Notater
Match 601 til 700 fra 4,708
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 601 | Borgmester i Viborg | Trane, Borgmester Peder (I74291786)
|
| 602 | Borgmester i Viborg | Hegelund, Christen Mortensen (I52612348)
|
| 603 | Borgmester i Viborg. Måske dræbt i Viborg. dk-yeoman.dk Dræbt af badskiær Christen Henrichsen: Peder Trane mødte den 10 juli 1587 badskær Christen Henrichsen på hjørnet af Sct. Mogens Gade og Nytorv Gyde i Viborg, hos købmanden der. De fik noget at drikke og kom op at skændes. Klammeriet udviklede sig til en nævekamp der startede inde hos købmanden, men senere fortsatte ude i gyden under overværelse af flere og flere borgere. Tilsidst fik Peder Trane, "sin Rest og tumlede omkuld, at han aldrig mere talte et ord". | Hegelund, Peder Trane (I64683438)
|
| 604 | Borgmester Limes Enke .... | Wiel, Georgia Elisabeth Jørgensdatter (I1392)
|
| 605 | Borgmester Ribe præsident ss 1748 | Ussing, Peder (I1575)
|
| 606 | Brauweiler Abbey (German: Abtei Brauweiler) is a former Benedictine monastery located at Brauweiler, now in Pulheim near Cologne, North Rhine-Westphalia, in Germany. | Sachsen, Mathilde von (I644)
|
| 607 | Bror til Jens Esbernsen Krumpen, d. 1360, som var gift med Kirstine Stigsdatter Hak (Vittskövle) | Krumpen, Peder Esbernsen (I47937446)
|
| 608 | Bryllup på Lyngbyegaard | Familie: Diderik Christian Blicher, Præst / Lovise Lindemann, Præstefrue (F71483032)
|
| 609 | Brylluppet stod 21/6 1680 hos Thomas Kingo i Odense. Jens Bircherod holdt prædiken. | Familie: Jesper Lauridsen Schmidt, Præst / Mette Pedersdatter Worm (F1225)
|
| 610 | Bugge Brev til Christian VI. 5 December 1731 Stormægtigste, allernaadigste Arvekonge og Herre ! Jeg har haft den Ulyksalighed udi mit Ægteskab, at min Hustru ved slet og utilladelig Forhold imod mig beviste sin Utroskab, ikke alene ved det hun bortrejste med en Anden fra mig, men endogsaa andet strafværdig passerede, hvorover jeg imod min Villie maatte tiltale hende ved retten. Og endelig blev frifunden for det Ægteskab, os var imellem og nu med en imellem os sammenavlede Datter Sophia Amalia Bugge hun sidder udi enlig Stand og det for at Conservere de faa Midler, som jeg udi mmin Ungdom udi Deres Kongel. Majestæts Tjeneste med største Menage har sammen samlet, på det at kunde efter min Lejlighed have noget til Subsistence og Arv efter mig; men, allernaadigste Konge og Herre, det jeg har samlet ved min Vindskibelighed og efter min Død kan være udi Behold, ønskede jeg gjerne at min Datter maatte og kunde ved brave Mænds Administration tilkomme og lovlig beholde. Og som jeg udi min Levetid helst udi mit Ægteskab mange og store Bekymringer har haft, kan det væære ventelig, at jeg ved Døden bortkaldes før end jeg det formoder og forinden det sker vilde jeg gjerne se mit efterladte Gods og Bo saaledes administreres, at min eneste Datter og Arving ikke skuelde ske Uret, til hvilken Ende jeg endog for min Død hos Deres Kgl. Majestæt har allerunderdanigst at bede og søge at, naar jeg ved Døden afgaar, da med Bo og Skifte maatte forvaltes af følgende hvem de mine trofaste Velyndere og Venner, Hr Etatsraad og Amtmand Landorf udi Nykjøbing og Borgmmester Niels Hammer, paa hvis redelige Handling jeg intet have at tvivle; men skulde en af dennem ved Døden afgaa, da den anden at tage en til sig udi den afdødes Sted til samme Skifte at afhandle. Dernæst for det andet, som jeg her har ingen udi landet, der efter Loven kan og bør være min Datters Værge og Curator, og jeg befrygtede at dersom værgemaalet skulde tilfalde nogen af hendes Paarørende på mødernes Siden, dermed ikke blev til hendes Tarv omgaaet og værget, om jeg ikke da føreend min Død maatte allernaadigst være tilladt at udvælge hende en eller tvende til Curator og Formynder, som jeg til fulde er forsikret om der saaledes værger og sørger for hende og hendes efter mig tilfaldne Capital, som de for Gud, mig og hende vil ansvare, hvorom jeg mig Deres Kgl. Majestæts Allernaadigste Resolution og Bevilling allerunderdanigst tilbeder og allerunderdanigst lever Deres Kgl. Majestæts, stormægtigste allernaadigste Arvekonge og Herres allerunderdanigske Arve-Undersaat og Tjenere C. F. Bugge Nykjøbing den 5. December 1731 Allerunderdaniske Paategning. Supplicanten Hr. Ritmester Frederich Christian Bugge er sandelig en meget sparsom og vindskibelig Mand og alene ved denne sin allerunderdaniske Ansøgning søger sit Barns og Datters Velfærd og Fordel og ligesaa efter mine allerunderdaniske og uforgribelige Tanker visseligen vil ????, om han udi samme sin allerunderdaniske Ansøgning ???? vinder og erholder deres Kgl. Majestæts allernaadigste Bifald. Nykjøbing den 6. December 1731 E. Reichaw Bevill. Af 24/12 at B. Maa beskikke 2de Curatorer for sin Datter. | Bugge, Ritmester Frederik Christian (I25170977)
|
| 611 | Bugge havde kæmpet som en brav Soldat, og Belønningen herfor udeblev ikke. Han blev Generaladjudant hos Generalmajor Valentin v. Eichstedt, Kongens Yndling, og da denne 17. Maj 1710 blev udnævnt til Overkrigssekretær, som Krigsministeren den Gang kaldtes, blev Bugge samme Dag forfremmet til Ritmester. Som saadan fik han et Kyrasserkompagni at føre under Oberst Simon Henrik Donop og deltog i den store nordiske Krig indtil 1714, da Regimentet, hvortil han hørte, det 3dje sjællandske natitionale Rytterregiment, blev sendt til Sjælland for at bringes paa Fode igen. Det anvistes Kvarter på Sorø Kloster og Vordingborg Amts Godser. Senere 1717 flyttedes det til det Frederiksborgske Rytterdistrikt og opløstes 1721. Ritmester Bugge tog da sin Afsked. (F.: Mouritz Christian Bugge, var Ritmester i Hertugen af Lüneburgs Tjeneste). | Bugge, Ritmester Frederik Christian (I25170977)
|
| 612 | buried in the church of Gandersheim Abbey | 'The Illustrious', Otto I (I54595696)
|
| 613 | Byskriver, Købmand og Studehandler. ... | Jensen, Mads (I2987)
|
| 614 | Børn af Henrik De Flindt og Johanne Riis: i. Christine Bodilla Birgitha De Flindt, født 11.05.1748 i Aggerupgård; død 22.06.1782 i København, Sokkelund, København; Dåb: 17.05.1748, Vaabensted (Kirke), Musse, Maribo gift med Otto Christopher Von Munthe af Morgenstjerne; født 06.01.1735 i København, Sokkelund, København; død 17.03.1809 i Annaborg, Hillerød, Lynge Frederiksborg. Begravet: Everdrup (Kirke), Baarse, Præstø ii. Anna Catharina De Flindt, født 21.08.1749, Vaabensted, Musse, Maribo. iii. Anna Cathrine Petra De Flindt, født 20.11.1750, Vaabensted, Musse, Maribo. iv. Anna Birgitte De Flindt, født 21.08.1752, Vaabensted, Musse, Maribo. | Flindt, Heinrich (I1317)
|
| 615 | Børn af Thomas Flindt og Kirstine Nielsdatter: i. Anne Mette Thomasdatter Flindt, født 11.06.1714 i Nykøbing F., Falsters Søndre, Maribo; død 22.06.1758 i Nykøbing F., Falsters Søndre, Maribo; gift med Andreas Schumacher Wolff 13.12.1741 i Nykøbing F., Falsters Søndre, Maribo; født omk. 1715 i Skelby, Falsters Sønder, Maribo; død 14.04.1768 i Nykøbing F., Falsters Søndre, Maribo. ii. Henrich August Flindt, født 16.05.1716 i Nykøbing F., Falsters Søndre, Maribo; død 11.1791 i Bredhauge; gift med Wilhelmine Charlotte Christiansdatter Merckel 20.12.1741 i Kerteminde, Bjerge, Odense. iii. Mette Christine Thomasdatter Flindt, født 08.11.1717 i Nykøbing F., Falsters Søndre, Maribo; Dåb: 12.11.1717, Nykøbing F., Falsters Søndre, Maribo død 1787; gift med Thomas Christian Rennemann 09.01.1754 i Nykøbing F., Falsters Søndre, Maribo; født 27.06.1700; død 1782 i Nakskov, Lollands Nørre, Maribo. Begravet: 11.07.1787 | Flindt, Thomas (I1381)
|
| 616 | Børn: 1. Lars Bønnelycke, f. 28 okt. 1791, Kolding Købstad , d. 28 maj 1797, Kolding Købstad (Alder 5 år) 2. Jens Blicher Bønnelycke, f. 16 mar. 1793, Kolding Købstad , d. 23 maj 1846, Kolding Købstad (Alder 53 år) 3. Maren Bønnelycke, f. før 1794 4. Gyda Marie Bønnelycke, f. 1794, Kolding Købstad , d. eft. 1840, Svendborg Købstad (Alder 47 år) 5. Sven Bønnelycke, f. 1795, Kolding Købstad , d. 1798, Kolding Købstad (Alder 3 år) 6. Svend Bønnelycke, f. 20 aug. 1800, Kolding Købstad , d. 21 jan. 1876, Svendborg Købstad (Alder 75 år) | Bønnelycke, Hans Boll (I1284)
|
| 617 | Børn: 1. Lars Bønnelycke, f. 28 okt. 1791, Kolding Købstad , d. 28 maj 1797, Kolding Købstad (Alder 5 år) 2. Jens Blicher Bønnelycke, f. 16 mar. 1793, Kolding Købstad , d. 23 maj 1846, Kolding Købstad (Alder 53 år) 3. Maren Bønnelycke, f. før 1794 4. Gyda Marie Bønnelycke, f. 1794, Kolding Købstad , d. eft. 1840, Svendborg Købstad (Alder 47 år) 5. Sven Bønnelycke, f. 1795, Kolding Købstad , d. 1798, Kolding Købstad (Alder 3 år) 6. Svend Bønnelycke, f. 20 aug. 1800, Kolding Købstad , d. 21 jan. 1876, Svendborg Købstad (Alder 75 år) | Blicher, Kirsten Gudme (I1283)
|
| 618 | Børnene har Moderens Navn, da hun var Ugift. Hr. Arentzen er dog registret som Faderen i Kirkebogen. | Familie: Hans Peder Jakob Arentzen / Christiane Nicoline Reinhardine Reinhard (F705)
|
| 619 | c. Anna-Maria Pedersdatter Bering, f. 24. oktober, hjemmedøbt 25. oktober, dbkonf. 15. november 1706 i Gunderup kirke, død ml. 1781 og 1787 i Korup mølle, Visborg sogn. (Uden børn). Gift 16. juli 1756 i Skibsted m. ejeren af Korup vandmølle, Sørøren Christensen, f. ca. 1712, død efter juli 1787. - Han havde 1. været gift m. Johanne Elisabeth Wilsberg, død før 1754, med hvem han havde flere børn. (Datter af ejeren af Stevnhoved i Vive sogn, Mads Mikkelsen Wilsberg, (død 15. juni 1757) og Anne Christoffersdatter Godske (gift 7. november 1713 i Vive)). | Bering, Anna Maria Pedersdatter (I3306)
|
| 620 | C. ELSE MADSDATTER BORCHHORST, døbt 5. december1680,21 begravet 31. maj 1681 i Gunderup. Hun fødtes 5 måneder efter sin fars død. | Borchhorst, Else Madsdatter (I3353)
|
| 621 | c. Johanne Madsdatter Schytte, døbt 18. okt. 1662 i Karby, begr. 24. april 1734 i Hvidbjerg Mors, gift 18. febr. 1692 med Christen Nielsen Friis, født 16. jan. 1665 i Skorup sogn, Århus amt, død 31. aug. 1700, der i nogle år var kapellan hos Mads Schytte, som han skulle have afløst, om ikke hans tidlige død havde forhindret dette. Der skal have været et særdeles godt forhold mellem de to præster, hvilket også Mads Schyttes notering i kirkebogen vidner om: ”Tirsdag d. 31. august døde min hjerteelskede svigersøn, ærværdige Christen Nielsen Friis, 34 år g.”. - Christen Friis og Johanne Schytte havde 4 børn: 1. Johanne Friis, født 1692, gift 1. gang 1724 med Antoni Klerque på Ejstrup (d. 1725), 2. gang 1728 med Mathias Abrahamsen Brochmann i Nykøbing, med hvem hun havde efterkommere i Hvidbjerg. 2. Niels Friis, født 1694, sognedegn i Spentrup-Gassum, hvor hans farbroder var præst. 3. Ingeborg Friis, født 1695, gift med Thomas Andersen Høyer, sognepræst til Tjele og Vinge, senere Sønderholm-Frejlev. 4. Anne Cathrine Friis, født 1697, var 1734 ugift. | Schytte, Johanne Madsdatter (I3404)
|
| 622 | c. Niels Christensen Schytte, døbt 14. okt. 1635 i Aalborg. Han angives at være ”død tidlig”, men er måske alligevel den Niels Christensen Schytte, gift med Maren Steffensdatter, der døde 21. jan. 1704 i Nykøbing og efterlod sig 2 sønner, Steffen Nielsen Schytte, død 1732 i Nykøbing, og Christen Nielsen Schytte, klokker i Nykøbing, død den 22. april 1735. Klokkeren var gift 1. gang med Else Niels datter, død 1711, 2. gang med Bodil Nielsdatter. Han efterlod sig 7 børn, af hvilke 3 boede i Amsterdam og 2 i København. De øvrige 2, Anders Christensen Schytte, død 1739, og Niels Christensen Schytte, død 1759, boede i Nykøbing | Schytte, Niels Christensen Præst (I3389)
|
| 623 | c. Sophie Cathrine Winther, f. 1722 på Bryskesborg, (nu Williamsborg) i Daugaard sogn, døbt 26. oktober, død 1758/59 på Pandum i Vokslev sogn. (2 sønner, 1 datter). Gift 13. februar 1750 i Bislev med forpagter af Pandum Andreas Sveistrup, født 3. august 1710 i Horsens, død 4. januar 1778 på Pandum i Vokslev Sogn. | Winther, Sophie Cathrine (I3329)
|
| 624 | C.F. Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. IV, side 580: Esbern Snare, o. 1127 - 1204, ældste Søn af Asser Rig, Skjalm Hvides Søn. Ligesom Broderen Absalon sluttede han sig tidlig til deres Fosterbroder Kong Valdemar og synes alt i Tronstridighederne ved sin ungdommelige Dristighed Og Raadsnarhed at have erhvervet det hædrende Tilnavn "Snare". Efter Overfaldet i Roskilde (1157) førte han i et forrygende Vejr Valdemar over til Jylland og udmærkede sig i de følgende Kampe, som skaffede denne Enekongedømmet i Danmark. Paa Vendertogene omtales Esben Snare jævnlig som den uforfærdede og utrættelige Stridsmand, der af og til sætter sit Liv i Vove selv for en ringe Ting, men altid lykkelig slipper fra Faren. Han hørte dog tillige til Kongens mest fortrolige Venner og Raadgivere, og hans RRaad kunde her være lige saa forsigtige, som han selv var forvoven; saaledes, da han paa Rejsen til det kejserlige Hof (1162) fraraadede at drage videreuden Lejdebrev, et Raad, som end ikke Absalon vovede at fremsætte, og som Kongen tilbagevistste med Haan. Blandt hans Krigsbedrifter dvælerSaxe især ved Toget til Kurland (1170), paa hvilket han for at redde Kongesønnen Christoffer udviste et beundringsværdigt Mod og en næsten utrolig Haardførhed over for Saar og legemlige Lidelser, og det ofteomtalte sammenstød med en vendisk Flaade i Sejerøbugten kort Tid efter. I en stjærneklar Nat søgte Esben Snare at slippe forbi en fjendtlig Flaade paa 40 Skibe; men den opgaaende Maane røbede ham, og han saa sig snart omringet af den store Overmagt. Han vilde dog ikke give tabt, og efter et heltemodigt Forsvar af det ene Skib mod de mange endte Kampen med, at Esben Snare lod en Mand gaa til Tops og slaa Ild, hvad Venderne ansaa for et aftalt Tegn til en Hjælpeflaade, hvorefter de trak sig tilbage og lode ham slippe ind til Kalundborg. Her havde Esben Snare anlagt en fast Borg med Stentaarne til Byens og Omegnens Beskyttelse, ligesom han her opførte den skjønne, endnu bevarede Kirke med 5 Taarne som Sognekirke for den opblomstrende Kjøbstad. Ikke blot i Kampen mod Venderne, men ogsaa i andre Livsforhold stod Esben Snare trofast ved sin geniale Broders Side. Saaledes nævnes han blandt de Stormænd, som toge sig af Forsvaret af de ærkebiskoppelige Ejendomme i Skaane. I Omsorgen for Sorø Kloster nævnes de 2 Brødre jævnsides; Gavebogen kalder dem for dets Grundlæggere: "de 2 mægtige Mænd, berømte over hele Riget og fremfor alle Danmarks Slægter". Esben Snare gav store Sjælegaver efter sine Hustruers Død og testamenterede Kloststeret sin halve Boslod, den største Gave, nogen maatte bortgive efter sin Død. Ligeledes roses han for, at han uden Indsigelse fandt sig i, at Broderen bortgav saa godt som alt sit Jordegods til Kirker og Klostre. Et andet Vidnesbyrd om hans paaa én Gang kirkelige og ridderlige Sindelag er opbevaret i den Tale, han holdt paa Danehoffet i Odense i Julen 1187, da der opfordredes til et Korstog for at gjenvinde det af Tyrkerne erobrede Jerusalem. Han skildrede heri vore nordiske Forfædres Bedrifter over hele den bekjendte Verden og opfordrede Ungdommen til at vise sig dem værdige ved nu at tage Korset. Esben Snare var 3 Gange gift; hans 1. Hustru hed Holmfred; den 2. Ingeborg; den 3., en Datter af den svenske Hertug Gutorm hed Helene. Hun overlevede ham og havde senere en Søn med Kong Valdemar Sejer (Hertug Knud). Han efterlod 3 Sønner og 2 Døtre, af hvilke "Fru Ingeborg af Kalundborg" især er bekjendt. E. S. overlevede sin Broder Absalon, som efterlod ham kjærlige Mindegaver; han døde 1204 og er jordfæstet i Sorø. "Han haver boet paa Sæbygaard", siger Huitfeldt, "og tales underlig Snak om hannem, at den onde Aand skal have taget hannem bort; men han faldt ned ad en Trappe paa Sæbygaard og paa en Møllesten, som laa der under (for Enden af) Trappen, slog sin Hals sønder". A.D. Jørgensen. Hvideslægten Esbern Snare blev født omkring 1127 på faderens gård i Fjenneslev. Blandt andet den ældre sjællandske krønike og Saxo beskriver Esbern Snare, der viste sig at blive en rigtig ridder og kriger i den store stil. Til forsvar for fremmede og sørøvere blev der i 1100-tallet opført et større antal borge spredt ud over landet. Storebælt blev sikret med en borg på Sprogø, borgen Nyborg, Tårnborg ved Korsør Nor og med fæstningen Kalundborg anlagt af Esbern Snare. Esbern Snare grundlagde Kalundborg ca. 1150. Den blev siden udstyret med en kirke, som ikke ligner nogen anden. Den er opført i form af et græsk kors, fra hvis midte og fire arme de fem tårne rejser sig som et vidnesbyrd om Hvideslægtens formåen. Tre gange var Esbern Snare gift, men om de første to - Holmfred og Ingeborg - ved man intet, ud over at de blev begravet i Sorø kirke. Hans tredie hustru var den unge svenske jarledatter, Helene Guttormsdatter. Esbern Snare ejede en hovedgård ved Munke Bjergby og Sæbygård nord for Høng ved Tissø. Blodbadet i Roskilde Kong Erik Lam, barnebarn af Erik Ejegod, opgav kongetitlen og døde i 1146, og Danmark blev igen kastet ud i en strid om magten. Sjællænderne valgte et andet barnebarn af Erik Ejegod, Sven Grathe, til konge, mens jyderne valgte Knud den 3., der var søn af kong Niels'søn Magnus. Herefter kæmpede de i 12 år om riget. I flere omgange blev der opnået forlig, således sidst i 1157: Sven Grathe skulle have Skåne, Knud den 3. skulle have Sjælland og Fyn, mens Svens fætter og Knud Lavards søn, Valdemar, skulle have Jylland. Man mødtes i Roskilde for at bekræfte forliget og den 9. august skulle et gilde besegle aftalerne. I stedet endte det med det såkaldte blodgilde i Roskilde. En af Svends krigsmænd, Ditlev, og andre fælder angreb Knud og Valdemar. Knud blev dødeligt såret og døde i armene på Absalon. I ly af mørket flygtede Valdemar, men han fik kun to af sine folk med sig. Han overnattede på Hvidernes gård i Fjenneslev, og næste morgen begav han sig ad sted igen, forfulgt af Svend. Esbern Snare hjalp Valdemar under flugten, og til tider begav Valdemar sig af én rute, mens Esbern blev sendt en anden vej for at snyde Svend. Valdemar besluttede sig for at flygte til Jylland. Dette havde Svend imidlertid forudset, og han havde gjort alle skibe ubrugelige. Esbern Snare havde imidlertid en ven, der var tømrer, og han fik denne til at reparere og klargøre et skib til Valdemar. Efter at Esbern havde forsynet skibet med proviant og fornødenheder, sejlede Valdemar en nat mod Jylland. Sven forfulgte Valdemar til Jylland, og mens Valdemar opholdt sig i Viborg - og lige nåede at blive gift indimellem - nærmede Sven sig Randers. Esbern Snare og nogle af hans mænd blev derfor sendt af sted på en spiontur for at finde ud af Svens planer. Esbern og hans mænd angreb nogle af de forreste, spredte tropper af Svens hær. Sven troede derfor et øjeblik, at hele Valdemars hær var i nærheden, men da han fik overblik over situationen kunne han se, at det kun var Esbern og hans mænd. Nogle af Svens mænd satte derfor efter Esbern, der måtte flygte tilbage til Viborg. Efter et stykke tid kom det til et afgørende slag ved Viborg. Valdemar og jyderne vandt, og Sven Grathe ville flygte, men blev dræbt under flugten. Fra 1157 blev Valdemar derfor enekonge i Danmark, støttet af Hvideslægten. Vendertogterne Med Valdemar den Store som enekonge fra 1157 blev en ny epoke af historien indledt. Og hvis der var fem, der stod samme i dansk politik i denne periode, så var det kongen Valdemar, brødrene Esbern Snare og Absalon samt deres fætre Sune og Peder Ebbesen, sønner af Ebbe Skjalmsøn. Hvidefolkene Esbern, Absalon, Sune og Peder var ifølge Saxo de vigtigste rådgivere for kong Valdemar, og i det store hele stod disse sammen i en række togter såvel som på politiske missioner. Egentlig var det meget naturligt, eftersom i hvert fald Valdemar, Esbern og Absalon jo var vokset op sammen som børn. Venderne, der beboede østersøkysten syd for Danmark og øen Rügen med fæstningen Arkona, blev i middelalderen presset sydfra af forskellige tyske folk. Venderne havde derfor længe hærget de danske kyster og var en konstant torn i Øjet på danskerne. Der havde tidligere været togter mod venderne, men de tog først et større omfang under Valdemar. Allerede i 1159 var Esbern Snare sammen med Valdemar og Absalon på to togter til Rügen og Venden. Under det andet af disse togter var Esbern næsten druknet. På et tidspunkt flygtede venderne ud i vandet, men danskerne fulgte efter. Alle venderne druknede eller blev dræbt undtagen en enkelt, der havde fundet en sten at stå på og derfor i første omgang undgik døden. Absalon opfordrede sine mænd til at gå ud til den sidste vender, men ingen vovede det. Til sidst tog Esbern imod udfordringen, og han gik i fuld udrustning ud i vandet og dræbte venderen med sin lanse. På vejen tilbage blev Esbern imidlertid grebet af en strømhvirvel og gik til bunds - udrustningen må have vejet godt til. Først efter flere forsøg blev han reddet på land. Alle troede han var død, men efter at have kastet vand op, kom han til sig selv igen. Året efter, i 1160, var Esbern igen på togt til Venden sammen med Valdemar og Absalon. I ca. 1162-63 besluttede Valdemar at tage til Tyskland på opfordring af den tyskromerske kejser Frederik den 1. Barborossas. Kongen ville gerne have Absalon med på denne tur, men Absalon tøvede. Først efter pres, hvor Valdemar spillede på deres venskab, gav Absalon efter. Valdemar begav sig derefter af sted sammen med Absalon, Esbern, Sune og deres folk. Da man var kommet over Elben og nærmede sig Bremen, blev Esbern Snare bange for den videre færd, hvor kongen ikke længere havde lejde, dvs. ret til at rejse. Esbern bad indtrængende Absalon om at tage en snak med Valdemar, men Absalon afslog forslaget som nytteløst. Ifølge Saxo svarede Esbern, "Selv om jeg vidste, at jeg straks ville ifalde den strengeste straf for mine råd, ville jeg ikke kunne tie med, hvad jeg skønnede var til kongens bedste. Jeg beder dig derfor følge med mig og høre på, at jeg søger at tale kongen til rette, hvis du ikke selv vil tage ordet". Absalon fulgte derfor Esbern til Valdemar, hvor Esbern forsøgte at overtale kongen til at vende om. Men kongen blev i stedet vred og kaldte Esbern for fej. Saxo berettede ikke, hvorvidt Esbern blev sendt tilbage til Danmark, eller om han fortsatte med Valdemar på hans fortsatte færd til kejseren - en rejse hvorfra han i øvrigt vendtehjem i god behold. Rügen Erobres Venden var imidlertid stadig ikke erobret. Selv om øen Rügen tidligere havde været underlagt Danmark og haft Skjalm Hvide som hersker, var herredømmet gået tabt i perioden, hvor Sven, Knud og Valdemar bekrigede hinanden. Nu ville Valdemar igen erobre Rügen og knægte det hedenske folk, der boede der. Fæstningen på Rügen hed Arkona, og i denne fæstning var der en helligdom for den hedenske gud Svantevit i form af en stor billedstøtte i træ med fire hoveder. Hovederne vendte parvis til højre og venstre, og hår og skæg var afbildet kort, som det var skik blandt Rugboerne. Billedstøtten stod i det inderste af templets to rum; et rum med fire piller og forhæng som vægge. Valdemar besluttede sig i 1169 for endnu et togt mod venderne og Rügen, og igen var Absalon, Esbern og Sune blandt deltagerne. Efter en uges belejring blev Arkona indtaget, og Esbern, Sune og deres folk huggede billedstøtten af Svantevit om og slæbte den uden for byen. Rügen overgav sig til kong Valdemar og blev lagt under Roskilde Stift og dermed Absalon. Men Rügen var kun en del af Venden, og togterne mod venderne og nu også Pommern fortsatte. Også den fjerneste del af Østersøen var genstand for togter. Esbern Snare deltog i et andet togt omkring 1169, hvor esterne snød den danske styrke. Fra deres både lod esterne som om de flygtede på land, og nogle af danskerne fulgte efter. Det var imidlertid et baghold, og en række danske riddere og mænd blev dræbt. Kristoffer, der stadig befandt sig i sit skib tæt ved kysten blev overdænget med sten, indtil Esbern kom og lagde sig imellem med sit eget skib. Nu blev det imidlertid Esbern, der blev udsat for esternes angreb, og Esberns armbrøst havde ikke rigtig nogen virkning. Han endte med at blive så forslået af sten og såret af pile, at han næsten ikke kunne stå på sine ben. Esbern var tæt på at få halsen skåret over af Esterne, inden Kristoffers folk reddede ham. Senere, da Esbern Snare var på vej tilbage fra en politisk mission i Norge, erfarede han, at Valdemar var draget på et nyt togt til Pommern. Da han forsøgte at sætte efter, kom han ved Sejerø ind i et voldsomt søslag med venderne. Venderne, der var i overtal, angreb gang efter gang, men danskerne holdt stand. Til sidst blev det dog for meget for Esbern, og han viste, at han ikke alene var en stridsmand, men også kunne udvise snedighed: Han lod en mand kravle op i masten for at slå ild med en flintesten. Venderne,der troede at Esbern Snare gav signal til en undsætningsflåde, flygtede, og flåden kunne sejle i havn. Når Esbern Snare ikke var på togt, lå han ofte med sine skibe på vagt i de danske farvande for at jage sørøvere. Saxo fortalte, at Esbern i 1174 lå på vagt sammen med søkrigeren Vetheman, da de stødte ind i nogle sørøvere. Blandt sørøverne var een modig mand ved navn Mirok, der alene sprang over på Vethemans skib og tog kampen op med ham og hans mænd. Vetheman, der havde lidt problemer med at holde Mirok stangen,søgte Esberns hjælp. Men Esbern ville ikke hjælpe Vetheman, da Mirok klart var i mindretal. Esbern ville ikke hjælpe nogle, der var mange mod en. I 1181 blev Rügen, der nu var underlagt Danmark, overfaldet af krigere fra Pommern. Det skete på et tidspunkt, hvor Valdemar den Store var blevet afløst af sin søn Knud den 6. Absalon, der støttede den unge konge, besluttede sig for et modangreb, og igen måtte han på togt sammen med broderen Esbern Snare. Under dette togt indtog Absalon Julin, mens Esbern tog sig af Swinemünde. På dette togt viste Esbern Snare sin snedighed. Han havde jo tidligere lært, hvordan man kunne bruge flugten som et godt middel til at lave et baghold, og dette anvendte han nu ved byen Kammin. Esbern lod sine folk flygte til alle sider for dermed at sprede fjendens styrker, hvilket også lykkedes. Men det var ikke altid, at Esberns påfund lykkedes. Tidligere under samme togt havde Esbern forsøgt at stikke ild på en fæstning ved at fylde et tomt skib med brandbart materiale, stikke ild på det, og lade det drive med vinden mod fæstningen. Skibet satte sig imidlertid fast på en pæl i vandet og brændte op uden at gøre nogen skade. Det var efter dette sidste store togt i 1184/85, at hele Venden langt om længe blev erobret og underlagt Danmark. Esbern Snare og korstogene 1100- og begyndelse af 1200-tallet var korstogenes tid. De fem store korstog i denne periode havde formålet at generobre Det hellige Land for kristenheden. For en del riddere blev det dog også en undskyldning for at få afløb for en begærlig byttelyst og fanatisk grusomhed. I 1187 erobrede sultan Saladin igen Jerusalem. Paven krævede hævn og proklamerede det 3. korstog igennem sine sendebude. Sendebudet ankom til Danmark i julen, hvor rigets stormænd var samlet til et møde i Odense, herunder også Esbern Snare. Ifølge en anonym kilde blev pavens rundskrivelse oplæst på mødet, og alle tilhørerne var stumme af sorg over Jerusalems vantro erobrere. Det blev Esbern Snare, der brød tavsheden. Han holdt en lang tale, hvor han gennemgik danskernes bedrifter igennem tiderne. Efter denne opremsning, der sluttede med korstogene over Østersøen, opfordrede Esbern Snare til, at man efterkom pavens appel om at deltage i Jerusalems befrielse. Femten af de tilstedeværende svor at ville drage afsted. Esbern Snare selv, der på dette tidspunkt var omkring 60 år, var på grund af sin alder forhindret i selv at gå i spidsen. Da Absalon døde i 1201 kunne man i hans testamente læse, at "hele sin fædrene arv skænker han til Sorø kloster med undtagelse af Fjenneslev,som han overdrager til sin broder", der jo var Esbern Snare. Desuden fik Esbern "det lille sølvbæger, som Hildebrand har lavet, samt det lille bæger, som hans fader [Asser Rig] plejede at drikke af". Desværre fik Esbern Snare ikke mange år til at nyde sin arv efter Absalon. Esbern døde i 1204 i Sæbygård, 77 år gammel. Han faldt efter sigende ned af en trappe og brækkede halsen på en møllesten, der lå under trappen. Hovedarving efter Esbern Snare blev klostret i Sorø, der oprindeligt var blevet stiftet af Hvideslægten. Også Esbern Snare var meget rundhåndet over for Sorø Kloster. Allerede ved sin første hustrus, Holmfreds, død havde han givet Bromme og Bjergby nord for Sorø til sjælemessegods (deraf navnet Munke-Bjergby). Noget usædvanligt blev Esbern Snare begravet i Sorø kirke foran trappen til højkoret, lige ved Absalons grav. Sådanne pladser var ellers forbeholdt gejstlige og kongelige, men de prominente pladser,som flere af Hviderne fik i Sorø kirke, vidner om familiens markante støtte til klosteret og kirken. Efter, at højalteret blev flyttet, er Esbern Snares grav i dag i gulvet lige foran højalteret. Graven blev først fundet i 1970, hvor alterpartiet skulle ændres. Under dette arbejde fandt man en muret middelaldergrav med en blykiste på det sted, hvor Esbern Snare skulle være begravet. Det var derfor lidt af et mysterium, at kisten indeholdt to skeletter i stedet for et. Problemet blev ikke mindre af, at begge skeletter syntes at have tilhørt yngre mænd, mens Esbern var omkring 80 år, da han døde. Det er derfor tvivlsomt, om nogen af skeletterne faktisk er Esbern Snare. Helene Guttormsdatter, Esbern Snares 3. hustru, blev efterfølgende Kong Valdemars den 2. Sejrs elskerinde, og hun fødte kongens søn Knud af Blekinge i ca. 1205. | Hvide, Ridder Esben Assersøn Snare (I81467850)
|
| 625 | C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. I, side 370: Asser (Rig), -o.1151, var en Søn af den ansete og mægtige Høvedsmand paa Sjælland og Rügen Skjalm Hvide, og blev i sit Hjem opdraget sammen med Erik Ejegods Søn Knud. Ved Faderens Død (o. 1114) arvede han sin Part af dennes Rigdomme og blev, hvaad ogsaa hans Kjendings navn tyder paa, selv en rig og mægtig Mand. Han tog Bolig paa Gaarden Fjenneslev, der laa i Nærheden af Ringsted, og af hvilken man har fundet Rester idet nuværende Fjenneslev lille (s. ovfr. S. 70 [her står:] Asser Rig og hans Hustru Inge boede paa Slægtens gamle Sædegaard Fjelenslev (Fjenneslev lille) mellem Ringsted og Sorø, hvis Stentomter i den nyere Tid ere fundne umidelbart nord for Kirkegaardsdiget; i Kirken fandtes Skjalm Hvides Gravsted. Her var det, hans Hustru Inge, som skal have været af kongelig Byrd, fødte ham Tvillingeparret Esbern Snare og Absalon (1128). Alle kjende Sagnet om, hvorledes Inge ved de to Taarne, hun satte paa Kirken i Fjenneslev, gav sin fra Ledingsfærd hjemvendende Husbond den første Underretning om Tvillingernes Fødsel. Hvorvel afgjort urigtigt i en enkelt Henseende er dette Sagn dog, som nyere Tiders Undersøgelser have paavist, ikke ganske uden Hjemmel. Da Knud Lavard 7. Jan. 1131 var falden for sin Fætter Magnus' Haand, sørgede Asser Rig og hans Brødre for den myrdede Fostbroders Begravelse, hvorefter de sammen med andre af Knuds Venner dreve paa, at der skulde tages Hævn over Magnus og hans medskyldige. Under de derpaa følgende langvarige Urolighgheder, i hvilke Asser Rig vistnok har taget Del, fandt Knuds unge Søn Valdemar for en Tid et Hjem i Fjenneslev, hvor Grunden blev lagt til det Venskab, der siden bandt Esbern og Absalon til ham. Sine sidste Aar tilbragte Asser Rig som Munk i det af ham og hans Brødre stiftede Sorø Kloster, han døde 13. Dagen efter Klosterkirkens Indvielse (o.1151) og fik i dens Kor sit sidste Hvilested. Hans Hustru, som levede endnu 1157, havde foruden Esbern og Absalon født ham Datteren Ingefred. Estrup, Absalon som Helt, Statsmand og Biskop. DanskeMindesmærker I. C. Weeke. Hvideslægten Få dage efter Knud Lavard var blevet dræbt i Haraldsted Skov af Magnus i 1131, fødte hans enke, den russiske fyrstedatter Ingeborg, en søn,som hun lod opkalde efter sin farfar storfyrst Vladimir. Så drengen blev døbt Valdemar - der siden skulle blive til Valdemar den Store. Den sjællandske høvding Asser Skjalmsøn Rig, der altså var søn af Skjalm Hvide og opvokset sammen med Knud Lavard, tog den nyfødte dreng Valdemar under sine vinger og opfostrede ham. Dette var ikke så mærkeligt, idet Hvideslægten som nævnt støttede efterkommerne efter Erik Ejegod som arvtagere til tronen i modsætning til Niels' efterkommere. På dette tidspunkt havde Asser Skjalmsøn Rig allerede to små drenge: Esbern Snare, der var omkring 4 år gammel og Absalon, der var omkring 3 år gammel. Meget naturligt opstod der et nært forhold mellem drengene, og - ifølge Saxo - blev specielt Valdemar og Absalon nært knyttet til hinanden. Hvidefamilien ønskede at begrave den dræbte Knud Lavard i Roskilde. Men kong Niels frygtede de uroligheder, som en bisættelse i den førende Roskildekirke ville medføre. Derfor befalede han en mere beskeden begravelse af Knud i Ringsted. Der blev dog alligevel uroligheder efter drabet på Knud Lavard. Knud Lavards broder, Erik (senere Erik Emmun) ønskede Magnus straffet og blev støttet heri af Asser Rig og andre fra Hvideslægten. På et møde på Ringsted ting blev der rejst anklage mod Magnus og kong Niels, som man anså som medskyldig. Kong Niels mente, at det var bedst at være lidt forsigtig. Derfor rejste han alene til Ringsted og lod Magnus blive tilbage i Roskilde, og Niels skulle presses meget inden han viste sig ved tinghøjene. Her blev der indgået et kompromis; kongen bedyrede sin uskyld og slap fri for tiltale mod at lade sønnen Magnus forvise til Sverige. Magnus vendte imidlertid snart tilbage til Danmark, og det kom til en borgerkrig mellem på den ene side Erik Emmun, og på den anden side kong Niels og hans søn Magnus. I år 1134 slog Erik Emmun kong Niels ved Fodevig i Skåne, og Erik kunne derefter overtage kongemagten. Men herefter var stridighederne ikke ovre. Der opstod snart gnidninger mellem Erik Emmun og biskop Eskild i Roskilde. Eskild, der var anset hos mange af sjællænderne, fik så megen opbakning, at han var i stand til at jage kong Erik væk fra Sjælland. Asser Rig og hans familie forblev imidlertid tro mod Erik Emmun og nægtede at støtte biskop Eskild. Snart vendte Erik Emmun da også tilbage til Sjælland og overtog igen kontrollen med hele landet. Asser Rig overtog gården i Fjenneslev ved Sorø efter sin fader Skjalm Hvide. Han var gift med Inge Eriksdatter, der var født omkring år 1100 som datter af jarlen af Falster, Erik, og hans kone Cæcilia. Cæcilia var datter af Knud den Hellige, kongen der regerede Danmark fra 1080 til 1086. Inge Eriksdatter var altså barnebarn til Knud den Hellige -endnu en af de mange relationer mellem den danske kongeslægt og Hvideslægten. Ved godset byggede Asser og fru Inge en kirke af kampesten. Kirkens tvillingetårne har givet anledning til et af Danmarkshistoriens mest kendte sagn som følger: Inden kirken var færdigbygget måtte Asser Rig drage på togt. Fru Inge, der var gravivid, måtte derfor selv bygge kirken færdig. Idet Asser Rig steg til hest, bøjede han sig ned mod Inge og hviskede: "Hør du kære fru Inge, føder du mig en søn så bold, da bygger du kirken med et tårn, føder du mig en datterlil, da sætter du kun et spir". Ifølge sagnet fik hun tvillinger: Esbern Snare og Absalon, og hun lod derfor to tårne bygge til kirken. Sagnet kan føres tilbage til historikeren Anders Sørensen Vedel i 1575, men det er dog ikke sandt. Dels er Esbern Snare og Absalon ikke tvillinger (der er omkring et års forskel) og dels har det vist sig, at tårnene er bygget senere. Det ved man, fordi tårnene er bygget af munkesten (mursten), og teknikken med at anvende brændte mursten kom først til Danmark ca. 1130. Antageligt er det i virkeligheden sønnerne Esbern og Absalon, der byggede tvillingetårnene til minde om deres forældre. I kirken fik Assers sønner også malet nogle kalkmalerier. De blev malet på en måde, der var særlig holdbar, og de kan derfor stadig ses i Fjenneslev kirke. En del af billedet forestiller Asser Rig og Fru Inge, og det er formodentlig det ældste billede af nogen af slægtens aner. Foruden sønnerne Esbern og Absalon fik Asser Rig og Inge en datter,som blev døbt Ingefred. Sidst i 1140'erne var Asser Rig med til at stifte Sorø Kloster, der senere skulle blive et af Nordens rigeste og mest ansete cistercienserklostre. I dag er Sorø Akademi indrettet i klosterbygningerne, og der findes endnu rester af murværk fra klostertiden. Omkring 1150 lod Asser Rig sig optage i dette kloster. Hans hjem opløstes, den godt 20-årige søn Esbern Snare var på dette tidspunkt rejst hjemmefra, og den yngre Absalon drog på en studierejse til Frankrig. På den tid var det almindeligt, at folk med formue kunne få sig en tryg og behagelig alderdom i et kloster, hvor boligstandarden ofte var højere end i verdslige huse, og hvor maden kunne være særlig god. Asser Rig døde i 1151, mens han stadig var i klosteret i Sorø. Han efterlod sig sin hustru Inge, der døde i 1157. De blev først begraveti den oprindelige benediktinerkirke ved Sorø kloster. Omkring 1285 blev det dog flyttet til den nuværende kirke opført af Absalon. Ved undersøgelserne af kirken i 1947 fandt man en muret gravkiste syd for Absalons grav, der indeholdt to skeletter. Det er sandsynligvis Asser Rig og fru Inge. Begge har været over 50 år, og kvinden havde et helet lårbensbrud, der må have bevirket, at hun haltede stærkt. I dag er den vej i Sorø, hvor Sorø Kirke ligger, opkaldt efter Asser Rig (Asser Riigs vej). | Hvide, Godsejer og Biskop Asser Skjalmsøn Rig (I43249284)
|
| 626 | C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. IV, side 603: Estrid, -1020-, Ulf Jarls Hustru Estrid, der ogsaa kaldtes Margrethe, var en Datter af Svend Tveskjæg i hans 2. Ægteskab med Sigrid Storraade, Erik Sejersæls Enke. Hun blev gift (vist før 1015) med Ulf, Thorgils Sprakaleggs Søn, der deltog i Kong Knuds Tog til England 1015 og af denne fik høje Poster. Han blev saaledes, vistnok paa Knuds Tog til Venden 1022, gjort til Høvding i Jomsborg. Senere indsatte Knud sin Svoger til Statholder i Danmark og Værge for sin Søn. I denne Stilling synes Ulf at have gjort sig skyldig i forræderske eller mistænkelige Forbindelser med den svenske Konge Anund Jacob. Af Hensyn til sin Søster tilgav vel Knud ham, men under en Sammenkomst i Roskilde brød ved en Ordstrid den gamle Vrede ud paa ny, oog Knud lod Ulf myrde ved en af sine Mænd under Ottesangen i St. Lucii Kirke (29. Sept. 1026). Knud udsonede sig med Estrid ved at give hende betydeligt Jordegods, som hun atter skjænkede til Kirken; Estrid byggede ogsaa en Stenkirke i Steden for den gamle Trækirke. Senere blev Estrid gift med Robert (le diable), Hertug (fra 1028) af Normandie; han forskød hende snart og drog paa Pilgrimsrejse til det hellige Land (hvor han døde 1035). Af sit første Ægteskab havde Estrid Sønnerne Svend, Bjørn og Asbjørn. Svend, der gjærne blev betegnet efter sin Moder som den fornemste og længstlevende af Forældrene, besteg Danmarks Trone. I øvrigt raader om flere Enkeltheder i Estrid's og Ulfs Historie Usikkerhed i Kilderne. Johannes C. H. R. Steenstrup. | Svendsdatter, Dansk Prinsesse Estrid Margareta (I44056109)
|
| 627 | Cand. phil. Gaardejer | Brøchner, Claus Matthias (I1499)
|
| 628 | Cand. Theol Sognepræst i Starup Præsterne i Øster Starup og Vester Nebel sogne. I 1747 blev Jens Nielsen Blicher præst, hans søn Sten blev far til Sten Stensen Blicher. Jens Blicher var præst i Starup i 13 år og fik skudsmålet; "Meget vel studeret, flittig, veg næsten aldrig fra sit studerekammer og sin skrivepult, tillige from, sagtmodig og inderlig god." Han var også meget striks, i 1747 nægtede han at tage en mand til alters, fordi han ikke havde noget skudsmål. Det blev der klaget over til biskoppen. I hans periode visiteredes sognet to gange af biskop Brorson, og den gode Brorson skrev; "At sognepræsten Hr. Blicher prædikede skikkeligt." Omkring 1750 havde han en sag ved Koldinghus birketing mod Iver Andersen for ulovlig skovhugst, og han var selv stedt for tinget af etatsråd Lautrup i København for gæld, det blev dog ordnet i mindelighed. Jens Blicker flyttede i 1760 til kaldet i Gaurslund. http://www.geltzer.dk/tingbog/1748.php Koldinghus birks justitsprotokol 1748-61, (Filmrulle M 30900: 3/12-1748 til 28/10-1755) 1750 - 10. november: 13/10. Arvingerne efter afdøde etatsråd Lauttrup i København ctr. præsten Jens Nielsen Blicher i Starup for gæld. Gælden betalt i mindelighed. Sagen ophævet. 1750 - 15. december: 8/12. Sognepræsten Jens Nielsen Blicher i Starup ctr. Iver Andersen af Starup for ulovlig skovhugst. Ingen af parterne mødte. Udsat til 22/12 1761.php: 27/4. Hr. Blicher i Gauerslund ctr. Jørgen Jensen Nye mand i Starup.25/5 1761.php: 11/5. Dom i den sag, som hr. Blicher i Gauerslund har ført ctr. Jørgen Jensen Nye mand i Starup, fordi denne havde lovet ham at levere en hest til Hans Majestæts tjeneste. I et revers har han bekræftet at have modtaget penge til betaling af en hest og dermed overtaget ansvaret for leverancen. På en ordre fra amtmanden om at møde i Kolding med henblik på forlig har han anført, at han har givet mere for hesten, end hr. Blicher har betalt ham, og at hesten er blevet syg. Men det har han ikke bevist. Han bør betale hr. Blicher 75 rdl. | Blicher, Jens Nielsen Præst (I5203098)
|
| 629 | Cand. theol. 1765, dekan på Kommunitetet og Borchs Kollegium 1770, sognepræst i Kettrup-Gøttrup 1771, professor theol. i Kbh. 1772, hofprædikant og dr. theol. 1774, biskop over Sjællands Stift 1783. G. II 10/5 1782 i Kbh. (Frue) m. Johanne Frederikke Harboe, f. 5/6 1756 i Kbh. (Frue) d. 11/4 1802 smst., d. af biskop Ludvig H. (1709-1783) og Frederikke Louise Hersleb (1720-1780). | Balle, Nicolai Edinger Præst og Biskop (I2671)
|
| 630 | Cand. theol. 1794, prædikant ved Harboes kloster 179., sognepræst ved Set. Jørgens-J. 1798, i Torkildstrup-B. 1800, i Gladsakse-Herlev 1823-43, provst 1805, rang med amtsprovster 1815 | Grundtvig, Otte Præst (I2662)
|
| 631 | Cand. theol. Sognepræst i Bælum. Jens Nielsen (Horsens), født i Horsens o. 1639, død i Bælum, begr. 25. okt. 1686. Trolovet 26. april 1676 og 13. sept. gift i Aalborg Budolfi med Maren Pedersdatter, datter af sognepræst i Rødding-Krejbjerg Peder Tornsen, født o. 1620 i Ry, begr. 3. feb.1699 i Rødding, og Mette Hansdatter (ca.1625-ca.1655). Hun blev gift 2. o. 1687 med sognepræst Ove Lauridsen Helsted. 1) Jens Nielsen Horsens blev undervist af en kapellan i Skørping, uden tvivl hr. Mads Holbech, 1649 sat i Aalborg skole, 1656 i Københavns skole. Han var under Københavns belejring 1659 optaget i studenterregimentets 3. kompagnis 2. rode. 2) Dimitteret til universitetet 19. juni 1660 som Janus Nicolai Hotternenis af rektor, mag. Jørgen Eilersen. Cand. theol. 1662. Han "konditionerede" formodentligt forskellige steder, indtil han blev kaldet til Bælum-Solbjerg 22. nov. 1675, ordineret i Viborg Domkirke 27. jan. 1676. Hr. Jens Nielsen Horsens søn Anders Jensen, død 1695, begr. under gulvet i tårnet på Bælum kirke. 3) 1) C. Langholz, Anetavle for berømte danskere, s. 51. 2) E. Marquard, Københavns Borgere 1659. 3) Himmerland og Kjær Herred 1933-35, s.167. | Horsens, Jens Nielsen Præst (I60939208)
|
| 632 | cand.phil | Blicher, Peder (I2211)
|
| 633 | Cand.theol., Sognepræst, Provst | Lindemann, Christian (I40926729)
|
| 634 | Carl Ewald: Poul Moth studerede medicin i Hamburg og i Kønigsberg og derefter i København hos den berømte Ole Worm. På samme tid som han selv lærte, underviste han Thomas Bartholin, der skulle nå endnu langt større navnkundighed i lægevidenskaben. Da han havde fuldendt sine studier, rejste han nogle år rundt i Europa og bosatte sig derefter i Flensburg, der var hans fødeby. Der giftede han sig med Ida Burenees, som var datter af borgmesteren i Kiel og meget smuk, men uden formue. Krigen jog ham snart fra Flensburg. Et par år praktiserede han i Lübeck og kom til Odense, hvorfra kongen (Frederik III) kaldte ham til København. Havde 4 sønner, som hed Rudolf, Mathias, Poul og Oluf. Havde 3 døtre, som hed Ide Christine, Beate, Else og Sofie Amalie. Desuden havde han i huset hos sig sin gamle fader, der var næsten hundrede år. ( født 16 sep 1601 - Gunver Kofoed ) Livlæge Dr.med hos Frederik III, Kgl.Livmedikus i Flensborg [B & H]. Livslæge hos Christian V. 1632 tildrog han sig opmærksomhed ved at vise den berømte anatomi Falcoburg i Holland. Hofmedicus 1651. Hans datter Sofie Amalie Moth fødte Christian V 3 børn. Maleri på Frederiksborg Slot, II sal, værelse 35 http://runeberg.org/dbl/11/0490.html Moth, Poul, o. 1601-1670, Læge, var født 16. Sept. 1601 (ell. 3. Sept. 1600) i Flensborg, hvor hans Fader, Matthias M., der havde været Læge hos Kejserne Rudolph og Matthias, men for sin lutherske Tros Skyld havde maattet forlade Wien, boede; Moderen var Ingeborg Jørgensdatter fra Rensborg. Efter at have besøgt Gymnasiet i Hamborg og 3 Aar studeret Medicin i Kønigsberg fortsatte han i 2 Aar sine Studier i Kjøbenhavn under Thomas Finkes og Ole Worms Vejledning, samtidig med at han underviste den siden saa berømte Thoomas Bartholino. fl., indtil han 1632 begav sig udenlands; i Løbet af 8 Aar besøgte han, snart alene, snart som Hovmester for andre, Nederlandene,England, Frankrig og Italien, erhvervede 1637 Doktorgraden i Basel og bosatte sig 1640 i sin Fødeby, hvor han praktiserede indtil 1644, da han, tvungen af Krigsurolighederne, flyttede til Lybek, som han efter et Par Aars Forløb forlod for at nedsætte sig i Odense. Her fra kaldtes M. 1651 til Kjøbenhavn som Hofmedikus hos Frederik III, og snarrt efter blev han ansat som Livlæge, hvorhos Kongen betroede ham at lede Kronprins Christians første Undervisning og foruden hans reglementerede Lønning 1652 aflagde ham med et indbringende saakaldet Regnskabsprovsti i Vendsyssel. Ogsaa til andre Forretninger anvendte Kongen M., der i 1659 endog fungerede som en Art Regnskabsfører for Flaaden. Baade ved sin Embedsstilling og ved sin fremragende Dygtighed som Læge skaffede han sig megen Praxis, især i de højere Stænder. Ikke længe efterr, at han havde staaet ved sin Herres Dødsleje, døde M., 6.Maj 1670. Hans Skrifter ere ikke betydelige; foruden sit Fag dyrkede han med Held de gamle Sprog, Historie, Musik og især Mnemoteknikken. 1. Marts 1641 havde han ægtet Ida Burenees (f. 1. Dec. 1624), Datter af Borgmester i Kiel Rudolph B. og Ida Rothfelsen; da det lykkedes hende kort efter M.s Død at føre Datteren Sophie Amalie (s.ndfr.) sammen med den unge Konge, lønnedes hun af denne baade med Penge og Æresbevisninger, ja kort før sin Død, 25. Sept. 1684, fik hun Rang med Gehejmeraadinder. Univ. Progr. Moller, Cimbria lit. I. Ingerslev, Danmarks Læger og Lægevæsen I, 504. G. L. Wad. | Moth, Kgl. Livlæge Paul (I27214592)
|
| 635 | Carl Nikolaj Jubel Thårups forældre hed Niels Madsen Thårup født 28 sept. 1785 Torup, Fyn, død St Heddinge 26 feb. 1876. Moderen hed Johanne Pedersdatter Klein. Hun døde dec. 1844 efter at have født 9 børn hvor Carl Nikolaj var nr. 4. Faderen blev dbmd. Han var urmager, politibetjent, retsvidne i St. Heddinge. Søskende: 1. Mads Peter Nielsen Thårup 27 juni 1812 i St. Heddinge 2. Kirstine Nielsdatter Thårup 3 jan. 1814 - 3. Hans Vilhelm Nielsen Thårup 14 nov. 1814 - 4. Carl Nikolaj Jubel Thårup 30 okt 1817 - 5. Christian Nielsen Thårup 27 maj 1819 - 6. Gjertrud Ulrica Seraphia Nielsdatter T. 18 okt. 1821 - 7. Frederik Cederfeldt Nielsen Thårup 4 okt. 1823 - 8. Niels Anton Thårup 8 feb. 1827 - 9. Gothold Nielsen Thårup 7 april 1829 | Thaarup, Carl Nicolai Jubel (I952)
|
| 636 | Catharina heiratete 1614 in zweiter Ehe den Wittenburger PredigerBernhard Bojemus. Nachdem er 1631 in Wittenburg gestorben war, zog siefür die verbleibenden 16 Jahre zu Ihrem Sohn Johannes d. Ä. nachRostock. | Dumrath, Catharina (I23834842)
|
| 637 | Cathrine Mortensdatters første ægteskab med Mads Mouritsen Borchhorst Dagen før Mads Mouridsen Borchhorsts tiltrædelse som kapellan var Gunderup- Nøvling præstekald 9. februar 1675 blevet henlagt til Viborg Bispestol, og først efter 1832 blev Gunderup-Nøvling igen et selvstændigt pastorat. Det betød, at biskopperne i Viborg havde kaldsretten, og at præsterne formelt er deres residerende kapellaner eller vicepræster. Det er muligvis dette embedsforhold, der er grunden til, at to biskopper med hustruer bivånede Cathrine Mortensdatters datters bryllup 1702 - se senere. Cathrine Mortensdatter blev gift første gang 1. april 1677 i Gunderup8 med Mads Mouridsen Borchhorst, født 14. juni 1639 i Gunderup Præstegaard,9 død dér 1. juli 1680,10 begravet 13. juli "neden for altergulvet ved søndre side." Han var søn af magister (1647) og sognepræst i Gunde- rup-Nøvling 1644-87 Mourids Jensen Borchhorst (begravet 13. september 1687)11 og Anna Kjeldsdatter (død 6. juni 1677). (Hun var igen datter af forgængeren Kjeld Christensen (død 23. november 1644), hvis enke Anne Jensdatter endnu levede 1645). Cathrine Mortensdatter og Mads Mouridsen Borchhorst havde børnene: A. - C. | Mortensdatter, Cathrine (I3126)
|
| 638 | Cecilie, enke efter Jens Sjællandsfar, går i Agnete kloster og medbringer en gård i Fensmark (Tybjerg herred). Hun er muligvis identisk med den Cecilie Herlugsdatter, som er klosterets først kendte priorinde. Hun lever så sent som 1343. Alle priorinder er adelige, og det er for øvrigt også alle de nonner, der kendes, så klosteret har været et sted, hvor adelen kunne anbringe døtre, der ikke blev gift | Galen, Cecilie Herlugsdatter (I358)
|
| 639 | Charles was murdered while in captivity in the Tower of Peronne. Konge af Frankrig 898. Normandiet tabes 911. Romersk Kejser. | den Enfoldige, Charles III (Karl) (I60016960)
|
| 640 | Charlotte enke efter Skræddersvend Kristian Frederik Stein. De blev viet i Vor Frue Kirke, København den 20 Februar 1829. | Familie: Jørgen Balslev Bagger / Charlotte Amalie Debitz (F419)
|
| 641 | Christen Christensen Friis, født ca. 1643, død 21/1 1695 i Aarhus, Skifte 3/5 1695, Student fra Aarhus 1662, Baccalaur 1664, Sognepræst i Boddum-Y. 22/4 1669, Provst 1683, gift l.G.1671 med Anna Sørensdatter Lyngaa, død 1679, vist Datter af Præst i Lyngaa Søren Madsen Ørsted; gift 2.G. 16/6 1680 i Karby med Karen Madsdatter Schytte, døbt 10/11 1661 i Karby, død 20/9 1697 i Boddum, Skifte 1697, Datter af Præst i Karby Mads Christensen Schytte og Johanne Jørgensdatter (gift 2.G. med Eftermanden Saxo Henriksen Ascanius). Ifl. Gjessing: 8 Børn i 2det Ægteskab. - Ifl. Supplic Protokol 13/10 1697: 10 umyndige Børn, „som nu er baade fader- og moderløse,, . (S.V.Wiberg:„Dansk Præstehistorie,, - Gjessing: „Jubellærere,, III, 1/275 - Alb.Fabritius og Schütte:„Geschlechterbuch der Familie Schütte,, - Personalh.Tidsskr. 3.R.3/213, 9.R. 1/129 - Aalborg Bis- pearkivs gejstlige Skiftebreve 1695-99 Pakke Nr. 5 Bretf Nr. 5) | Friis, Christen Christensen Præst (I3374)
|
| 642 | Christen Jensen Bircherod, født 1631, Student 1645 fra Roskilde, 5. Juni 1646 Baccalaur, 20. Marts 1650 pers. Kapellan i Birkerød, 29. Juli 1653 Sognepræst til Karlebo, stiftede et Legat med 100 Rdlr. til Fordel for de fattige i Karlebo Sogn, dræbt 26. April 1659 af en svensk Soldat under et Drikkegilde i Præstegaarden (se Kirkehist. Saml. 6. Rk. 3. Bd. S. 1-8); g. m. N. N., død i Aug. 1659. | Bircherod, Christen Jensen Præst (I2862)
|
| 643 | Christen Pedersen Hjulmand | Pedersen, Christen (I2115)
|
| 644 | Christen Pedersens Hustru i Frejlev 38 år | Povelsdatter, Birthe (I866)
|
| 645 | Christi Himmelfarts Dag | Blich, Catherina Elisabeth (I61878976)
|
| 646 | Christian Broderus Jacobsen Bircherod, født 16. Maj 1673 i Odense, dbt. 23. s. M. (St. Knud), Student 1692 fra Odense, 1696 Horer smst., 17. Maj s. A. Baccalaur, 12. Jan. 1697 Sognepræst til Særslev, ord. 15. Maj, 1728 Provst for Skovby Herred ((se Ehrencron-Miillers Forfatterlexikon), død 30. Marts 1729 (ikke indført i Særslev Kbg.); g. 28. Juni 1698 i Særslev m. Else Cathrine Hansdatter Bang, f. 4. Juni 1676 smst., dbt. 24. s. M., død 20. Juli 1735 smst., begr. 26. s. M. (D. af Provst for Skovby Herred, Sognepræst til Særslev Hans Nielsen Bang og Anna Eriksdatter) . | Bircherod, Christian Broderus Jacobsen Præst og Provst (I2897)
|
| 647 | Christian Christensens Datter | Christiansdatter, Maria (I1120)
|
| 648 | Christian får "Kgl. Bevilling af 21. september 1819 er tilladt at indlade sig i nyt ægteskab." Dette er datidens vending for en skilsmisse – hvilket var meget usædvanligt. | Familie: Cristian Dugweiter / Johanne Dorothea Gjerlach (F713)
|
| 649 | Christian Henrik Winther (Præst og provst) Han var Provst og præst til Vejle. Han tog studentereksamen i Odense 1714 og blev 1726 cand. theol. Forinden, allerede i 1721 var han blevet rektor i Assens, og han virkede nu som sådan indtil 1739, da han fik embedet som residerende kapellan i Assens og Kærum sogne. I 1742 forflyttedes han til Vejle som residerende kappelan, i 1743 blev han endvidere provst i Holmans Herred, og den 19 Jun 1750 blev han sognepræst for menighederne i Vejle og Hornstrup samt tillige i 1758 provst i Nørvang Herred. Han fik 13 børn, hvoraf 5 døde som små (Wibergs Præstehistorie - Slægten Bach fra Låstrup. | Winther, Christian Henrik Præst (I2430)
|
| 650 | Christian Pedersen Gantzel var musiker og sanger ved Hoffet i København. Han nævnes fra I663 som hofmusiker ”Hans Majestæts Musicanter" og sanger ved Frederik Ill’s og Christian V’s hof. Foruden det musikalske tog han sig af hoffets skydefornøjelser. Der er ikke tvivl om, at han stod i høj gunst hos kongen. I 1663 lod Frederik III ham udvise en plads til en vejrmølle på volden. Christian V. overlod ham I672 eller 1673 et stykke jord udenfor Vesterport, for at han kunne opsætte en vejrmølle ved ”Kronborg”, som kongen havde foræret ham. Det ser dog ikke ud til, han kom rigtig i gang med mølleriet - voldmøllen hører man ikke mere om, byggepladsen ved Vesterport var stadig ubebygget ved Gantzels død i I676, men møllen må være blevet opført af enken og børnene, for i 1724 solgte de den. I 1672 fik han skøde på en grund ved "det nyanlagte Værk bag Slottet i København, samt Tilladelse til at anlægge en Skydebane langs Kurtinen imellem Holks og Ryses Bastioner". Han synes desuden at have haft andre ejendomme i den indre by. Christian Pedersen Gantzels løn som kongelig musikant var ret betydelig, han fik 5oo rdlr. om året, foruden 2o rdlr. i nytårsgave, 60 rdlr. i vinpenge og 4o rdlr. i vognpenge m.m. Enken kan næppe have været så dåligt stedt, som det kunne se ud til efter hendes gentagne anmodninger om "Skipperkost" til sit eget og små børns underhold; men det er jo muligt at Ganzels økonomiske sans ikke har været fuldt så højt udviklet som den musikalske. Gantzel-navnets oprindelse er ikke klarlagt, Christians søn Jørgen lod sig indskrive ved universitetet ved navnet i formen: Gantzeler. | Gantzel, Christian (I95159618)
|
| 651 | Christian Schreil Boesen, f. 15. Juni 1729 i Kjerteminde, 1748 Student fra Helsingør, 11. Juni 1750 Bakkalaur, 17. Sept. 1750 cand. theol., f 2. Feb. 1756 efter langvarig Udtæring i sin Svoger Byfoged Ditlefsens Hus i Æbeltoft, begr. 7. Feb. Kilde: Stamtavle over Slægten Boesen | Boesen, Christian Schreil Mortensen (I4316)
|
| 652 | Christiana uxor quondam Nicolai Camerarii. Lå i strid med Skt. Clara Kloster i Roskilde | Galen, Christina Jensdatter (I9)
|
| 653 | Christiane Gyldenløve (født 7. juli 1672 – død 12. september 1689 i Gråsten) var uægte datter af kong Christian 5. af Danmark og dennes elskerinde Sophie Amalie Moth. Hun blev gift 8. november 1686 med greve Frederik Ahlefeldt til Tranekær og Gråsten. | Gyldenløve, Christiane (I57473635)
|
| 654 | Christine Margrethe Boesen, f. 1730 i Kjerteminde, begr. 22. Sept. 1760 i Æbeltoft (samme Dag som Moderen); g. 5. Okt. 1752 i Æbeltoft m. Byfoged i Æbeltoft, Herredsfoged i Mols Herred samt Birkedommer i Rugaards Birk, Møller Lorentz Ditlefsen, f. c. 1712, begr. 23. April 1793 i Æbeltoft (han g. 2° 17. Juli 1766 i Æbeltoft m. Christiane Elisabeth Redlich, døbt 25. Sept. 1711 i Æbeltoft, begr. 20. Juni 1785 i Æbeltoft Kirke [hun g. 1° 6. Nov. 1737 i Æbeltoft m. Kapellan til Blegind og Hørning Christian Mortensen Hirtznach, f. c. 1696 i Astrup, Ning Herred, begr. 21. Juni 1740 i Blegind, 2° 26. Juni 1743 i Æbeltoft m. Vejer og Maaler, Stempelpapirforhandler, Købmand, Møller i Æbeltoft Niels Jacobssøn Lund til Handrupgaard, f. 1716, begr. 16. Juli 1753 i Æbeltoft]). Kilde: Stamtavle over Slægten Boesen | Boesen, Kristina Margareta Mortensdatter (I4317)
|
| 655 | Christine Margrethe Hetlund, dbt. 28. Nov. 1688 i Magleby, begr. 17. Febr. 1734 smst.; gift 9. Marts 1707 smst. m. Sognepræst til Magleby paa Møn Hans Nielsen Aggerup, dbt. 2. Juli 1676 i Tølløse, begr. 28. Dec. 1734 i Magleby (S. af Sognepræst Niels Pedersen Aggerup, Død 1. Jan. 1687, begr. 11. s. M . i Tølløse, og Birte Hansdatter Høfding, født ca. 1646, Død 29. Maj 1711, g. 2° 20. Maj 1688 m. Eftermanden, Provst Peder Hansen Cappel, født 1664 i Gerrild, begr. 20. Juni 1727 i Tølløse). | Hetlund, Christina Margrette Præstedatter (I4414)
|
| 656 | CHRISTOFFER 1 CA. 1219-1259 Konge i Danmark 1252-59. Især kendt for sine stridigheder med ærkebiskop Jakob Erlandsen. Baggrund og vejen til tronen Christoffer var yngste søn af Valdemar 2. Sejr (konge 1202-41) og dennes anden dronning Berengaria af Portugal. Faderen forsøgte fra 1232 at sikre arvefølgen og et rimeligt forhold mellem sine da levende sønner fremover. Den ældste, Erik (Plovpenning), blev kronet til konge, mens de yngre sønner, efter europæisk mønster, blev tildelt mindre fyrstelen som standsmæssige forsørgelsesområder. Den næstældste, Abel, blev hertug af Slesvig 1232, mens Christoffer blev hertug af Lolland og Falster. Et par sønner født uden for ægteskab blev også forsørget med fyrstelen. Kort efter faderens død i 1241 viste det sig imidlertid, at de to yngre sønner ikke var tilfredse med deres positioner, og det udløste borgerkrig i landet. Borgerkrigen endte med, at Erik Plovpenning på dramatisk vis blev myrdet og kastet i fjorden Slien i 1250. Selvom der næppe kan være tvivl om, at Abel stod bag drabet, lykkedes det ham at efterfølge sin sønneløse bror som konge. Abel faldt imidlertid i krig allerede i 1252, hvorefter det lykkedes Christoffer at overtage kongeværdigheden. Abel efterlod sig ganske vist tre sønner, men den ældste sad på tidspunktet for faderens død i fangenskab hos Ærkebispen af Köln. Dette har utvivlsomt lettet Christoffers vej til tronen, men skabte til gengæld et fjendskab mellem Christoffer og hans efterkommere og Abels efterkommere, som varede i adskillige generationer. Udenrigspolitik og forholdet til Abels sønner Umiddelbart efter Christoffers tronbestigelse blev der iværksat en målbevidst kampagne for at få den ældste bror Erik Plovpenning gjort til helgen med det klare formål at få stemplet Christoffers forgænger Abel som helgenmorder. Derved ville Abels sønner miste enhver legitimitet både som kongsemner i Danmark og som hertugemner i Slesvig. I et skrift, der er blevet til i denne sammenhæng, stemples sønnerne ligefrem som djævelens yngel. En fordel ved en sådan strategi var også, at det kunne give Christoffer et påskud til at ophæve det slesvigske hertugdømme og lægge området direkte under sit eget styre. Imidlertid rykkede de holstenske grever allerede i 1252 ind og erobrede byen Slesvig, ligesom de i 1253 for en betydelig sum løskøbte Abels søn Valdemar fra fangenskabet. Først i 1254 lykkedes det Christoffer at tilbageerobre byen. I mellemtiden havde han haft store vanskeligheder med en invasion fra Brandenburg, der havde resulteret i erobringen af et par af rigets borge, og han havde på samme tidspunkt et særdeles problematisk forhold til den norske konge. Derfor accepterede han efter erobringen af Slesvig i 1254 at bortforlene hertugdømmet Slesvig til brorsønnen Valdemar, hvorved der samtidig kunne sluttes fred med Holsten. Formentlig frasagde Abels sønner sig i den forbindelse enhver ret til den danske krone. Kort efter fik Christoffer også løst problemerne i forhold til Brandenburg og andre tyske magter. Problemerne med Brandenburg skyldtes, at herskerne her mente at have arv til gode efter deres afdøde mor, Sofie, som var Christoffers søster. Prisen for fred blev derfor en afståelse af mindre dele af riget. Andre tyske fyrster fik den samme slags betaling for at have hjulpet Christoffer. Problemerne i forhold til Norge blev også løst, og da hertug Valdemar Abelsen døde barnløs i 1257 erklærede Christoffer, at hertugdømmet Slesvig dermed var ophørt med at eksistere som en særlig politisk enhed. Året efter lykkedes det også at erobre hertugdømmet, selvom Abels næstældste søn Erik i alliance med de holstenske grever og fyrsten af Rügen stod parat til at overtage hertugværdigheden med magt. I forbindelse med erobringen af Slesvig fik Christoffer flyttet liget af sin dér begravede bror Erik Plovpenning til Ringsted for derved at kunne intensivere helgenkulten omkring den myrdede konge. Nogen officiel pavelig anerkendelse (kanonisering) af Erik Plovpenning som helgen blev der dog aldrig tale om, selvom der synes at være kommet god gang i helgendyrkelsen i Ringsted. Indre forhold Christoffers forhold til Abels sønner var givetvis også præget af, at de havde støtte fra fremtrædende danske stormænd. Fra Abels og Christoffers kongetid er bevaret et par lovtekster, som har været stærkt omdiskuterede blandt historikere, og der er ikke enighed om, hvorvidt nogen af dem nogensinde blev reelt gældende lov. Formålet med dem var imidlertid at regulere kongemagtens udøvelse, så denne set fra stormændenes side blev mindre vilkårlig og mere forudsigelig. Da den tekst, som bærer Christoffers navn, er den mest imødekommende overfor stormændenes krav, kan den opfattes som et forsøg på at øge opslutningen bag Christoffers kongedømme i håb om mere fredelige forhold i landet. I så fald var der imidlertid skuffelser i vente. Fra 1255-58 synes der mere eller mindre permanent at have været oprør blandt bønder og lavere lag i samfundet i store dele af landet. "Kådkarlene (mænd, der boede i hytter) var galne med køller" står der i en årbog, men deltagerne må også have talt bedre bevæbnede bønder, siden det lykkedes at indtage flere borge. Disse oprør har givetvis øget stormændenes opslutning om kongen, og i 1258 lykkedes det at massakrere så mange af de oprørske, at roen på denne front blev genoprettet. Datidens krigeriske aktiviteter medførte altid plyndringer blandt bønder og lavere stillede, dels for at skaffe forsyninger til hærene og dels for at forhindre modparten i at skaffe sig forsyninger og/eller afgifter fra bønderne. Derfor er det tænkeligt, at disse oprør var en reaktion mod den bestandige indre uro i landet parret med protester mod ekstraskatter til finansiering af kongens krigsforetagender. Magtkampen med ærkebispen og Roskilde-bispen Det største problem for Christoffers regering skulle dog på sigt vise sig at blive forholdet til ærkebispen og Roskildebispen. I 1249 udnævnte paven en ung veluddannet kirkepolitiker ved navn Jakob Erlandsen til biskop i Roskilde. Han var stærkt præget af ideer om, at den gejstlige magt skulle stå over den verdslige, og da han i 1254 af kannikkerne i Lund blev valgt til ærkebisp, udløste det voldsomme reaktioner fra Christoffer. Han ophævede Lundegejstlighedens privilegier og forlangte, at ærkebispens krigsmænd (herremænd) skulle tjene direkte under kongen. Jakob på sin side forlangte den forældede kirkelige lovgivning i Skåne moderniseret, hvilket imidlertid fik de skånske stormænd til at slutte op om kongen. I 1256 fik ærkrkebispen de danske bisper til at vedtage en bestemmelse om, at hvis en bisp blev fængslet, skulle landet straks belægges med interdikt. Det betød, at alle kirkelige handlinger i hele landet skulle indstilles, ligesom de skyldige og deres bagmænd skulle være bandlyste for deres gerning. Denne vedtagelse, der kaldes Vejlekonstitutionen, var en klar provokation mod kongen. Det var den ikke mindst, fordi kongen havde indkaldt landets stormænd, herunder naturligvis bisperne, til møde (Daneehof) i Nyborg for at drøfte de udestående problemer samtidigt med, at ærkebispen holdt sit møde i Vejle. Da bisperne omsider nåede frem til Nyborg, udbrød så en større debat om kirkens militære og skattemæssige forpligtelser over for kongemagten samt om forholdet mellem den verdslige og den kirkelige ret og kongens indflydelse på besættelse af kirkelige embeder. Ærkebispens hovedsynspunkt var, at alle disse ting skulle afgøres af paven, hvorved bisperne i endnu højere grad end tidligere ville blive en slags selvstændige fyrster. Da det kom til stykket fik Jakob kun politisk støtte fra sin nevø, Peder Skjalmsen, der havde efterfulgt ham som biskop i Roskilde samt fra bispen i Odense, mens de jyske bisper fandt det klogest at støtte kongen. Den næste store konfrontation fulgte, da Christoffer ønskede at sikre arvefølgen i sin slægtslinie ved at få sønnen Erik kronet til konge. Dette nægtede ærkebispen at gå med til, hvorefter kongen i februar 1259 lod ham fængsle. Herefter skulle vvedtagelserne fra Vejle træde i kraft, men det var kun i Skåne og på Sjælland, at interdiktet blev gennemført. Til gengæld tog Roskildebispen til Rügen og fik aktiveret den koalition af Abels sønner, de holstenske grever og fyrsten af Rügen, der stod parate til at kæmpe for, at Erik Abelsen kunne blive indsat som hertug i Slesvig. Mens de holstenske grever angreb fra syd sendte fyrst Jarimar af Rügen en hærstyrke til Sjælland, der blandt andet indtog København, hvor "Jarmers Plads" den dag i dag minder om dette. Midt i dette kaos døde Christoffer pludseligt i Ribe i forsommeren 1259 og blev trods både interdikt og bandlysning begravet i Domkirken dér. Som det ofte skete i forbindelse med pludselige dødsfald i middelalderen, opstod der rygter om giftmord. I hvert fald udgik der snart fra regeringsside beskyldninger om, at ærkebispen havde ladet Christoffer forgifte. Senere blev det endda til, at han skulle være blevet forgiftet i nadveren af en abbed. Alt tyder dog på, at døden havde mere naturlige årsager. Ægteskab og børn Christoffer var i 1248 blevet gift med Margrethe Sambiria, datter af en østpommersk fyrste. Hun fik senere det lidet feminine tilnavn Sprænghest, givetvis som en karakteristik af hendes regeringsførelse som enkedronning. Sammen fik de sønnen Erik (Klipping) født 1249, der således var ca. 10 år gammel, da han efterfulgte sin fader som konge under sin mors formynderskab, og datteren Mechtilde, der i 1269 blev gift med markgreve Albrecht af Brandenburg. | Christoffer I Konge af Danmark (I75066352)
|
| 657 | Christopher Glahn, Musiker, kom til Danmark fra Hartzen, dennes Son Henrik Christopher Glahn, f. / 1672, kgl. Mundkok paa Kbhvn. Slot, død i Alling Prstgd. 27/10 1757, g. i Kbhvn. 20/l0 1706 Abel Christine Meyer, f. i Kbhvn. 12/8 1667, død i Kbhvn. 2/6 1751 (Nikolai) g. 1. G. i Kbhvn. / 1693’Vilhadt Felten, f i Kbhvn. / 1705. | Glahn, Henrich Christopher (I2595)
|
| 658 | Christopher Henrik Moltke faldt som Oberst for det hvervede Jydske Infanteri-Regiment, efter mange Tapperheds Prøver, ved Landgangen paa Rygen 16de November 1715, ramt af en Kugle fra Fæstningen Stralsund. | Moltke, Oberst Christopher Henrik (I36868426)
|
| 659 | Christopher Wulff (s. af herredsfoged i Lollands sønder herred Holger Wulff), dbt. Nakskov 1. maj 1683, bgr. sst. 23. juli 1732. Christopher Wulff var herredsskriver i Lollands sønder her red, birkedommer ved Juellinge birk, prokurator samt færærgemand ved Pramholms færgested uden for Nakskov imellem nørre og sønder her red, boende på Pramholmen. Han viste sig ved skiftet efter sviger faderen som en meget besværlig person. Men vi kan takke ham for vort kendskab til skiftet; de øvrige arvinger ville skifte privat. (Han var gift 1) med Birgitte Andreasdatter Federmann (26), bgr. Nakskov 10. jan 1725) | Wulff, Christopher (I2192)
|
| 660 | Chrobry = den dristige. | Chroby, Boleslaw I (I480)
|
| 661 | Clara Elisabeth Schytte blev gift 1. gang 1656 med englænderen Eduard Schult, købmand i Viborg, der døde omkr. 1670, hvorefter Clara 1670-75 tog ophold i København, hvor hun destillerede akvavit til flådens besætning. | Familie: Eduard Schult / Clara Elisabeth Schytte (F1525)
|
| 662 | Claus Mule, af Odense - 1720 Profession / Erhverv Provst i Vinding Herred Died 28 Oct 1720 Father Hans Clausen Mule, af Odense, b. 28 Feb 1628, Nyborg , d. 01 Nov 1692 Mother Ellen Christensdatter Vellejus, (Velleius), b. 1629, d. 01 Aug 1698 Married 1653 http://skeel.info/getperson.php?personID=I17956&tree=ks | Mule, Claus Hansen (I70244)
|
| 663 | Clavs Glysing, f \ i Varde 1671. Raadmand i Varde, 1665 Borgmester sst., de sidste Aar af hans Levetid tillige Hospitalsforstander. Jyske Samlinger 8, S. 74. ~ Ingeborg Lavridsdt. Baggesen, f. 1634, f ... | Glysing, Claus Olufsen (I1554)
|
| 664 | Clemen var præst til Hjerm, Hjermsing og Venør (Viborg) Han var gift men fik ingen børn | Thestrup, Clemens Rasmussen Præst (I2413)
|
| 665 | Conrad Hetlund, f. 29. Juni 1683 i Ringsted, dbt. 4. Juli,1701 Student fra Herlufsholm, 1702 Baccalaur, 14. Juli 1707 cand. theol. (1.), begr. 8. Maj 1727 i København (Trin.). | Hetlund, Conrad (I4418)
|
| 666 | Convent. Harbosk. Fruekloster | Køye, Anine Gustavine Engeline Vildenradine (I1590)
|
| 667 | Copuleret i Kjøbmand Hans Olsens Huus efter Kongelig Bevilling 6. Juli 1794. | Familie: Frantz Josias Pommer / Maren Lindegaard (F56357228)
|
| 668 | Corpuleret på Øland efter Kongelig Bevilling. | Familie: Anders Eriksen Hvass, Præst og Provst / Gjertrud Hedevig Hopp, Præstefrue (F29823)
|
| 669 | Count in Heybaye; son of Lambert of Hesbaye; m. Williswinda; father of Guerin, Count in the Thurgovie. [GRS 3.03, Automated Archives, CD#0100] Source: tablaze@earthlink.net | Hesbaye (Haspengau), Robert von Count of Hesbaye (I4944832)
|
| 670 | Count in the Thurgovie; son of Robert , Count in Hesbaye, and Williswinda; m. Adelindis; father of Milo, Count of Narbonne. [GRS 3.03, Automated Archives, CD#100] | Thurgovie, Guerin von Count of Thurgovie (I75244894)
|
| 671 | Count of Flandres , Flandres, Nord, France Count of Artois , Artois, Flanders, France Baldwin II Count of /Flanders/ He was the ruler of the Duchy of Margrave | of Flanders, Baldwin II (I7283298)
|
| 672 | Crone | Baltzersdatter, Maren (I1754)
|
| 673 | CT-scanning af Knud den Hellige afslører nyt om kongemord Retsmedicinere fik syv timer til at undersøge den myrdede konges knogler, og en dags CT-scanninger peger på en anden mulig dødsårsag end det lansestød, som ifølge legenden blev den helgenkårede konges endeligt i 1086. Af Birgitte Svennevig, lørdag 08. mar 2008 kl. 14:00 Livet endte brat for kong Knud den Hellige, da han efter seks år som konge i året 1086 blev dræbt af ukendte oprørere i Skt. Albani Kirke i Odense. Ved sin side havde Knud sin bror Benedikt, som også mistede livet under massakren i kirken. Præcist hvad der skete, og hvordan de to døde, står nu klarere, efter at forskere fra Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i Odense i mandags fik adgang til at undersøge de dele af Knuds og Benedikts skeletter, som stadig er bevaret. De jordiske rester af Knud og Benedikt opbevares i den selvsamme kirke, hvor de blev nedslagtet. I dag hedder kirken Skt. Knuds Kirke eller Odense Domkirke. Som navnet antyder, blev Knud den Hellige helgenkåret i 1101. Kongen var yngre og mindre end antaget Klokken ni mandag morgen blev de to mænds skeletter transporteret til Retsmedicinsk Institut, og kl. 16 samme dag var de tilbage. Syv timer havde forskerne til at undersøge knoglerne, og det var ikke småting, de nåede at finde ud af på den korte tid. Bl.a. står det nu klart, at Knud den Hellige var betragteligt yngre og mindre end hidtidige undersøgelser har peget på. Ifølge overleveringerne søgte Knud, Benedikt og 17 hirdsmænd tilflugt i kirken, der dengang hed Skt. Albani Kirke. Oprørere trængte ind og dræbte dem alle. Sporene af de 17 hirdsmænd er væk for længst, men Knuds og Benedikts knogler og CT-scanninger kan nu fortælle selv de mest blodige detaljer fra den historiske dag i 1086. Derudover kan retsmedicinerne nu også sige en hel del om deres udseende, opvækst og sygdomme. For eksempel står det nu klart, at hverken Knud eller Benedikt var særlig groft byggede. De var snarere fint byggede, og derudover kan forskerne nu slå fast at Benedikt havde overbid, og at Knud var højrehåndet. Korsbenet ramt af stød Ifølge den engelske præst Elnoth fra Canterbury, som nedskrev legenden om Kong Knud Den Hellige 20 år efter mordet, døde Knud af et lansestød i siden. »Det er ikke helt rigtigt,« konstaterer lektor, dr.med. i biologisk antropologi ved Retsmedicinsk Institut, SDU, Jesper Boldsen. »Vi kan se et tydeligt og voldsomt hug eller stød på korsbenet lige under lænden, men det er ikke opstået ved et stød fra siden. Hvis det overhovedet er opstået på morddagen, så er stødet givet forfra gennem det nederste af bughulen. Skaden er formentlig opstået ved et lansestød, men jeg ved først mere, når jeg har studeret scanningerne,« fortæller han og henviser til, at samtlige Knuds og Benedikts knogler er blevet CT-scannet på Retsmedicinsk Institut. Revne tyder på stump vold Skaden på bughulen var af dræbende karakter, men det er usikkert, om dette stød var den egentlige dødsårsag. I kraniet fandt Boldsen nemlig en anden mulig dødsårsag, nemlig en ca. fem cm lang revne under venstre pandeben. Hvis revnen er opstået som følge af et sværdhug, må sværdet være gået ind gennem Knuds kindben, men kindbenet er ikke bevaret, og derfor kan den teori ikke bekræftes. Toppen af revnen volder lidt problemer for retsmedicineren: »Det nederste af revnen er lige, og det tyder på et sværdhug. Men længere oppe på revnen er der et brud, og det tyder på stump vold, altså et slag. Problemet er, at han ikke kan have fået begge dele, så vi håber, at scanningen kan fortælle os mere. Under alle omstændigheder var slaget mod kraniet voldsomt, men ikke nødvendigvis øjeblikkeligt dødeligt.« Både lansestødet i korsbenet og kranieskaden er altså potentielle dødsårsager. Ingen afværgemærker på underarmene Én ting er de skader, som træder synligt frem ved undersøgelse af knoglerne. En anden ting er de skader, der ikke ses. »Knud havde ingen beskadigede ribben - det stemmer ikke overens med, at han skulle være angrebet af mange mænd på én gang. En forklaring er, at han havde en brynje på, som beskyttede ham for skader på ribbenene. Men han havde heller ingen afværgrgemærker på underarmene - og det kan vi ikke finde nogen god forklaring på. En mand, der angribes af mange på en gang, vil normalt værge for sig med armene og dermed få skader på især underarmene, men vi fandt intet på Knuds underarmsknogler, og det er bemærkelsesværdigt«, mener Jesper Boldsen. Denne opdagelse stemmer overens med en af overleveringerne, som fortæller, at Knud skulle have accepteret sin skæbne under angrebet i kirken og uden kamp have stillet sig foran alteret og taget imod forfølgernes angreb. Ved sin side på mordstedet havde Knud sin bror Benedikt. Knap så mange af Benedikts knogler er bevaret i dag, bl.a. mangler hans ribben. Borede hul i tanden Benedikts venstre lårbensknogle tiltrak sig straks retsmedicinernes opmærksomhed. Den har fået et kraftigt sværdhug. »Modstanderen, der var højrehåndet, har stået over for Benedikt og svunget et forholdsvis tungt sværd nedefra. Dette hug var formentlig en af de første skader, som Benedikt fik, for han stod op, da han fik hugget«, lyder Jesper Boldsens vurdering. Umiddelbart ville man tro, at hugget øjeblikkeligt ville tvinge Benedikt i gulvet. »Men en mand i kamp kan være så høj af adrenalin, at han bliver stående på benene på trods af et så voldsomt slag. Det er altså ikke sikkert, at dette slag gjorde ham ukampdygtig med det samme«, fortæller Jesper Boldsen. I det øjeblik Benedikt mentalt erkendte sit nederlag, ville han være faldet om - prompte. Sårbar og liggende på gulvet fik han så formentlig de sidste dødelige sværdhug. Men eftersom ribbenene ikke er bevaret, er der heller ingen beskadigede ribben at studere. Ud over de fysiske undersøgelser af de to brødres knogler, tog Boldsen og hans kolleger også knogleprøver fra til analyse. Således blev Knuds venstre mellemfodsknogle og Benedikts ene tand udvalgt til at levere dna-prøver. I begge tilfælde borede forskerne et lille hul i knoglens/tandens indre, og borestøvet herfra er nu sendt til analyse. Dna-analyse skal fastslå identitet Dna-analysen skal klarlægge, om det nu også er Svend og Benedikt, der ligger i Skt. Knuds Kirke i Odense, om de to er brødre, og om de er sønner af Svend Estridsen, hvis jordiske rester ligger i Roskilde Domkirke, og som der også er taget en dna-prøve af. »Efter at have studeret deres knogler, er der ikke noget, der taler imod, at de er brødre - knoglemæssigt ligner de hinanden,« lyder en foreløbig konklusion fra Jesper Boldsen. Knoglesamlingerne blev CT-scannet af Peter Leth, vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut, og studier af scanningsbillederne skal bl.a. be- eller afkræfte, om skaderne på Knuds kranie og korsben vitterligt stammer fra morddagen i 1086. De første konklusioner kommer i næste uge, mens der kan gå op til et halvt år, før forskerne er klar med resultaterne af dna-analyserne. | den Hellige, Konge af Danmark Knud II (I3951328)
|
| 674 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Familie: Cyril Preben Bencke Olsen / Erna Marie Kirstine Schmidt (F359)
|
| 675 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Familie: Cyril Preben Bencke Olsen / Erna Marie Kirstine Schmidt (F359)
|
| 676 | d 20de Augusti, Johan Christian Polmann, af Har. Alder: 65 aar Kirken 4 (?). | Polman, Johan Christen Bødker (I1780)
|
| 677 | D. 2 februar 1753 blev skoleholder Hans Jessen Arenkiel begravet 91 år gammel. | Arnkiel, Hans Jessen (I574126)
|
| 678 | D. af Byfoged i København Jens Mouritsen og Kirstine Andersdatter). | Mouritsen, Else Jensdatter Præstefrue (I2868)
|
| 679 | d. af købmand i Haderslev, borgmester Jacob O. (død senest 1617) og Maria Bertramsdatter (død tidligst 1617). | Outzen, Catharina Jacobsdatter (I3848)
|
| 680 | d. Clara Elisabeth Schytte, døbt 20. maj 1639 i Aalborg, begr. 6. okt. 1716 i Lysabild på Als. Hun blev gift 1. gang 1656 med englænderen Eduard Schult, købmand i Viborg, der døde omkr. 1670, hvorefter Clara 1670-75 tog ophold i København, hvoor hun destillerede akvavit til flådens besætning. Derefter rejste hun til Vammen, hvor hun 26. dec. 1675 fødte et barn, som sognepræsten der, Jens Pedersen Roskilde, var fader til. Han døbte selv barnet, som natten efter i største hast blev kørt til sognepræst Stygge Mogensen Haasum i Simested, hvor det døde, 8 uger gammelt. Stygge Mogensen var en gammel ven af familien Schytte. 1660 blev han student fra Viborg Skole sammen med Claras broder Christian, og 1666 stod han sammen med denne fadder i Karby Kirke. Forældrene til det uønskede barn undgik ikke deres skæbne. De blev 12. marts 1676 viet i Vammen Kirke, men måtte 23. april samme år stå åbenbar skrifte, og præsten blev afsat ”formedelst hans begangne grofue forseelse”. ÅÅret efter blev han skibspræst og 1677 præst i Lysabild, hvor han døde 1687. Endnu inden han var begravet, ilede Clara til København for at ansøge om at beholde kaldet, hvilket blev hende tilladt på betingelse af, at hun kunne forsyne det med en dygtig præst, og en sådan fandt hun snart i Laurits Krag (d. 1699), en præstesøn fra nabosognet Hørup, som hun ægtede. Hun er blevet kaldt ”en intrigant og virksom kone”, og hun havde livskraft til at overleve sine 3 mænd med henimod en snes år. | Schytte, Clara Elisabeth (I3391)
|
| 681 | d. Jens Winther, døbt 3. april 1725 i Daugaard sogn, død barnløs før 1759. | Winther, Jens (I3331)
|
| 682 | D. MADS JENSEN HOSBOND, døbt 21. april 1682,28 død efter 1712, uvist hvor. | Husbond, Mads Jensen (I3291)
|
| 683 | d.a. drabantløjtnant Johan Lauenstein & Trone Pedersdatter Justesen ? | Lauenstein, Marie Elisabeth (I2650)
|
| 684 | d.a. Ethelred Mucel. Ealdorman af Gainas . | Queen Of England, Ealhswith (Ealswith Alswitha) (I37566090)
|
| 685 | d.a. fyrst Önedbelia | Dentümoger, Emese of (I406)
|
| 686 | d.a. grev Adalheim. | Adalheim, Williswint von (I91207288)
|
| 687 | d.a. grev Arnold von Lenzburg | Lenzburg, Ancilia (Auxilia) von (I685)
|
| 688 | d.a. grev Bernard IV de Melgueil og Guillemette de Montpellier. Død efter 1190. | Melguil, Beatrix (I376672)
|
| 689 | d.a. grev Hadrian af Orleans. | Orleans, Wiltrud af (I50159024)
|
| 690 | d.a. grev Hermengild de Alby | D'alby, Gersende (I52555827)
|
| 691 | d.a. Gudbrand Kula | Gudbrandsdatter, Asta (I287)
|
| 692 | d.a. Jens de Capellegord og Gyde Herlogsdatter | Jensdatter, Eline (I97019514)
|
| 693 | d.a. markgrev Hodo von der Nordmark i Nordthüringen. | Sermunt, Hidda von (I319)
|
| 694 | d.a. Oslac af Hampshire og Isle of Wight | Osburga (I98501362)
|
| 695 | d.a. Otto Pletzen | Pletzen, NN Ottesdatter van (I82048521)
|
| 696 | d.a. Peder Eskildsen & Margrethe Jensdatter til Boserup, Luggude, Skaane, Sverige. | Pedersdatter, NN (I58312780)
|
| 697 | d.a. pfalzgreve Wigerich | af Bidgau, Luitgarde (I3577797)
|
| 698 | d.a. sorbisk høvding Dobromir | NN, Emnilde (I482)
|
| 699 | D6.Karen Arildsdatter Friis, døbt 27/5 1718 i Spentrup, død 25/12 1806 paa Gedsergaard i Skelby Sogn paa Falster, var Fadder i Spentrup 1754 og 1757; gift l.G. med Samuel Jensen Gaverslund, født 9/1 1707 i Ærøeskøbing,død 21/8 1744, Student fra Ærøeskøbing 1724, cand.theol.1750, Mag. 1755, Rektor i Mariager 1754, Sognepræst i Grundfør-S. 13/11 1759, Søn af Præst i Ærøekkøbing Jens Jensen Gaverslund og Blanceflor Margrethe Schou; gift 2.G. 6/10 1750 i Nysted med Mads Aagaard, født 1720, begr.4/8 1787,var i 6-7 Aar Ridefoged paa Christiansholm paa Lolland og blev senere Byfoged i Nysted, exam. jur. (S.V.Wiberg: „Dansk Præstehistorie,, - E.Qvistgaard: „Præstehustruer,, - F.E.Hundrup: „Rektorer i Mariager,,) | Friis, Karen Arrildsdatter Præstefrue (I3428)
|
| 700 | D7.Sidsel Cathrine Arildsdatter Friis,døbt 17/4 1721 i Spentrup, begr. 11/9 1780 i Rind i Hammerum Herred, gift l.G.22/10 1758 i Spentrup med Otto Lauritsen Lassen, født 6/5 1706 i Ikast,død 23/12 1749, Student fra Aarhus 1725, cand.theol. 4/8 1728, Amanuensis i Aalborg, Sognepræst i Sneibjerg-T.30/7 1754, Søn af Præst i Karby Laurits Thøgersen Lassen og Malene Margrethe Krampe (gift 1.G. med ......................... Mogens dat ter Heide); gift 2.G. med Johan Joachim Henrik Hansen Koch, født 14/1 1725 i Burgeshoff,begr.10/4 1?54 i Sneibjerg, Student fra Husum 1746,cand.taeol.7/5 1748, Sognepræst i Sneibjerg-T. 16/2 1750, ordineret 15/4, Søn af Forpagter paa Lundenæs Johan Christian Koch og Sophie Dorothea v, d. Luhe. _[S.V.Wiberg: „Dansk Præstehistorie,,) | Friis, Sidsel Cathrine Arrildsdatter Præstefrue (I3429)
|