| Notater |
- 7. Jørgen Christiansen Ganzel. 1714-1746.
Født 1675. Død 1. Sept. 1746. Kaldet til Tunø 29. Decbr. 1703. Ordineret 6. Febr. 1704. Kaldet hertil 7. Aug. 1714. Magister 1716. Søn af "Hans Majestæts Musicanter" Chr. Gantzel og Hustru Christiane Hollænders. Gift 2. Gang 1. Sept. 1706 med Anne Cathrine Lindemann. Født 1690. Død 1762. Datter af Postmester og Købmand i Kbh. Stephen Lindemann og Hustru Magdalene Kellinghusen 1) .
Jørgen Gantzel skriver om sig selv 2), at han blev faderløs, da han var seks Uger gammel, og da forskellige Aktstykker viser, at der af det offentlige er tillagt hans Moder en Understøttelse, kan det anses for givet, at hans Barndomstid og Studedenteraar har staaet i Fattigdommens Tegn. Han blev Student 1697 og boede 1702-1703 paa Valkendorf Kollegium, hvor han efter sin Forpligtelse som Alumnus for hvert af de paagældende Aar har forfattet og ladet trykke en Disputats paa Latin, hvoraf Universitetsbiblioteket endnu ejer Eksemplarer. (Aaret 1703) blev han Sognepræst paa den lille Kattegatsø Tunø, og herfra blev han elleve Aar senere kaldet til Glostrup.
Den 1. Sept. 1706 indgaar han Ægteskab med Anne Cathrine Lindemann, der stammede fra en indvandret tysk Slægt. Hun var hans anden Hustru. For i Boet 4) efter ham i 1746 optræder som Arving en 14-aarig Datterdatter, Barn af Anna Kirstine Gantzel, der var død tre Aar i Forvejen og som angives at være Præstens Datter af første Ægteskab. Hvordan det egentlig har forholdt sig med Gantzels første Hustru vides ikke. Hendes Navn kendes ikke, og hendes Eksistens end ikke antydes hverken i Wibergs Præstehistorie eller i trykte Stamtavler. Men hun maa formentlig være død paa Tunø i et af hans tre første Embedsaar. Der er dog ikke indført Skifte efter hende i Samsø Provstis gejstlige Skifteprotokol, og da Tunø Kirkebog først begynder 1764, vil det være forgæves at søge Oplysninger om hende paa Steder, der naturligt skulde have fortalt os noget om hende.
Om sin Virksomhed som Præst siger Gantzel selv i en Indberetning 5) til Biskoppen: "Jeg har tient min Gud i Hans Viingaard Paa Tuunø 11 aar og i Glostrup 25 aar." Men om denne Tjeneste har været øvet med synderlig Flid er mere end tvivlsomt. Alt, hvad der findes oplyst om ham, peger i Retning af, at han mere og mere er gaaet i Forfald og har ladet sin vidtløftige Hustru raade i alle Sager. Saaledes har han ikke evnet at lade sine Børn studere, og ingen af dem blev til noget rigtigt. Heller ikke har han givet sig af med Landbruget, idet han mod Slutningen af sit Liv meddeler 6), at Præstegaardens Avling længe har været forpagtet bort til 6 Mænd i Sognet for 100 Slettedaler aarligt. Præstegaarden med sit ca. 100 Tdr. Land Tilliggende havde ellers nok været værd at drive. Og med Studierne blev det ikke til noget videre. Han, der dog i sin Ungdom havde haft videnskabelig Ærgerrighed og saa sent som i 1716 havde forskaffet sig Magistergraden 7), efterlod sig en Bogsamling, der efter Boregistreringen 8) kun indeholdt 82 Numre og blandt dem ingen af nyere Dato. Vi befinder os jo nu i Højpietismens Tid, men Gantzel har næppe ejet en Bog af pietistisk Tilsnit. Heller ingen af Holbergs Bøger, der dog ellers findes saa hyppigt i Præsteboer paa den Tid, er iblandt. Den yngst daterede Bog i hele Samlingen er fra 1723, saa at han altsaa ikke synes at have anskaffet sig Bøger i mere end de sidste tyve Aar af sit Liv. Det har været andre Interesser og Glæder, man har nydt i Glostrup Præstegaard i de Dage. Det har da ogsaa, i hvert Fald i de senere Aar, staaet mere end ringe til med hans Arbejde blandt Sognefolkene, og man har her i Glostrup ikke lagt synderlig Vægt paa de mange kongelige Anordninger, som bestandig indskærpede i alt Fald udvortes Gudfrygtighed og regelmæssig Kirkegang. Som en Prøve paa, hvordan de kirkelige Forhold i Glostrup saa ud i hans Præstetid, kan gengives en lille Bemærkning, som Herredsprovsten P. Dorscheus fra Ballerup nedskriver 9) ved en Visitats: ,,1741 Dom. 8. p. Trin. visiterede jeg paa mit embeds vegne i Glostrup Kirke, hvor ichun 6 af det gandsche Sogns Ungdom mødte." Til nogen særlig kristelig Iver har Gantzel altsaa næppe opmandet sine Sognebørn. EEndelig kan det fremhæves, at han paa et enkelt Omraade, det lokalhistoriske, viser en højst paafaldende Mangel paa Interesse. Da Biskoppen i 1738 lader spørge, hvilke Mænd, der førhen har beklædt Sognekaldet, svarer han 10), at "Series Pastorum er mig uvitterlig, undtagen min Formand Hr. Ulrich Helt, som var Præst. i 40 Aar." Havde han haft den mindste Smule Interesse for at besvare Biskoppens Forespørgsel saa fyldestgørende som muligt, havde det dog været en let Sag for ham at gaa over i Kirken og indhente Oplysninger fra de Ligsten, der var lagt over hans Forgængere.
Gantzel er da ogsaa tidligt blevet træt, saa at han allerede i 1740 11) faar Rasmus Munch Hofman kaldet som sin personelle Kapellan. Denne ordineres 2. Decbr. 1740 12) og nævnes endnu ved Gantzels Død seks Aar derefter som "Medtjener i Ordet." Til ham er alt vigtigere Arbejde overladt. Saaledes har han ved Degnen Henrik Baggers Død nogle Maaneder før Gantzels fungeret som Bisidder i dennes Bo, og det er i Embedsbøgerne overalt hans Haandskrift, man træffer paa. Hvad der siden blev af denne Mand vides ikke. Han kom ikke til at efterfølge Gantzel af den simple Grund, at Kirkeejeren, en Hørkræmmer Aagaard fra København, lod sin egen Søn kalde hertil, og han synes ikke siden at have opnaaet Præstekald.
Gantzels økonomiske Forhold var ikke straalende. Hans Mangel paa Foretagsomhed kan have været Aarsag dertil. Men selv trods denne Mangel og trods en meget talrig Børneflok, kunde Embedet nok have forsørget ham hæderligt. Selvfølgelig har de mange Børn været en økonomisk Belastning, og af dem var der ved Boopgøret efter ham otte; men foruden havde der været mindst tre, der alle døde som voksne, nemlig den omtalte Datter af første Ægteskab samt endnu en Datter og en Søn, der døde 17 og 15 Aar gamle, henholdsvis d. 9. December 1727 og d. 19. Januar 1728. De døde begge hos deres Morbroder, Daniel Lindemann paa Saltkompagniet i København og har vel været i Tjenesteder. Men de er begravet i Glostrup og indført i Glostrup Kirkebog.
Der er dog ingen Tvivl om, at den daarlige Økonomi bør tilskrives Hustruen. Hun ønskede bestandigt at give det store Parti, hvorfor hun over al Maade købte uforstandigt ind. Det giver Skiftesamlingen 13) efter ham et tydeligt Indtryk af. Skønt hun ved hans Død var saa yderlig fattig paa kontante Midler, at hun af Boets Effekter maatte pantsætte en Sølvskaal til en Madam Svendsen i Nyhavn for 50 Rdl. og laane andre 6 Rdl. af Kapellanen, stillede hun alligevel an til en storstilet Jordeffærd. Gantzel var død 1. Sept. 1746, og 7. Sept. derefter blev han begravet i Kirken. Tale og Jordpaakastelse blev besørget af Provst Dorscheus, der for denne Vennetjeneste beregner sig 9 Dl., 5 Mark og 8 Skilling. Det var en ganske net Sum. MelMel) Datidens Provster tjente hovedsagelig deres Provsteløn ind ved Boregistrering efter afdøde Herredspræster og ved at begrave dem. Og saa gjaldt det om at tage godt ved, naar en Lejlighed bød sig. Der findes iøvrigt Eksempler paa, at Provsteter i saadanne Sager er blevet overbevist om Ubillighed og drevet til at tilbagebetale Dødsboer en Del af det erlagte Honorar. Der var til Gantzels Begravelse indkaldt tre Degne til at synge over Liget, men de maatte nøjes med 5 Daler til Deling. Bønderne fra Sognets fire Landsbyer fik Lov at gøre sig til Gode med ialt fire Tønder Øl for at bære deres afdøde Sjælesørger til det sidste Hvilested og bevise ham den sidste Ære. Desuden blev der givet et efter Enkens Udsagn tarveligt Maaltid Mad til Vennerne af den afdøde og hans Børn, men Udgifterne dertil og til Begravelsen iøvrigt løb alligevel op, saa man nok maa sætte et stort Spørgsmaalstegn ved Enkens Paastand om, at det pietistiske Forbud mod at afholde Gæstebud i større Stil ved Præstebegravelser nøje blev overholdt. Forøvrigt føres der paa Boets Udgiftsside saadanne Omkostninger ved Begravelsen, f. Eks. foruden Udgifter til Sørgetøj tillige et ganske godt Udstyr til en af Sønnerne bestaaende af et Par Sølvspænder, en Guldknap, to Sølvknapper og et Lommeuhr, saa at man faar Mistanke Qm, at Enken har haft Interesse i at forringe Boet mest muligt. Og det kan hun kun have gjort med Henblik paa den afdøde Steddatters umyndige Barn, hvilket jo ikke giver Eftertiden det bedste Indtryk af hendes Karakteregenskaber.
Af de Regninger, der strømmede ind til Boet efter Gantzels Død, faar man et udmærket Begreb om det Liv, der levedes i Præstegaarden, og om dens Beboeres Letsindighed i Pengesager. Saaledes skyldte man endnu for en 3 Aar forinden indkøbt Karet, der havde kostet 63 Rdl. Det har været en umaadelig stor Sum for Haandværkerne at have udestaaende. Men derover har Madam Gantzel ingen Skrupler haft. For hende har det drejet sig om at være standsmæssigt kørende, selvom hun derved satte Haandværærkerne i Forlegenhed og paadrog sig en Gæld saa stor, at mange Degne ikke tjente mere paa et helt Aar. Der skyldtes ogsaa Penge til de handlende inde i København, og af de præsenterede Regninger ser man, at Glostrup Præstegaard var et Sted, hvor man ikke foragtede de vaade Varer. Der er i alt Fald i de fire Maaneder fra 21. Marts til16. Juli 1746 indkøbt 981/2 Pot fransk Vin, 36 Potter gammel Vin, 22 Potter Rødvin og 4½ Pot Likør 14). Det er, hvad man har drukket for paa Kredit. Men foruden har man vel paa anden Vis forsynet sig, og det er i det mindste givet, at Forbruget af Brændevin og Øl har været meget stort. Og dette vældige Kvantum Spiritus har fortrinsvis skullet dække Familiens og eventuelle Gæsters Behov, idet Folkeholdet, hvilket fremgaar af Boets Udgifter til Lønninger, kun bestod af tre Personer. Man gør saaledes næppe Familien Uret ved at paastaa, at den har drukket umaadeholdent.
Selskabelige Bedrifter har da formentlig hørt til de væsentligste Sysler i Glostrup Præstegaard paa den Tid. Man har drukket sig et Bæger blandt gode Venner og ikke haft synder- lig meget tilovers for den Menighed, man var sat til at betjene, oog som man fik sin Føde af. I alt Fald Pietisterne klagede da ogsaa over den megen Ligegyldighed, der raadede rundt i Præstegaardene, og vi har i Hr. Gantzels Nabo, Jesper Løwe 15) i Vallensbæk, der var hans samtidige og jævnaldrende, og som dødøde et halvt Aar senere end han, et Eksempel paa, at Pietisterne ikke altid kan have haft Uret. Hr. Jesper har nemlig interesseret sig saa yderlig lidt for sit Fag, saa at der i hans Bo kun fandtes 27 Bøger. Der findes derimod et Spil Kort. Og vi maa forestille os, at de gæve Nabopræstemænd, naar de er kommet sammen, har dyrket det ædle Kortspil og pokuleret bravt. I og for sig er det besynderligt, at dette har kunnet passere her midt i Højpietismens Tid og saa nær ved dens Højborg, København. Men maaske alligevel Kirkehistorikerne har givet os overdrevne Forestillinger om, hvorlangt de ledende Pietisters Magt rakte.
For at vende tilbage til de Oplysninger, Skiftesamlingerne giver, kan der herfra meddeles, at Madam Gantzels Ærlighed i høj Grad blev draget i Tvivl. Saaledes maa hun overfor den Prokurator, som Faderen til den afdøde Steddatters umyndige Barn have antaget til at varetage Barnets Interesser, aflægge nøje Regnskab for sine Udgifter i Tiden omkring Præstens Død. Og fra anden og nærmere Side betragtes hendes Opgivelser ogsaa med en vis Skepsis. Hendes Datter Pouline var gift med Jens Niellsen Blicker, der døde som Sognepræst i Gauerslund i Jylland, og denne Svigersøn, der ganske vist ikke ligefrem vilde beskylde hende for falske Opgivelser, en der dog med paa sin Hustrus Vegne at deklarere, at han intet vil arve. Omsider blev der holdt Auktion over det ret kostbare Indbo, og da Præstegaardens Bebyggelse var solgt til den velstaaende Eftermand paa meget fordelagtige Vilkaar, og Enken af Præsteenkekassen 16) i Sjællands Stift havde uddraget 200 Rdl., som hendes Mand havde anbragt her for at sikre hende, kunde Boet endelig afsluttes efter mere end to Aars Forhandlinger, idet der blev sluttet Forlig med det umyndige Barn. Boets Aktiver var da opgivet til 1982 Rdl. og dets Passiver til 1036 Rdl., saa at der blev 946 Rdl. til Deling. Af disse tilkom der det umyndige Barn 30 Rdl. 4 Mk. 2 Sk.; dog kom dertil 30 Rdl., som Enken yderligere havde maattet tilbyde at betale for at komme til Forlig med Barnets Prokurator.
Inden Beretningen om Magister Jørgen Gantzel nu afsluttes, skal et Par interessante Familieforhold omtales. Den omtalte Svigersøn, Jens Nielsen Blicher 17), havde fem Sønner, der alle blev Præster. Blandt disse var den meget særprægede og begavede Niels Blicher, Sognepræst til Randlev og Bjergager, der igen var Fader til Digteren St. St. Blicher, som altsaa har haft et Hold Oldeforældre siddende som Præstefolk i Glostrup. Det var Gantzels Slægt fremover. Men gaar man tilbage i Tiden, viser det sig, at hans Hustrus Slægt, Lindemann, har Forbindelse med Morten Luther. Slægten Blicher var klar over denne Forbindelse, hvad man kan læse sig til i Niels Blichers Selvbiografi 18).
1) Lengn. Stamt. og Wibergs Præstehist. Den sidste lader fejlagtigt Gantzel være kaldet hertil som Helts Medhjælper.
2) Indberetninger om Præsteembederne 1738.
3) do.
4) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol1746.
5) Indberetninger om Præsteembederne 1738.
6) do.
7) Ehrencr.- MiIler: Forfatterleksicon.
8) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol1746.
9) Glostrup Sogns Kaldsbog (ligger ved Embedet).
10) Indberetninger 1738.
11) Præstekaldsbogen for Sjæll.. og Fyens Stifter, Dsk. Canc. A. 16.
12) Og en anonym Præstefortegn. over sjæll. Præster. KalI., 4°, 486 S.142. 12) do.
13) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol 1746.
14) Georg Hansen: Præsten paa Landet i Danmark i det 18. Aarh., S. 84.
15) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol 1747.
16) Sjæll. Bispearkiv: Provstebreve fra Smørtm Herred 1721~1808.
17) S. Vasegaard: St. St. Blichers Levned. S. 9.
18) Kirkel. Saml. 4. R. III. S. 97.
|
1675 - 1746 (71 år)
