sin brug af metronym understregede han sit tilhørsforhold til den danskske kongeslægt. Hardeknud gjorde ham til jarl i Danmark, og efter dennes død i 1042 tænkte Svend Estridsen at gøre sine tronkrav gældende, men i England fik Godwin Jarl valgt Edvard af den gamle angelsachsiske kongeæt, og i Danmark vandt Olaf deen Helliges søn Magnus hurtig og let kongedømmet — efter sigende i henhold til en med Hardeknud truffet aftale. Svend Estridsen trådte da i Magnus’ tjeneste som jarl over Jylland og svor ham troskabsed, men brød den hurtig og antog kongenavn. Han måtte dog snart flygte for Magnus og drog til Sverige.
Kampen om den danske trone
Nogen tid efter åbnede der sig dog udsigter for Svend, da Magnus’ farbroder Harald vendte hjem fra Rusland og krævede del i riget. Da Magnus nølede med at gå ind herpå, sluttede Harald og Svend Estridsen et forbund og angreb 1046 Danmark, men snart brød Harald med Svend, drog til Norge og udsonede sig med Magnus, og næste år drog de to norske konger i fællesskab mod Svend Estridsen, der atter måtte vige. Samme år, 1047, døde Magnus. Budskabet nåede kong Svend i Skåne netop, da han på ny ville flygte til Sverige, og han besluttede straks at blive og kæmpe for sin trone. Det fortælles, at Magnus’ sidste bestemmelse gik ud på, at Svend skulle have Danmark efter ham, og mange af de norske stormænd undte ikke Harald den store magt, han ville få, hvis han også fik kongemagten i Danmark. Svend Estridsen opnåede derfor let kongenavn og hylding i alle rigets dele, og Harald formåede aldrig at rokke ved hans trone, men i en årrække måtte Svend Estridsen udholde nordmændenes hhærtog langs de danske kyster uden at gøre synderlig gengæld. Særlig kendte episoder er Hedebys plyndring og Harald’s list under flugten nord på gennem Kattegat for at slippe bort fra den overlegne danske flåde: at kaste fangerne over bord bundne til planker og tønder. Svend Estridsen lod da disse opsamle, og imidlertid undslap nordmændene. Hovedslaget stod ved Niså i Halland i 1062: Harald sejrede, men turde dog ikke vove et angreb på Danmarks centrale dele. I det hele kom Harald ingen vegne over for Svend Estridsen, hvorimod adskillige norske høvdinger viste tydelig misfornøjelse med Harald og endog enkeltvis sluttede sig til Svend. Freden sluttedes da 1064 på landegrænsen ved Götaelv, og hver konge beholdt sit rige.
Angrebene på England
Mens Svend Estridsen således trods alle uheld med kraft forsvarede sit rige mod alle norske angreb, fik han kun lidt udbytte af sit forsøg på at genoptage Danmarks gamle erobringspolitik over for England. Vinteren 1069—1070 lå en stor dansk flådåde på Humber, York blev erobret, men om noge landvinding fra den ny normanniske konge Vilhelm var der ellers ikke tale, og til slut modtog anføreren, Svend Estridsens broder Asbjørn, en betydelig sum penge af Vilhelm for at sejle bort. Det andet togt i 1075 gav et endnu ringere udbytte.
Opbygningen af den nationale kirke
Det var da ikke som krigshelt, at Svend Estridsen skulle høste store laurbær trods personlig raskhed og tapperhed. Men des større var betydningen af hans fredelige kongegerning. Det blev Svend Estridsens store fortjeneste at give den danske kirkrke en fast og varig organisation, navnlig ved at skabe bestemte rammer for bispernes styrelse. Nørrejylland, der fra Knud den Store’s tid kun havde udgjort et eneste bispedømme, blev delt i de fire stifter, hvoraf det siden bestod: Ribe, Viborg, Aarhus og Vestervig (senere Børglum). Sjællands Stift, der en tid havde været forenet med Skåne, blev nu atter udskilt, og selve Skåne deltes i to bispedømmer, Lund og Dalby, hvoraf det sidste dog kun fik kort varighed. Det var Svend Estridsen, der indsatte bisperne i alle disse stifter, og det er indlysende, i hvor høj grad den opblomstrende kirke måtte støtte hans kongemagt. Det var således ikke udelukkende kirkelig interesse, der dikterede Svend Estridsen hans kirkelige reformplaner.
Svend Estridsen betegnes i samtiden som en dannet og belæst mand, men på mange områder mærkede man, at hans kirkelige sindelag kun nåede til et vist punkt. Selv om han af klogskabshensyn lod sig skille fra sin hustru Gunhild, der var hans søskendebarn, og således på dette punkt gav efter for den myndige ærkebisp Adalbert af Hamburg-Bremen, lod han sig aldrig bevæge til at afstå fra sit yppige frillelevned, og det lå ham ganske fjernt at åbne en sådan kamp for de kirkelige krav om tiende med mere som den, der få år senere skulle føre hans søn Knud i døden. Magister Adam af Bremen, der skrev de hamburgske ærkebispers historie, og som af kong Svends egen mund havde fået talrige oplysninger om de nordiske folks historie og naturforhold, klager da også over, at præsterne i disse lande stadig lønnedes med særskilt betaling for hver enkelt kirkelig handling, hvorimod tiende var ukendt. Svend Estridsens forhold til ærkebisp Adalbert var vel i det hele venskabeligt, men nogen synderlig indflydelse på den danske kirkes styrelse indrømmede Svend Estridsen ham ikke, og Svends planer gik afgjort ud på at få oprettet et særskilt nordisk ærkesæde — planer, som det dog først lykkedes hans søn Erik at få virkeliggjorte. Tiil de danske bisper stod Svend Estridsen uden tvivl i det hele i et venskabeligt forhold, men de kendte sagn om venskabet mellem Svend Estridsen og bisp Vilhelm af Roskilde, om kongens ydmyge bod og om de to venners næsten samtidige død er dog af tvivlsom historisk pålidelighed.
Karakter
Svend Estridsens karakter synes at have været præget af snildhed og stor evne til at vinde sine omgivelser for sig samt til at lempe sig efter tidens og omstændighedernes krav.
Ægteskaber og børn
Han var flere gange gift, men synes ikke at have efterladt sig ægte sønner. Derimod havde han et stort antal uægte børn, hvoraf 5 blev konger i rækkefølge efter faderens død: Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels. Endnu en søn, Svend Korsfarer, vandt stort ry for sin modige kamp mod tyrkerne på det 1. korstog.
Uenighed om dødstidspunkt
Om Svend Estridsens dødsår har der hersket uenighed blandt forskerne. Han døde formentlig den 28. april 1074 (nogle kilder peger på året 1076) i Søderup i Sønderjylland, hvor der formentlig lå en kongsgård (i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 er kongsgården i Søderup ("Sudthorp") nævnt som en af de seks kongsgårde i Sønderjylland). Han blev begravet i Roskilde Domkirke.
|
ca. 1019 - 1074 (55 år)
