| Notater |
- ABEL CA. 1218-1252
Konge af Danmark 1250-52, og dermed den danske konge, der har siddet kortest tid på tronen. Især kendt for sin langvarige strid med og mordet på sin bror Erik Plovpenning. Abel var stamfar til Abelslægten, som regerede hertugdømmet Slesvig indtil 1375.
Den unge Abel
Abel blev født ca. 1218 og var anden søn af Valdemar Sejr i dennes andet ægteskab med Berengaria af Portugal. Sammen med sine brødre Erik (Plovpenning) og Christoffer (1) var Abel 1226-1228 blevet stillet som gidsel i Schwerin som sikkerhed for betalingen af løsesummen for faderen og deres ældste (halv)bror Valdemar den Unge. Efter Valdemar den Unges død blev broderen Erik Plovpenning i 1232 kronet til faderens medkonge, mens Abel fik overdraget hertugdømmet Slesvig som fyrstelen. Deen yngste bror Christoffer fik lidt senere Lolland-Falster som hertugdømme. Et par sønner af Valdemar Sejr født uden for ægteskab fik overdraget andre såkaldte frystelen i rigets udkanter. Alle brødrene måtte aflægge troskabsed til Erik som deres konge og overordnede.
Striden med Erik Plovpenning
Ved således at sikre de brødre, som ikke skulle være konge, standsmæssig forsørgelse håbede Valdemar Sejr givetvis på at undgå de kampe om tronen, som havde præget tidligere generationer af kongeslægten. Men trods dette udbrød der hurtigt efter Valdemars død i 1241 strid mellem Erik Plovpenning og hans brødre. Hovedstriden drejede sig om, hvorvidt Abel skulle have de fulde kongelige rettigheder i sit hertugdømme og dermed mere eller mindre reelt selvstændig fyrstestatus. Allerede i 1242 kom det til åben kamp mellem Erik Plovpenning og Abel. Et forlig i 1244 holdt kun i knap to år, hvorpå borgerkrigen atter blussede op. Abel fik støtte af hertug Christoffer og halvbroderen Knud af Blekinge samt flere fremtrædende danske storrmænd. Derudover allierede han sig, med de holstenske grever og byen Lübeck. Fælles for de sydlige alliancepartnere var, at de ønskede at undgå, at den danske konge kom for tæt på, og de ønskede hertugdømmet Slesvig som en bufferstat mod Danmark. I foråret 1250 antog Abel endog titel som konge af Danmark. Ikke desto mindre sejrede Erik Plovpenning militært. Han havde medgang i Jylland, hvor han erobrede det meste af Abels hertugdømme til og med hans residensby Slesvig. Herefter var Abel i 1250 nødt til at slutte fred. Han fik lov til at beholde hertugdømmet, men måtte give afkald på alt andet. I forbindelse med et senere togt mod holstenerne opholdt Erik sig senere på året i Slesvig. Under opholdet blev Erik Plovpenning overmandet af Abels mænd og den 10. august 1250 dræbt i en båd på fjorden Slien, hvorpå liget blev kastet overbord.
Abels kongedømme
Tre uger senere var Abel ubestridt konge i Danmark. Det skete efter, at han havde svoret sig fri for personlig skyld i drabet gennem en ed aflagt med opbakning fra 24 riddere. Den 1. november 1250 blev han kronet til konge af ærkebispen i Lundd. Abels korte regeringstid var præget af samarbejde med de holsteneske grever, hvilket sammen med venskabsaftaler med hansestæderne Lübeck, Rostock og Wismar samt med herren til Mecklenburg stabiliserede Danmarks sydgrænse. I Baltikum afsluttede Abel stridighederne med Den Tyske Orden om grænsedragningen i Estland. Kun mod nord var der stridspunkter med Sverige og Norge. I Sverige støttede Abel oppositionen mod kongemagten. I Norge ønskede mange hævn for udplyndringen af norske købmænd under den danske borgerkrig i 1240?erne. Indenrigspolitisk var den vigtigste begivenhed i Abels regeringstid udarbejdelsen af den første del af den såkaldte "Abel-Christofferske forordning", der var det første skridt i udviklingen en fælles dansk rigslovgivning. Forordningen, der har voldt historikerne mange hovedbrud, blev muligvis aldrig udstedt som gældende ret, men den bærer præg af forsøg på at dæmpe uroen i landet, på at imødekomme stormændenes krav om en mere forudsigelig kongngemagt og på at opretholde kronens indtægter. I juni 1252 forsøgte Abel at slå til mod friserne i den vestligste del af hertugdømmet Slesvig med det formål at sikre sig magten over de meget selvstændige frisere og øge deres skattebetaling. Under togtet blev han ramt af en pil og dræbt. Dermed blev Abel den sidste danske konge, der blev dræbt i krig.
Ægteskab og efterfølgere
Abel blev i 1237 gift med Mechtilde, datter af grev Adolf 4 af Holsten. Men hende fik han tre sønner: Valdemar, Erik og Abel. Efter Abels død tiltog hans bror Christoffer sig kongemagten og forbigik derved Abels ældste søn Valdemar, der blev holdt fanget i udlandet. Det førte i de følgende årtier til omfattende stridigheder mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer om den danske trone.
|
1218 - 1252 (34 år)
