| Notater |
- Frederiks d. 3.'s livlæge, senere Livmedikus i Ringkøbing.
Doktor og Livlæge hos Chr. V
....
- HARDSYSSELS AARBOG
RINGKØBING-LÆGEN
CHRISTIAN HANSEN LEGARDT
FH. KONGELIG LIVLÆGE
(Meddelt af Pastor 1DUM, Føns, efter Landsarkivar G. S. VVAD: Dimitterede fra Herlufsholm. II Bind. S. 49 ff.)
Blandt Studenterne fra Herlufsholms lærde Skole for Aaret 1632 finder vi nævnt en Mand ved Navn Christian Hansen Legardt. Bag dette Navn skjuler sig en Vestjyde, og som selve Navnet antyder, stammer han utvivlsomt fra Gaarden Lægaard i Maabjerrg Sogn ved Holstebro (Trap: Danmark VI, 334). Han er altsaa en Bondesøn, og det er værd at lægge Mærke til, at den adelige Skole Herlufsholm, stiftet 23. Maj 1565, alle rede saa tidlig har aabnet sig for Borgeres og Bønders Børn. Han blev først sat i Skole i Holstebro (Pontoppidan: Danske Atlas V, 800) og kom derfra til Herlufs holm. Om hans Studentertid ved vi intet, naar undtages, at han selv i en Ansøgning om Konfirmation paa sit Testamente (Jyske Indlæg 1677) fortæller, at han aldeles ingen Understøttelse har haft til sine Studeringer og Rejser fra sine „næstpaarørende Venner, men fra første Barns Ben har med Møje og Arbejde søgt sit Brød". Dette synes han blandt andet at have gjort paa den Maade, at han har tilbragt nogle Aar — maaske en halv Snes Aar — som Præceptor for et Par unge Adelsmænd paa Udenlandsrejser. I Aaret 1649 studerede han i Padua, 1651 i Siena (begge i Italien), senere har han vistnok opholdt sig i Paris, inden vi i 1659 træffer ham i Leyden. Nogle Penge har han vel tjent sig, hvad vi tør slutte ud fra, at han 1658 i Amsterdam af Oberberghauptmann B. Gedde købte lho i det Fossenske Jernværk (Brunnich: Kongsberg Sølvberg- værk S. 139).
5. Juni 1659 blev Legardt immatrikuleret (indskrevet som Student) i Leyden; han kaldes ved denne Lejlighed Dr. medicinæ og angives til 40 Aar, hvad der vist nok er noget for lidt (jfr. Personalhist. Tidsskrift II, 201). Er Angivelsen rigtig, mmaa han være bleven Student allerede i en Alder af 13 Aar, hvad der nok kan være muligt, men næppe er sandsynligt. Han er vel nok født ca. 1614 eller 15. Et Par Aar efter er han kommen hjem til København og maa have haft et vist Ry som Læge. Haan blev nemlig med Bestalling af 5. Maj 1662 antaget til Medicus hos Tronfølgeren, Prins Kristian (den 5.) paa dennes Udenlandsrejse; hans aarlige Løn herfor var 400 Rdl. (Rentekammerets Betalingsprotokol Nr. 6 a Fol. 66). Den 20. Maj rejste han tillige med Prinsen og hans Følge til Holland, England, Frankrig og Tyskland, hvorfra de vendte tilbage til København den 16. August 1663. Prinsen synes at have været vel tilfreds med Legardt; thi faa Dage efter Hjemkomsten, den 1. September tilsagde han Legardt 200 Rdl. til Kostpenge og Husleje foruden sin Gage fra Hjemkomsten at regne (Rentek. Betalingsprot. Nr. 4 a Fol. 132).
Hvor længe Legardt har været i Prinsens Tjeneste, kan ikke afgøres, men det har næppe været mere end et Par Aar. Enten han er bleven ked af Hoffets og Hovedstadens Larm, eller han har følt Længsel efter sin Hjemstavn Vestjylland — nok er det: den tidligere Hoflæge trak sig tilbage til en af Landets mest afsides Byer, nemlig Ringkøbing. Her fandt han sig en Hustru i Ingeborg Pedersdatter, Enke efter Borgmester Jens Jensen,*) som var en Slægtning af Legardt; den 5. Januar 1666 fik Parret Tilladelse til at indgaa Ægteskab og til at vies i Huset uden Trolovelse og Lysning (Jyske Registre XIV, 404). Ved denne Tid maa man altsaa antage, at Legardt er flyttet til Ringkøbing. Her fik han ikke blot Ægteskabets Lykke, men ogsaa en Del Bryde rier. I en — udateret — Ansøgning til Kongen, indgivet i Maj 1667 — klager han nemlig over, at Byens Borgmestre og Raad paalægger hans Hustru samme Skat, som hendes salig Mand — der var en færdig og flittig Trafikant (som han anden Steds, nemlig i en Forestilling af 20. Novbr. 1666 til Byens Magistrat siger) — havde svaret af sine Midler og Trafik, skønt der var skiftet efter ham, hvorved hun havde faaet den sletteste Part: en Del unyttigt Løsøre, gamle Huse og Markjord; hendes Mands Handel var væsentlig gaaet over paa andre Hænder, saa hun nu kun ved en Tjener drev en ringe Handel, af hvilken hun selvfølgelig var rede til at skatte. Hvad ham selv angik, bad han om at forundes lignende Privilegier som andre Medici og være fri for Byens Skat, i Særdeleshed for den Skillings Accice, som Borgmester samme Steds nyligen haver erlanget „til sin og Raadmændenes Profit, helst efterdi min Hustrus salige Mand og hans Fader for hannem i mange Aar haver været Borgmestre, som begge haver tjent Byen med stor Flid og Omsorg til deres egen Skade og Omkostning og ingen Vederlag af Byen der for nogen Tid nydet“ (Jyske Indlæg 1667).
Den sidste Del af Ansøgningen ved man blev ikke bevilget; derimod blev hans Hustru fritaget for at sættes højere i Skat, „end hvis hun pro quota efter den borgerlige Næring og Haandtering, soin hun nu bruger, med Rette kan tilkomme“. (Jyske Tegneiser XV, 456 3/8 1667). Dette var Magistraten næppe tilfreds med, idet den havde erklæret, at „eftersom hver Mand i denne fattige og ringe Menighed havde for sig sin Byrde at bære højere, end som de vel kan taale, saa vidste de ikke at kunne samtykke, at Doktor Legaard kunde gjøres noget Afslag paa hans Skat og lægges paa Byen, eftersom hans Huses Middel og Næring var saa god efter sin Maade som nogens af Borgerskabet“ (Jyske
Indlæg 1667).
Legardt havde ogsaa økonomiske Bekymringer af anden Art, hvad han maatte dele med flere af de Mænd, der den Gang tjente Staten: han kunde nemlig ikke faa sin Løn. Det var ingen lille Sum, Staten eller — Kongen — skyldte ham i Aaret 1670, altsaa 3—4 Aar efter hans Afsked. Dette fremgaar af følgende — udaterede — Ansøgning (Kopi i sjæll. Indlæg 1670 B.):
Stormægtige Konge, allernaadigste Arveherre! Eftersom jeg Aar efter andet paa Skatkammeret haver anholdet om min ringe Restancer til et Aars Dag 1667, som da beløb sig efter rigtig Afregning, dateret Skatkammeret den 12. Januar samme Aar, 2038 Rdl. 6 Sk., hvoraf jeg aldeles intet haver bekommet, og som jeg fornemmer, Kapitelsgods overalt med Eders Kongl. Majestæts allermildeste Samtykke udlægges til Betaling, saa søger udi allerdybeste Underdanighed, mig maatte paa min naadigste Restanance af Skatkammeret Udlæg udi nogle smaa Enge, som min Hustru for mig og endnu udi Leje haver, hvoraf Riber Kapitel med nogle tilliggende Boliger aarlig hidindtil haver nydt 10 Rdl., hvilke 10 Rdl. dog vi vare forpligt til at erlægge aarlig, om saa behager, til samme Kapitel, dersom jeg fornævnte Gods til Betaling og Ejendom allernaadigst maa nyde. Herudi giver Eders Kongl. Majestæt en gammel tro Tjener stor Soulagement, paa sin Alderdom, som og inderlig skal ønske E. K. M. en glædelig og bestandig Regering.
E. K. M. allerunderdanigste Tjener.
Christian Legardt.“
Resultatet blev et kongeligt Missive af 15. Juni 1670 til Kammerkollegiet om at afgive sin Betænkning her over (Sjæll. Tegneiser XXXIX, 100). Men videre synes Sagen ikke at være kommen. Mange Aar senere ansøgte nemlig Legardts Enke, da hun nonok saa, at det var tvivlsomt, om hun nogen Sinde fik betalt sin Mands Fordring, der var løbet op til 2169 Rdl. 2 Sk., om i Stedet derfor at faa Kongetienden af Horne Sogn og jus patronatus til Faaborg og Aal Kirker samt et Stykke Jord, kaldet Lønne Toft. Hendes Ansøgning kendes for Resten kun i Udtog; der er i Rentekammerets Resolu tionsprotokol XVII, Fol. 518 under 9. April 1689 givet den Paategning om, at Kongen ønsker Kammerets Er klæring derover. Men da var Enken død; thi i RRing købing Kirkebog findes hun anført som begravet den 16. Maj 1687 i sit 59. Aar. Det ser ud til, at hendes Ansøgning har henligget et Par Aar, inden Kollegiet gjorde noget ved den. Mere findes ikke om Sagen. Legardt selv maa vistnok være død inden 1686. Hans Dødsfald findes nemlig ikke anført i Kirkebogen, der først begynder Pinsedag 1686.
|
1619 - 1672 (53 år)
