| Notater |
- C.F. Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. IV, side 580:
Esbern Snare, o. 1127 - 1204, ældste Søn af Asser Rig, Skjalm Hvides Søn. Ligesom Broderen Absalon sluttede han sig tidlig til deres Fosterbroder Kong Valdemar og synes alt i Tronstridighederne ved sin ungdommelige Dristighed Og Raadsnarhed at have erhvervet det hædrende Tilnavn "Snare". Efter Overfaldet i Roskilde (1157) førte han i et forrygende Vejr Valdemar over til Jylland og udmærkede sig i de følgende Kampe, som skaffede denne Enekongedømmet i Danmark. Paa Vendertogene omtales Esben Snare jævnlig som den uforfærdede og utrættelige Stridsmand, der af og til sætter sit Liv i Vove selv for en ringe Ting, men altid lykkelig slipper fra Faren. Han hørte dog tillige til Kongens mest fortrolige Venner og Raadgivere, og hans RRaad kunde her være lige saa forsigtige, som han selv var forvoven; saaledes, da han paa Rejsen til det kejserlige Hof (1162) fraraadede at drage videreuden Lejdebrev, et Raad, som end ikke Absalon vovede at fremsætte, og som Kongen tilbagevistste med Haan. Blandt hans Krigsbedrifter dvælerSaxe især ved Toget til Kurland (1170), paa hvilket han for at redde Kongesønnen Christoffer udviste et beundringsværdigt Mod og en næsten utrolig Haardførhed over for Saar og legemlige Lidelser, og det ofteomtalte sammenstød med en vendisk Flaade i Sejerøbugten kort Tid efter. I en stjærneklar Nat søgte Esben Snare at slippe forbi en fjendtlig Flaade paa 40 Skibe; men den opgaaende Maane røbede ham, og han saa sig snart omringet af den store Overmagt. Han vilde dog ikke give tabt, og efter et heltemodigt Forsvar af det ene Skib mod de mange endte Kampen med, at Esben Snare lod en Mand gaa til Tops og slaa Ild, hvad Venderne ansaa for et aftalt Tegn til en Hjælpeflaade, hvorefter de trak sig tilbage og lode ham slippe ind til Kalundborg. Her havde Esben Snare anlagt en fast Borg med Stentaarne til Byens og Omegnens Beskyttelse, ligesom han her opførte den skjønne, endnu bevarede Kirke med 5 Taarne som Sognekirke for den opblomstrende Kjøbstad.
Ikke blot i Kampen mod Venderne, men ogsaa i andre Livsforhold stod Esben Snare trofast ved sin geniale Broders Side. Saaledes nævnes han blandt de Stormænd, som toge sig af Forsvaret af de ærkebiskoppelige Ejendomme i Skaane. I Omsorgen for Sorø Kloster nævnes de 2 Brødre jævnsides; Gavebogen kalder dem for dets Grundlæggere: "de 2 mægtige Mænd, berømte over hele Riget og fremfor alle Danmarks Slægter". Esben Snare gav store Sjælegaver efter sine Hustruers Død og testamenterede Kloststeret sin halve Boslod, den største Gave, nogen maatte bortgive efter sin Død. Ligeledes roses han for, at han uden Indsigelse fandt sig i, at Broderen bortgav saa godt som alt sit Jordegods til Kirker og Klostre. Et andet Vidnesbyrd om hans paaa én Gang kirkelige og ridderlige Sindelag er opbevaret i den Tale, han holdt paa Danehoffet i Odense i Julen 1187, da der opfordredes til et Korstog for at gjenvinde det af Tyrkerne erobrede Jerusalem. Han skildrede heri vore nordiske Forfædres Bedrifter over hele den bekjendte Verden og opfordrede Ungdommen til at vise sig dem værdige ved nu at tage Korset.
Esben Snare var 3 Gange gift; hans 1. Hustru hed Holmfred; den 2. Ingeborg; den 3., en Datter af den svenske Hertug Gutorm hed Helene. Hun overlevede ham og havde senere en Søn med Kong Valdemar Sejer (Hertug Knud). Han efterlod 3 Sønner og 2 Døtre, af hvilke "Fru Ingeborg af Kalundborg" især er bekjendt. E. S. overlevede sin Broder Absalon, som efterlod ham kjærlige Mindegaver; han døde 1204 og er jordfæstet i Sorø. "Han haver boet paa Sæbygaard", siger Huitfeldt, "og tales underlig Snak om hannem, at den onde Aand skal have taget hannem bort; men han faldt ned ad en Trappe paa Sæbygaard og paa en Møllesten, som laa der under (for Enden af) Trappen, slog sin Hals sønder". A.D. Jørgensen.
Hvideslægten
Esbern Snare blev født omkring 1127 på faderens gård i Fjenneslev.
Blandt andet den ældre sjællandske krønike og Saxo beskriver Esbern Snare, der viste sig at blive en rigtig ridder og kriger i den store stil.
Til forsvar for fremmede og sørøvere blev der i 1100-tallet opført et større antal borge spredt ud over landet. Storebælt blev sikret med en borg på Sprogø, borgen Nyborg, Tårnborg ved Korsør Nor og med fæstningen Kalundborg anlagt af Esbern Snare.
Esbern Snare grundlagde Kalundborg ca. 1150. Den blev siden udstyret med en kirke, som ikke ligner nogen anden. Den er opført i form af et græsk kors, fra hvis midte og fire arme de fem tårne rejser sig som et vidnesbyrd om Hvideslægtens formåen.
Tre gange var Esbern Snare gift, men om de første to - Holmfred og Ingeborg - ved man intet, ud over at de blev begravet i Sorø kirke. Hans tredie hustru var den unge svenske jarledatter, Helene Guttormsdatter.
Esbern Snare ejede en hovedgård ved Munke Bjergby og Sæbygård nord for Høng ved Tissø.
Blodbadet i Roskilde
Kong Erik Lam, barnebarn af Erik Ejegod, opgav kongetitlen og døde i 1146, og Danmark blev igen kastet ud i en strid om magten. Sjællænderne valgte et andet barnebarn af Erik Ejegod, Sven Grathe, til konge, mens jyderne valgte Knud den 3., der var søn af kong Niels'søn Magnus. Herefter kæmpede de i 12 år om riget.
I flere omgange blev der opnået forlig, således sidst i 1157: Sven Grathe skulle have Skåne, Knud den 3. skulle have Sjælland og Fyn, mens Svens fætter og Knud Lavards søn, Valdemar, skulle have Jylland.
Man mødtes i Roskilde for at bekræfte forliget og den 9. august skulle et gilde besegle aftalerne. I stedet endte det med det såkaldte blodgilde i Roskilde. En af Svends krigsmænd, Ditlev, og andre fælder angreb Knud og Valdemar. Knud blev dødeligt såret og døde i armene på Absalon.
I ly af mørket flygtede Valdemar, men han fik kun to af sine folk med sig. Han overnattede på Hvidernes gård i Fjenneslev, og næste morgen begav han sig ad sted igen, forfulgt af Svend. Esbern Snare hjalp Valdemar under flugten, og til tider begav Valdemar sig af én rute, mens Esbern blev sendt en anden vej for at snyde Svend.
Valdemar besluttede sig for at flygte til Jylland. Dette havde Svend imidlertid forudset, og han havde gjort alle skibe ubrugelige. Esbern Snare havde imidlertid en ven, der var tømrer, og han fik denne til at reparere og klargøre et skib til Valdemar. Efter at Esbern havde forsynet skibet med proviant og fornødenheder, sejlede Valdemar en nat mod Jylland.
Sven forfulgte Valdemar til Jylland, og mens Valdemar opholdt sig i Viborg - og lige nåede at blive gift indimellem - nærmede Sven sig Randers. Esbern Snare og nogle af hans mænd blev derfor sendt af sted på en spiontur for at finde ud af Svens planer.
Esbern og hans mænd angreb nogle af de forreste, spredte tropper af Svens hær. Sven troede derfor et øjeblik, at hele Valdemars hær var i nærheden, men da han fik overblik over situationen kunne han se, at det kun var Esbern og hans mænd. Nogle af Svens mænd satte derfor efter Esbern, der måtte flygte tilbage til Viborg.
Efter et stykke tid kom det til et afgørende slag ved Viborg. Valdemar og jyderne vandt, og Sven Grathe ville flygte, men blev dræbt under flugten. Fra 1157 blev Valdemar derfor enekonge i Danmark, støttet af Hvideslægten.
Vendertogterne
Med Valdemar den Store som enekonge fra 1157 blev en ny epoke af historien indledt. Og hvis der var fem, der stod samme i dansk politik i denne periode, så var det kongen Valdemar, brødrene Esbern Snare og Absalon samt deres fætre Sune og Peder Ebbesen, sønner af Ebbe Skjalmsøn.
Hvidefolkene Esbern, Absalon, Sune og Peder var ifølge Saxo de vigtigste rådgivere for kong Valdemar, og i det store hele stod disse sammen i en række togter såvel som på politiske missioner. Egentlig var det meget naturligt, eftersom i hvert fald Valdemar, Esbern og Absalon jo var vokset op sammen som børn.
Venderne, der beboede østersøkysten syd for Danmark og øen Rügen med fæstningen Arkona, blev i middelalderen presset sydfra af forskellige tyske folk. Venderne havde derfor længe hærget de danske kyster og var en konstant torn i Øjet på danskerne. Der havde tidligere været togter mod venderne, men de tog først et større omfang under Valdemar.
Allerede i 1159 var Esbern Snare sammen med Valdemar og Absalon på to togter til Rügen og Venden. Under det andet af disse togter var Esbern næsten druknet. På et tidspunkt flygtede venderne ud i vandet, men danskerne fulgte efter. Alle venderne druknede eller blev dræbt undtagen en enkelt, der havde fundet en sten at stå på og derfor i første omgang undgik døden.
Absalon opfordrede sine mænd til at gå ud til den sidste vender, men ingen vovede det. Til sidst tog Esbern imod udfordringen, og han gik i fuld udrustning ud i vandet og dræbte venderen med sin lanse.
På vejen tilbage blev Esbern imidlertid grebet af en strømhvirvel og gik til bunds - udrustningen må have vejet godt til. Først efter flere forsøg blev han reddet på land. Alle troede han var død, men efter at have kastet vand op, kom han til sig selv igen.
Året efter, i 1160, var Esbern igen på togt til Venden sammen med Valdemar og Absalon.
I ca. 1162-63 besluttede Valdemar at tage til Tyskland på opfordring af den tyskromerske kejser Frederik den 1. Barborossas. Kongen ville gerne have Absalon med på denne tur, men Absalon tøvede. Først efter pres, hvor Valdemar spillede på deres venskab, gav Absalon efter. Valdemar begav sig derefter af sted sammen med Absalon, Esbern, Sune og deres folk.
Da man var kommet over Elben og nærmede sig Bremen, blev Esbern Snare bange for den videre færd, hvor kongen ikke længere havde lejde, dvs. ret til at rejse. Esbern bad indtrængende Absalon om at tage en snak med Valdemar, men Absalon afslog forslaget som nytteløst. Ifølge Saxo svarede Esbern, "Selv om jeg vidste, at jeg straks ville ifalde den strengeste straf for mine råd, ville jeg ikke kunne tie med, hvad jeg skønnede var til kongens bedste. Jeg beder dig derfor følge med mig og høre på, at jeg søger at tale kongen til rette, hvis du ikke selv vil tage ordet".
Absalon fulgte derfor Esbern til Valdemar, hvor Esbern forsøgte at overtale kongen til at vende om. Men kongen blev i stedet vred og kaldte Esbern for fej. Saxo berettede ikke, hvorvidt Esbern blev sendt tilbage til Danmark, eller om han fortsatte med Valdemar på hans fortsatte færd til kejseren - en rejse hvorfra han i øvrigt vendtehjem i god behold.
Rügen Erobres
Venden var imidlertid stadig ikke erobret. Selv om øen Rügen tidligere havde været underlagt Danmark og haft Skjalm Hvide som hersker, var herredømmet gået tabt i perioden, hvor Sven, Knud og Valdemar bekrigede hinanden.
Nu ville Valdemar igen erobre Rügen og knægte det hedenske folk, der boede der. Fæstningen på Rügen hed Arkona, og i denne fæstning var der en helligdom for den hedenske gud Svantevit i form af en stor billedstøtte i træ med fire hoveder. Hovederne vendte parvis til højre og venstre, og hår og skæg var afbildet kort, som det var skik blandt Rugboerne. Billedstøtten stod i det inderste af templets to rum; et rum med fire piller og forhæng som vægge.
Valdemar besluttede sig i 1169 for endnu et togt mod venderne og Rügen, og igen var Absalon, Esbern og Sune blandt deltagerne. Efter en uges belejring blev Arkona indtaget, og Esbern, Sune og deres folk huggede billedstøtten af Svantevit om
og slæbte den uden for byen. Rügen overgav sig til kong Valdemar og blev lagt under Roskilde Stift og dermed Absalon.
Men Rügen var kun en del af Venden, og togterne mod venderne og nu også Pommern fortsatte. Også den fjerneste del af Østersøen var genstand for togter.
Esbern Snare deltog i et andet togt omkring 1169, hvor esterne snød den danske styrke. Fra deres både lod esterne som om de flygtede på land, og nogle af danskerne fulgte efter. Det var imidlertid et baghold, og en række danske riddere og mænd blev dræbt. Kristoffer, der stadig befandt sig i sit skib tæt ved kysten blev overdænget med sten, indtil Esbern kom og lagde sig imellem med sit eget skib.
Nu blev det imidlertid Esbern, der blev udsat for esternes angreb, og Esberns armbrøst havde ikke rigtig nogen virkning. Han endte med at blive så forslået af sten og såret af pile, at han næsten ikke kunne stå på sine ben. Esbern var tæt på at få halsen skåret over af Esterne, inden Kristoffers folk reddede ham.
Senere, da Esbern Snare var på vej tilbage fra en politisk mission i Norge, erfarede han, at Valdemar var draget på et nyt togt til Pommern. Da han forsøgte at sætte efter, kom han ved Sejerø ind i et voldsomt søslag med venderne. Venderne, der var i overtal, angreb gang efter gang, men danskerne holdt stand.
Til sidst blev det dog for meget for Esbern, og han viste, at han ikke alene var en stridsmand, men også kunne udvise snedighed: Han lod en mand kravle op i masten for at slå ild med en flintesten. Venderne,der troede at Esbern Snare gav signal til en undsætningsflåde, flygtede, og flåden kunne sejle i havn.
Når Esbern Snare ikke var på togt, lå han ofte med sine skibe på vagt i de danske farvande for at jage sørøvere. Saxo fortalte, at Esbern i 1174 lå på vagt sammen med søkrigeren Vetheman, da de stødte ind i nogle sørøvere. Blandt sørøverne var een modig mand ved navn Mirok, der alene sprang over på Vethemans skib og tog kampen op med ham og hans mænd. Vetheman, der havde lidt problemer med at holde Mirok stangen,søgte Esberns hjælp. Men Esbern ville ikke hjælpe Vetheman, da Mirok klart var i mindretal. Esbern ville ikke hjælpe nogle, der var mange mod en.
I 1181 blev Rügen, der nu var underlagt Danmark, overfaldet af krigere fra Pommern. Det skete på et tidspunkt, hvor Valdemar den Store var blevet afløst af sin søn Knud den 6. Absalon, der støttede den unge konge, besluttede sig for et modangreb, og igen måtte han på togt sammen med broderen Esbern Snare. Under dette togt indtog Absalon Julin, mens Esbern tog sig af Swinemünde.
På dette togt viste Esbern Snare sin snedighed. Han havde jo tidligere lært, hvordan man kunne bruge flugten som et godt middel til at lave et baghold, og dette anvendte han nu ved byen Kammin. Esbern lod sine folk flygte til alle sider for dermed at sprede fjendens styrker, hvilket også lykkedes.
Men det var ikke altid, at Esberns påfund lykkedes. Tidligere under samme togt havde Esbern forsøgt at stikke ild på en fæstning ved at fylde et tomt skib med brandbart materiale, stikke ild på det, og lade det drive med vinden mod fæstningen. Skibet satte sig imidlertid fast på en pæl i vandet og brændte op uden at gøre nogen skade.
Det var efter dette sidste store togt i 1184/85, at hele Venden langt om længe blev erobret og underlagt Danmark.
Esbern Snare og korstogene
1100- og begyndelse af 1200-tallet var korstogenes tid. De fem store korstog i denne periode havde formålet at generobre Det hellige Land for kristenheden. For en del riddere blev det dog også en undskyldning for at få afløb for en begærlig byttelyst og fanatisk grusomhed.
I 1187 erobrede sultan Saladin igen Jerusalem. Paven krævede hævn og proklamerede det 3. korstog igennem sine sendebude. Sendebudet ankom til Danmark i julen, hvor rigets stormænd var samlet til et møde i Odense, herunder også Esbern Snare. Ifølge en anonym kilde blev pavens rundskrivelse oplæst på mødet, og alle tilhørerne var stumme af sorg over Jerusalems vantro erobrere.
Det blev Esbern Snare, der brød tavsheden. Han holdt en lang tale, hvor han gennemgik danskernes bedrifter igennem tiderne. Efter denne opremsning, der sluttede med korstogene over Østersøen, opfordrede Esbern Snare til, at man efterkom pavens appel om at deltage i Jerusalems befrielse. Femten af de tilstedeværende svor at ville drage afsted. Esbern Snare selv, der på dette tidspunkt var omkring 60 år, var på grund af sin alder forhindret i selv at gå i spidsen.
Da Absalon døde i 1201 kunne man i hans testamente læse, at "hele sin fædrene arv skænker han til Sorø kloster med undtagelse af Fjenneslev,som han overdrager til sin broder", der jo var Esbern Snare. Desuden fik Esbern "det lille sølvbæger, som Hildebrand har lavet, samt det lille bæger, som hans fader [Asser Rig] plejede at drikke af".
Desværre fik Esbern Snare ikke mange år til at nyde sin arv efter Absalon. Esbern døde i 1204 i Sæbygård, 77 år gammel. Han faldt efter sigende ned af en trappe og brækkede halsen på en møllesten, der lå under trappen.
Hovedarving efter Esbern Snare blev klostret i Sorø, der oprindeligt var blevet stiftet af Hvideslægten. Også Esbern Snare var meget rundhåndet over for Sorø Kloster. Allerede ved sin første hustrus, Holmfreds, død havde han givet Bromme og Bjergby nord for Sorø til sjælemessegods (deraf navnet Munke-Bjergby).
Noget usædvanligt blev Esbern Snare begravet i Sorø kirke foran trappen til højkoret, lige ved Absalons grav. Sådanne pladser var ellers forbeholdt gejstlige og kongelige, men de prominente pladser,som flere af Hviderne fik i Sorø kirke, vidner om familiens markante støtte til klosteret og kirken. Efter, at højalteret blev flyttet, er Esbern Snares grav i dag i gulvet lige foran højalteret.
Graven blev først fundet i 1970, hvor alterpartiet skulle ændres. Under dette arbejde fandt man en muret middelaldergrav med en blykiste på det sted, hvor Esbern Snare skulle være begravet. Det var derfor lidt af et mysterium, at kisten indeholdt to skeletter i stedet for et. Problemet blev ikke mindre af, at begge skeletter syntes at have tilhørt yngre mænd, mens Esbern var omkring 80 år, da han døde. Det er derfor tvivlsomt, om nogen af skeletterne faktisk er Esbern Snare.
Helene Guttormsdatter, Esbern Snares 3. hustru, blev efterfølgende Kong Valdemars den 2. Sejrs elskerinde, og hun fødte kongens søn Knud af Blekinge i ca. 1205.
|
1128 - 1204 (75 år)
