| Notater |
- Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Henrik 1. (876 - 2. juli 936) også kaldet Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler) var hertug af Sachsen fra 912 og konge af det østfrankiske rige fra 919 til sin død. Først i løbet af det 11. århundrede blev De tyskes rige omtalt.
Hertug Henrik af Sachsen, som også havde Thüringen under sig, blev valgt af frankerne og sachserne til konge af det østfrankiske rige i 919. Senere sluttede svaberne og bayrerne sig til valget, og det lykkedes ham at få Rhinområdet under sin krone.
Henrik nedstammede fra det liudolfingske dynasti, som var en sachsisk adelsslægt, der førte sine aner tilbage til den hertug Widukind, som var Karl den Stores modspiller. Henriks far var Otto af Sachsen, som grundlagde det ottonske dynasti.
Henrik blev efterfulgt af sin søn, kong Otto den Store.
Henrik var tysk konge 919?936 og stifter af Det saksiske Hus. Han blev i 912 efter sin fader Otto?s død hertug i Sachsen. Kejser Konrad 1. forsøgte uden held at fratage ham hans land, men udså ikke desto mindre på sit dødsleje Henrik til sin efterfølger, og 919 valgtes han til tysk konge af de to vigtigste stammer, frankerne og sakserne; 920 og 921 anerkendtes han af Schwaben og Bayern.
Konrad havde været ganske afhængig af kirken, og hele hans regering var ganske optaget af kampe med stammehertugerne. Henrik der imod afslog endog at lade sig krone og godkendte fuldstændig hertugernes magtstilling. Han stod mellem dem som en slags "første mellem ligemænd", og hans magt nåede i grunden ikke langt ud over hans hertugdømme. Dette styrede han imidlertid med stor dygtighed. Ved at betale en årlig tribut til magyarerne, der idelig hærgede landet, opnåede han en niårig stilstand, som han brugte til at uddanne et rytteri, hvad sakserne hidtil havde manglet, og til efter engelsk mønster at anlægge en række faste borge, i hvilke befolkningen kunne søge tilflugt. Sine mænd øvede han i mellemtiden ved kampe mod slaverne. Han erobrede således 927?928 Brennabor (Brandenburg), hovedstaden i hevellernes land, og gjorde Böhmens hertug skatskyldig til riget. Da han derpå nægtede at betale skatten, faldt magyarerne vel atter ind i Sachsen, men led et stort nederlag ved Riade (933).
Året efter kæmpede han med den danske kong Gnupa i Slesvig og tvang ham til at lade sig døbe.
Ved sine sejre var hans magt steget betydelig, og han tænkte alt på at drage til Rom og således at optage de ældre kejseres politik, da han døde af et slagtilfælde.
Sønnen Otto af hans andet ægteskab med den westfalske grevedatter Mathilde fulgte ham på tronen.
|
876 - 0936 (60 år)
