| Notater |
- Søetatens Hospital:
I ældre tid anså søværnets administration ikke, at det var deres opgave, at tage sig af de syge søfolk og deres familier, kun de søfolk, der blev såret under krig kunne regne med hjælp.
Under Kristian den III blev det bestemt, at udgifterne ved de såredes helbredelse skulde udredes af mandskabets andel af byttet; de såredes pleje var ikke en sag, som ansås som Statens pligt.
Først med Kristian IV, blev der taget initiativ til at oprette hospitaler i Roskilde, Helsingør og Slagelse for sårede søfolk. Kongen (staten) erkendte sin forpligtelse, ved udstedelse af en anordning, hvori der står: »hvo, som bliver udygtig til at fortjene sit Brød ved de Saar, han faar af Fjenden, skal forsørges af Kongen; og den, som saares af Fjenden eller i Kongens Tjeneste, skal underholdes og læges frit og nyde sin fulde Løn; men for andre Saar og Skader skal hver især betale«.
For at kunne opfylde denne forpligtelse, som Kongen havde påtaget sig også over for Holmens folk, ansatte Kongen en badskær, som mod en løn af 400 specier skulle tilse dem, der kvæstedes i Kongens tjeneste paa værftet og formentlig også for andre, som boede i Nyboder. De lemlæstelser, som folkene selv skulle betale, var de skader, som de fik uden for tjenesten og skader opstået i forbindelse med drukkenskab. For sådanne skader skulle de selv betale badskærløn.
Samtidig med badskærens ansættelse (omkring 1618), var der oprettet et sygehus på Holmen. Det lå oprindeligt ved indgangen til Bremerholm, ikke langt fra Holmens Kirke; men da dette hus skulle anvendes i andet øjemed, blev »de syge Baadsmænd« flyttet til et andet hus bag »Den gamle Mønt«, hvor et hus, omgivet af have var blevet indrettet til formålet.
Der var ansat en forstander ved »Baadsmændenes Sygehus«, og en instruks for ham foreligger fra 1637.
Når en syg meldte sig til indlæggelse, skulle der afkræves ham »vor Admiral paa Bremerholm hans Seddel«, hvis indhold indføres i sygehusets bog. Tilsvarende skete, når den syge blev udskrevet og atter kunne gå i arbejde på Holmen.
Forstanderen skulle sørge for, at bespise de syge efter sædvanlig »Holmens Taxtt«, og påse, at alt var i orden. Til sygehusets tjeneste holdes 1 kok, 1 kældersvend og 2 kvindfolk, som skulle holde stuerne rene, rede sengene og tage sig af de syges klæder.
Skønt Hospitalet af og til havde en god indtægt fra de forskellige bøder, som tilkom Hospitalet (f. eks. for uorden paa Volden), forfaldt bygningen, hvor »saa mange tro Søtjenere med Suk havde hvilet deres fortrællede Lemmer og dødssyge Legemer, ja med Længsel leveret Gud deres angerfulde Sjæl". Ved privat Initiativ blev der derfor 1658 ombåret en »Kollekt«, der gav et så stort udbytte, at det indkomne beløb kunne danne grundlaget til Hospitalets senere betydelige kapital, og samtidigt fik Kvæsthuset, som det nu blev kaldt, et nyt lokale i »Sejlhuset«, - en bygning på Bremerholm fra Frederik den andens Tid, vist nok det senere garnmagasin for enden af Reberbanen ud mod Kongens Nytorv. Hospitalet fik derved plads til 250 syge. Men det skulle ikke blive længe på samme sted.
I 1668 flyttede Søkvæsthuset til Børnehuset på Christianshavn. I 1675 til»Guldhuset« ved Rigensgade og i 1683 til Admiral Jens Rodstens ejendom på Skt. Annæ Plads ved Nyhavns Hoved, hvor det gav navn til »Kvæsthusgade«
Hidtil havde hospitalet i på nogle områder været fælles for sø- og landetaten, men 1690 fik sømagten det som sit eget kvæsthus; det blev et sygehus for 1.380 patienter og virkede ved siden heraf som invalidestiftelse og fattigforsørgelsesanstalt.
Søkvæsthuset optog nu, foruden de sårede, også (fra 1693) de matroser og (fra 1727) de håndværkere, der blev syge i Kongens tjeneste.
I 1777 flyttedes Søkvæsthuset til Christianshavn (Overgade oven Vandet), hvor det overtog Opfostringshusets ejendom. Denne bygning eksisterer endnu og huser bl.a. Orlogsmuséet.
Søkvæsthuset fungerede som hospital for sårede og og syge folk fra orlogsmarinen og Holmens faste stok og senere også som hospital og fattigstiftelse for grupper af Københavns fattige (se »Søkvæsthusets pensionister og fattiglemmerfattiglemmer«) samt som epidemihospital for personer smittede med kolera- og kopper.
I 1806 blev Søkvæsthuset nedlagt som hospital og erstattet af Søetatens Hospital.
Efter Opførelsen af Søetatens Hospital, stiftet d. 11. April 1806, som fik plads mellem Balsamgade og Nellikegade i Nyboder, kunne man yde både mandskabet og familierne en ordentlig sygepleje i store luftige Lokaler.
Søetatens Hospital var indrettet til at optage 200 syge fra søetatens faste mandskab og deres familier. Stabslægen havde det lægelige ansvar, en inspektør det økonomiske ansvar og herudover var der tilknyttet en præst som sygetrøster og sjælesørger.
Der indførtes en streng disciplin i hospitalet. Børn, der tilsmudsede deres klæder, fik ris; de med udslet befængte patienter måtte save og hugge brænde nogle timer dagligt; Rekonvalescenter blev sat til det samme arbejde den sidste dag, de opholdt sig i hospitalet.
Trods disse tvangsbestemmelser og trods den afkortning i lønnen, som de faste måtte lide under deres ophold (for koners og børns pleje paa Hospitalet fradroges der intet i keglen), var der dog enkelte, som fandt hospitalslivet så behageligt; at de på alle måder forsøgte at forlænge deres ophold i sygehuset så meget, som reglementet tillod.
Hvis der var noget at udsætte på en del af patienterne, så var der dog også mangler ved hospitalet selv. Det holdt således i begyndelsen sin egen svinesti. Nybodersfolkene klagede over, at svinene fik for meget af den grød, der (9 gange om ugenen) skulle serveres for de syge, hvilket bevirkede, at disse fik for lidt; og der blev i Nyboder skrevet nidviser og spottegloser derom. Klager over den strenge tugt udeblev heller ikke. Men efterhånden blev Hospitalet udviklet svarende til byens øvrige sygehuse.
Søetatens Hospital blev nedlagt i 1863.
Det Fællesskab, som i begyndelsen havde bestået mellem Marinen og Landetaten om Kvæsthuset, trådte paa en måde i kraft på ny, idet Søetaten nu henviste sine syge til forplejning paa det »Militære Hospital« i Rigensgade.
Sygebehandlingen i Nyboder
I Nyboder havde tilsynet med de syges tilbørlige Pleje, formodentligt i deres eget Hjem, siden 1688 været kompagnichefernes ansvar. Men 1736-37 blev der ansat kirurger ved Haandværkerstokken og Divisionerne, og derved blev man sat i stand til at åbne fire sygestuer i Nyboder, som skulle behandle frakturskader og den smittende sot; men sygestuerne, som var indrettet i de små, lave Nyboders værelser, vare dårligt indrettede og måtte kun modtage mandlige patienter. Divisionskirurgens embedspligt medførte ingen forpligtelse vedr. tilsyn med Hjemmene, derimod stod det (1756) de menige frit for at forhandle med ham om - mod en vis årlig betaling - at få deres syge medlemmer af deres familier omfattet af hans behandling. Direkte pengetilskud til sygehjælp for familierne gav Staten ikke før 1793, da en mindre Sum blev afsat til pleje for Divisionernes syge koner og børn.
Senere blev smitsot dog ikke behandlet paa sygestuerne, men henvistes til Søkvæsthuset.
Sygestuer fandtes 1749 for håndværkerne i Hoppenslænge, for første matrosdivision i Rosengade, for anden division i Enhjørningsgade og for tredje i Meriansgade.
http://www.grifo.dk/slaegt_db.php?id=798
- Tømmermand
|
før 1784 - 1841 (56 år)
