| Notater |
- Jarl på Sjælland, Høvedsmand på Rügen.
Noter : C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. VIII, side 194:
Hvide, Skjalm, -1102- Høvding, hørte til en mægtig sjællandsk Stormandsæt. Som hans Fader nævner en sen Overlevering Toke Trylle; stridende mod Saxos Ord og i sig selv værdiløs er Paastanden om Ættens Nedstammen fra Sagnhelten Palnatoke. S. H. havde Ejendomme vidt omkring paa Sjælland, fremfor alt i Sorøegnen. Tidlig har han faaet det Hverv at være sin Fødeøs Jarl. Nu hører man ikke noget om ham før i Oluf Hungers Kongetid. Under de daværende opløste Forhold blev hans Broder Aute paa Vejen fra Sjælland til Falster overrasket og fældet af vendiske Sørøvere. Uden at ty til Kongens Hjælp samlede S. H. da paa egen Hand en sjællandsk Hær, drog til Julin og tvang Indbyggerne til at udlevere de skyldige, der bleve dræbte under de grusomste Pinsler. Da Erik Ejegod begyndte sine sejerrige Tog mod Venderne, har S. H. staaet ved hans Side. Efter Rygens Erobring blev han sat til Høvding over denne Ø. Da Kong Erik og Dronning Bodil droge ud paa deres store Pilgrimsfærd (1102), overlode de deres lille Søn Knud til S. H.s Varetægt; han blev saaledes Fosterfader for en af Danmarks berømteste Mænd. For øvrigt sendte han nogle Aar efter den unge Kongesøn til Hertug Lothar af Sachsen, og det er tvivlsomt om han senere har set sin Fostersøn. S. H. maa være død o. 1113, i høj Alder. Han blev begravet i Fjenneslev Kirke, der har hørt til hans Hovedgaard. Senere blev hans Lig af Sønnesønnen Absalon flyttet til Sorø.
Som S. H. havde været Danmarks mægtigste Høvding, blev han ogsaa Stamfader til den mægtigste Stormandsæt, der nogen Sinde har levet blandt de danske. Allerede hans 4 Sønner, Toke, Sune, Ebbe og Asser Rig, var ansete Høvdinger, og fra de 2 sidste nedstammede mange af vore ypperste Mænd, fremfor alle Absalon, Esbern Snare og Anders Sunesen. Langt mere end nogen som helst anden Æt have S. H.s Efterkommere hævet Danmark, saa længe de virkede sammen med Kongerne; men da Venskabet forvandleledes til Fjendskab, voldte "Hvide-Ætten" ogsaa de største Ulykker over Folk og Land. Foruden Sønnerne havde S. H. 2 Døtre: Cæcilia ægtede Peder Thorstensen paa Borg ved Sorø; Margrethe blev ogsaa gift, uvist med hvem, men tilbragte sin Enkestand i Roskilde Nonnekloster. Hans Olrik.
__________
Første gang omtalt, da han kæmpede en drabelig kamp i striden mellem Svend Estridsen og den norske konge Harald Hårderåde ved Nivås udmunding på Hallands kyst i 1062.
Nævnt igen i 1095, da han er på hævntogt til Juhlin for at hævne broderens ( Auden) død, som følge af sørøveres overfald på broderen under sejllads mellem Sjælland og Falster. I 1101 bliver Skjalm udnævnt til høvedsmand over hele Sjælland og Rügen.
Lod kirken i Jørlunde bygge.
Skjalm Hvide
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Skjalm Hvide, født før 1062, død ca. 1113 var Sjællandsk høvding med store jordbesiddelser omkring Sorø. Han anses for at være stamfader til den mægtige Hvide slægt. Søn af Toke Trylle (Hvide).
Sammen med Svend Estridsen deltog han i slaget ved Niså i 1062 hvor han blev taget til fange af Harald Hårdråde. Flygtede senere.
Rejste omkring 1100 sjællænderne til hævntogt mod venderne, der havde dræbt hans broder.
Skjalm Hvide var nært knyttet til Erik Ejegod, hvis søn Knud Lavard fra 1102 i nogle år blev opfostret sammen med hans egne sønner Asser Rig og Ebbe Skjalmsøn (Hvide). Fik desuden børnene Cecilie Skjalmsdatter (Hvide) og Toke Skjalmsøn (Hvide). Alle med hustruen Signe.
------------------------------
Hvideslægten:
Skjalm Hvides Herkomst
Normalt regnes Skjalm Hvide for Hvideslægtens stamfader, idet det er vanskeligt at komme længere tilbage i slægten. 11589 skrev Morten Pedersøn som nævnt om Hvideslægten. Han kom i den forbindelse også ind på Skjalm Hvides herkomst, men oplysningerne må betragtes som mere end tvivlsomme.
Men lad os alligevel dvæle et øjeblik ved sagnene om Skjalm Hvides herkomst.
Morten Pedersøn skrev om Hvideslægten, at "den første mand af denneslægt finder vi at være Hr. Slau, en dansk hedning, meget ypperlig. Denne ypperlige danske hedning og herre byggede Slagsby, Slagsbo og Slagslille ved Sorø Kloster. Fra ham har mange byer, steder og skove i Danmark sine navne, ister på Sjælland. Han ligger begravet i en høj ved sin by Slagsby, der nu hedder Slagelse".
Slau havde angiveligt to sønner, Toke og Outhe (eller Autho). Toke, Skjalm Hvides far, tjente hos Harald Blåtand og blev den første kristne mand i Danmark af Hvideslægten. Han må have levet sidst i 900tallet og i første halvdel af 1000-tallet.
Det er om denne Toke, at Saxo beretter det kendte sagn om æblet og pileskydningen. En dag, hvor Toke havde fået lidt for meget at drikke ,skulle han prale med, hvor god han var til bueskydning. Han hævdede, at han på lang afstand kunne ramme et lille æble, der var placeret Øverst på en stok - og det endda med den første pil.
Da Harald Blåtand hørte dette, gav han ordre til, at forsøget skulle gennemføres. Som straf for sit praleri skulle æblet dog ikke placeres på en stok, men derimod på hovedet af Tokes egen søn. Og hvis Toke ikke kunne ramme æblet med den første pil, skulle han bøde med sit eget liv.
Toke måtte derfor stille drengen op - med ryggen til for at han ikke skulle blive bange. Drengen fik ordre til at stå helt stille og holde Ørene stive. Derefter tog Toke tre pile i sit kogger og lagde an med den første, som han heldigvis ramte æblet med.
Harald Blåtand spurgte Toke, hvorfor han havde taget tre pile, når han nu kun havde et forsøg. Toke svarede, at det var for at tage hævn over kongen, hvis den første pil ikke havde ramt. Han havde altså ikke i sinde at lade kongens eksperiment gå ud over sit eget liv.
Tilsyneladende havde Toke ikke lært ret meget af denne hændelse. Kort tid efter fortalte Harald Blåtand, hvor god han var til at løbe på ski. Toke, der ikke ville stå tilbage for nogen, pralede nu med, at han da løb meget bedre på ski end kongen. Harald gav ham da ordre til at løbe på ski ned ad Kullen. Det blev en halsbrækkende skitur, som Toke kun med nød og næppe overlevede.
Nu var det dog blevet Toke for meget, og han forlod kongens tjeneste.I år 985 fik Toke så endelig hævn over Harald Blåtand. Ifølge Saxo blev Harald Blåtand dræbt af en pil afskudt af Toke, der havde følt sig uretfærdigt behandlet af kongen. Harald Blåtands søn, Svend Tveskæg, overtog nu tronen i Danmark.
Ifølge Morten Pedersøn fik Toke tre sønner: Auden, Othinger og Skjalm Hvide.
Auden blev dræbt af vendiske eller slaviske sørøvere på en sejlads fra Sjælland til Falster, idet han hellere ville lade sig dræbe end at blive taget til fange.
Othinger var biskop i Ribe, og blev dermed den første biskop i Hvideslægten.
Som nævnt er det tvivlsom, om den nævnte Toke virkelig var far til Skjalm Hvide. Hvis sagnet om Toke er rigtigt, må han være født senest omkring år 960. Han må da havde været omkring 80 år i 1040, hvor Skjalm Hvide menes født!
En mulighed kunne være, at der mangler et slægtsled mellem Toke og Skjalm Hvide, men der er også andre dunkle punkter i Morten Pedersøns beretning. At en mand med navnet "Slau" skulle have grundlagt Slagelse passer dårligt med, at navnet Slagelse kan føres meget længere tilbage i tiden end Slaus levetid, ligesom mandsnavnet Slau ellers ikke optræder på den tid.
Konklusionen må derfor være, at vi stadig ikke rigtig ved noget med sikkerhed om Skjalm Hvides herkomst.
Skjalm Hvide
Skjalm Hvide blev født omkring år 1040, og i sin ungdom tjente han kongen Svend Estridsen. Som 22-årig deltog han således sammen medSvend Estridsen i slaget ved Niså ud fra Hallands kyst, hvor kongen led et nederlag i et søslag med den norske konge Harald Hårderåde. Ved denne lejlighed blev Skjalm Hvide såret og taget til fange.
Skjalm Hvide var høvedsmand over Sjælland, og han blev beskrevet som en mand med et speciel fromt rygte hos alle folk. Han blev gift med Signe, men om hende findes ingen oplysninger. Hun fødte ham dog 4 sønner og 3 døtre.
Hvidernes slægtsgård lå ved Fjenneslev Kirke, vest for Sorø på Sjælland. Her levede Skjalm sammen med sin kone Signe og deres børn. Formodentlig var det Skjalm Hvide, der opførte den oprindelige gårdkirke af træ lige ved gården. I dag er der kuun få spor tilbage af gården nord for kirken, hvor Hviderne boede, men man har dog fundet et fundament af kampesten, der tilsyneladende har båret en enkeltstenbygning, mens resten af gården må have været af træ. I dag har man markeret omridset af dette stenfundament og rejst en mindesten over Hvideslægten på stedet, hvor gården har ligget.
Omkring 1080, i en alder af ca. 40 år, fik Skjalm Hvide sønnen Ebbe Skjalmsøn, og fem år senere, ca. 1085, blev sønnen Asser Skjalmsøn, også kaldet Rig, født. Begge vil blive beskrevet nærmere efterfølgende.
Derudover fik Skjalm Hvide sønnerne Toke og Sune samt døtrene Cecilia af Pedersborg, Magda og Margrethe. De to sidstnævnte endte deres dage som nonner ved Klosteret i Roskilde.
Sønnen Toke ejede det meste af Jørlunde ved Slangerup og blev far til Skjalm Bang, der muligvis er stamfader for en af Bangslægterne. Toke Skjalmsøn døde mellem 1150 og 1161, og han overlod sine hovedbesiddelser og 16 mark guld til Sorø Klosters opførelse.
Foruden sønnen Skjalm Bang blev Toke også far til Stig Tokesen, der bl.a. var gift med Knud Lavards datter, Margrethe. Stig Tokesen menes at være stamfader til de såkaldte jydske Hvider, en anden fremtrædende Hvideslægt. Han faldt på Svend Grathes side i slaget ved Viborg 1151.
Skjalm hvides anden søn, Sune, blev stamfader for Gralenslægten.
Datteren Cecilia blev gift med Peder Torstensen, som i 1100-tallet byggede en borg på en bakketop ved Sorø, hvorfor borgen fik navnet Pedersborg. Borgen lå på den bakketop i Pedersborg, hvor i dag Pedersborg kirke ligger.
Efter en periode med stor hungersnød under kong Oluf - derfor kaldet Oluf Hunger - blev Olufs storebror, Erik Ejegod, konge i 1095. Der kendes kun lidt om hans kongeperiode fra 1095 til 1103, men hungersnøden forsvandt dog, og det var sikkert grunden til, at Danmark igen havde energi til at drage på togt udenlands.
Under Oluf Hunger havde Danmark været særdeles sårbar, og især venderne fra Østersøkysten havde plaget Danmark. Rundt om i det østlige Danmark gik de i land, røvede, plyndrede og brændte landsbyer af. Oluf havde ikke haft mulighederne (eller evnen) til at gøre noget ved dette, men da Erik Ejegod kom på tronen, blev skeen taget i den anden hånd. Nu begyndte man ikke alene at forsvare sig, men drog også selv på togter i Østersøen.
Det var på dette tidspunkt, at Skjalm Hvides bror, Auden, som tidligere nævnt blev dræbt af sørøvere syd for Sjælland. Skjalm Hvide beklagede dette på tinge og opfordrede til et angreb på Julin ved Oderflodens munding. Det var bl.a. herfra, at de indfødte sammen med forviste danskere drev sørøveri.
Saxo beskrev, hvordan Julin blev belejret og til sidst måtte udlevere alle sørøverne. Sørøverne led en gruelig død: De blev bundet på pæle, hvorefter deres maver blev sprættet op til indvoldene flød ud. Som Saxo selv siger, "det var et sørgeligt skue"
Senere drog Erik Ejegod og Skjalm Hvide sammen på togt til øen Rügen nord for Venden, og i et skjaldekvad roses Erik Ejegod for at have tugtet venderne. Rügen blev erobret og holdt besat en tid, og i denne periode blev øen gjort skatteskyldig til Skjalm Hvide. På dette tidspunkt var Skjalm Hvide omkring 50 år.
I 1103 besluttede Erik Ejegod og hans dronning Bodil sig for at rejse til Jerusalem på en pilgrimsrejse. Ifølge Saxo var det som bod for et raserianfald, hvorunder Erik Ejegod havde dræbt fire af sine egne mænd. Han følte sig så skyldbetynget, at han aflagde løftet om at besøge det hellige land for på den måde at opnå tilgivelse.
Erik Ejegod bestemte, at hans søn Harald Kejsa skulle passe på riget, mens han var væk. Sønnen Knud Lavard besluttede han at lade opdrage og beskytte hos Skjalm Hvide, der på dette tidspunkt var høvedsmand over både Sjælland og Rugen. Knud Lavard kom dog aldrig tilbage til sine forældre, idet både Erik Ejegod og Bodil blev dræbt under pilgrimsrejsen.
Skjalm Hvide døde omkring år 1113 og blev først begravet i Fjenneslev Kirke, hvor også hans søn Toke blev begravet. Senere flyttede Absalon dog begge kister til Sorø Kirke, hvor de blev muret ind i skillevæggen mellem de 2 sydlige østkapeller. Her blev de genfundet i 1774 under noget reparationsarbejde. 11947 blev gravene og skeletterne igen undersøgt, og fra dette kunne man slutte, at Skjalm Hvide var 172 cm høj og led af betændelse i fodleddene. Det samme gjorde hans søn, Toke, der var 178 cm høj og meget kraftig bygget. Han havde desuden et helet sår efter en pil eller et spyd i højre side af pandebenet.
Efter Erik Ejegod blev kongetronen overtaget af endnu en søn til Sven Estridsen og bror til Erik Ejegod, Niels, der kom til at regere frem til år 1134.
Dette blev også starten på en magtkamp mellem efterkommerne efter henholdsvis Erik Ejegod og den ældre bror Niels. Modsætningerne mellem disse to grene af kongefamilie kom til at præge kampen om tronen gennem mange årtier - en kamp som også Hvideslægten fik en væsentlig andel i.
Specielt var der en strid mellem Knud Lavard (søn af Erik Ejegod) og Magnus (søn efter Niels). Knud Lavard var som nævnt blevet opfostret i Skjalm Hvides hus, og da han blev ældre, blev han sendt til Lothar af Sachsen for, at han kunne lære riddergerningen.
Knud Lavard var et oplagt emne som arvtager til kongetronen efter Niels, men også kongens egen søn, Magnus, stræbede efter tronen. Striden mellem Knud Lavard og Magnus fik en dramatisk ende. Efter at have holdt jul i Roskilde blev Knud Lavard tilsagt til et møde i Haraldsted Skov den 7. januar 1131. Mødet var et baghold, hvor Knud Lavard blev hugget ned af Magnus.
|
ca. 1034 - ca. 1113 (79 år)
