Notater
Match 3,901 til 4,000 fra 4,708
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 3901 | Strengt taget slægten d'Este. Adopteret af Welf III. Hertug af Bayern 1080. Slog Friedrich von Staufen ved Höchstädt 1081. Friedrich og Welf anerkender hinanden 1098. | Welf I (IV) (I28883011)
|
| 3902 | Stud. i Kbh. 1520, i Wittenberg 1529, mag. smst. 1533, professor i retrorik 1539, tugtemester for prins Frederik (den 2.) 1541 - 52, dekan i Ribe 1547, bosat her 1552, Kgl. historiograf. | Svanning, Hans (I3202)
|
| 3903 | Stud. Jur. | Baggesen, Jens (I1583)
|
| 3904 | Stud. Køge 1690, cand.theol. 1693, udenlands, magister 1698, sognepræst i Københavns Trinitatis s. 1703, kgl. konfessionarius 1715-24. 4 sønner. http://kilder.rundetaarn.dk/biografisketavler/praestetavle.htm 1703-1715 Lemvig, Christen Sørensen Christen Sørensen Lemvig blev født den 14. juli 1672. Han blev student fra Køge 1690 og kandidat 1693. Derefter var han udenlands. I 1698 blev han magister og den 15. december 1703 blev han udnævnt til Vice-pastor med succession i Trinitatisss, men kom dog aldrig til at succecedere som sognepræst fordi han den 23 marts 1715 blev kaldet af Kong Frederik den Fjerde til at være kongelig Konfessionarius og første Hof.prædikant. Den 1. marts 1707 blev han gift med Elisabeth Mule de With, datter af sognepræst With i Trinitatis. Han døde den 15. oktober 1724 Källa:Aner t Lasse Dam Lundsgaard: Christen Sørensen Lemvigh blev født den 14 Jul. 1672.25 Generelle notater: student fra Køge 1690, cand.theol. 1693, udenlands, mag. 1698, kpl. ved Trinitatis k. Kbh. 1703, kongelig konfessionarius 1715 - 24. Christen blev gift med Elisabeth Mule With den 1 Mar. 1707. +Albert Christensen LEMVIGH Sognepræst blev født 6 jan 1708 i København. Han døde 11 jul 1771. +Søren Christensen LEMVIGH Sognepræst Blev født 20 apr 1709 og døde 26 aug 1760. +Gertrud Christensdatter LEMVIG Blev født 1722.. Gertrud blev gift med skådespelaren Christopher Pauli Rose den 8 Aug. 1746 i København Garn. IGI: Frederik Ludvig Lemvigh: Dop 29 MAR 1717 Hof-Og Slotskirken, Kobenhavn, Denmark Father: CHRISTEN LEMVIG Mother: LISBETH MUULE WITH Annan källa: Stamtavle over Slægten Lemvigh, L. Kragballe, (C.G. Iversens Boghandel, Kjøbenhavn 1875 "...i Helligaandskirken lod Frederik den Femte det gamle Alter fra Slotskirken smykke med to fritstaaende Piller og "fire rare og kostbare Billeder, alle af den fineste Marmo Statuario paa det Netteste udarbeidede". (Kjøbenhavn del III Kjøbenhavn - kap. I Kbhvn., Thiele, 1901Carl Bruun) www.eremit.dk "sig Christian 6. for at forære kirken disse inventardele fra slotskirken på Københavns Slot, som skulle nedrives" (Wikipedia Helligeandskirken) (Det här måste vara en annan person, men jag /Ella/ låter det stå kvar som en anteckning, kanske en son eller sonson? Samtlige personer i husstanden København, (Staden) Øster Kvarter, Matr. 132, 415, Folktaelling-1801, A5021 Navn:Alder:Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested: -- Christian Lemvig 63 Gift Husbonde Leyetiener -- Catrine Lisbet [Lemvig] 62 Gift hans Kone -- Marie Lobeck 71 Enke hendes Søster Lever af Almisse) | Lemvig, Christen Sørensen Præst (I71940)
|
| 3905 | Stud. Philol, | Schwartz, Sidney Y Ellina (I852)
|
| 3906 | Student 1674 | Danchel, Peder Poulsen (I3277)
|
| 3907 | Student i Aalborg 1656. Hører i Aalborg 1662. Præst i Boddu m 1666. Afsat som præst i Sønderup formedelst Kivagtighed og Uretfærdighed 22 .4.1669, men, som Svoger til Biskop Bagger i Kbh. strax befordret igjen 9.11. 1669. Provst 1684. Dømt 1685 ob peccatum incestus (anden kone mistænktes for a t være søster til den første). 3 Børn med sin Tjenestepige; desuden Tyran i s it Huus. Fik Traktement blandt Negrene paa St. Thomas, hvor han siden døde som Skoleholder. (ADP III,279). http://www.olesenlarsen.dk Gift 1) med Ane Olesdatter Bagger, der var en søster til Sjællands biskop Hans Bager, der var gift med en søster til Griffenfeldt. Dette har nok virket som en vis form for sikkerhedsnet (om end ikke sikkert nok) under Ulrik. 1662 lærer ved Ålborg katedralskole. 1666 – 69 præst i Boddum – Ydby. Afsat 1669 formedelst kivagtighed og uretfærdighed, men som svoger til biskop Bagger i København, blev han dog 9/11 samme år præst i Sønderup-Nordrup sogne (Hornum herred). Provst 1684. Afsat. 1685 dømt (Wibergs Præstehistorie), "mistænkt for at ligge med sin første hustrus (Anna Olesdatter Bager)’s søster; 3 børn med sin tjenestepige, desuden tyran i sit huus". 1680 magister i København. 1689 forvist til St. Thomas, hvor han døde. Efter en anden kilde blev han dømt 1685 ob peccatum incestus. På St. Thomas var han skoleholder. | Schnell, Ulrick Hansen Præst og Provst (I89997)
|
| 3908 | Student Nyborg Latinskole, 10 Jun. 1613, Nyborg Kbst, Vindinge h., Svendborg a., Danmark. Teolog ved Københavns universitet, 1614, København by, Sokkelund h., Københavns a., Danmark. Uddannelse, 1616, Wittenberg, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. Rektor, Omkr 1617, Landskrona, Sverige. Sognepræst i Nysted, kaldet, 23 Aug. 1618, Nysted Kbst, Musse h., Maribo amt., Danmark. Uddannet Magister, 10 Maj 1619. Provst, 15 Maj 1623, Nysted Kbst, Musse h., Maribo a., Danmark. Udgiver Ligprædiken over Mette Rosenkranz og Elisabeth Friis, 1632. Skifte, 22 Sep. 1639, Nyborg Kbst, Vindinge h., Svendborg a., Danmark. Dåbsvidne, 15 Jun. 1645, Nakskov Kirke (Skt. Nikolaj). Brand: præstegården og 100 huse, 1654, Nysted Kbst, Musse h., Maribo a., Danmark. Udgiver Ligprædiken over Else Bülow-Basdorff til Ålholm, 1656, Nysted Kbst, Musse h., Maribo a., Danmark. Vælges til Deputant ved Stændermødet i København for den Lollandske & Falsterske gejstelighed, 1660, Nysted Kbst, Musse h., Maribo a., Danmark. Skifte, 14 Mar. 1666, Nysted Kbst, Musse h., Maribo a., Danmark. | Lerche, Knud Madsen Præst (I61170204)
|
| 3909 | Student, der for 42 år siden (1702) rejste til Sverige, nu uvist hvor ... | Grønvald, Poul Zacharias (I1637)
|
| 3910 | Student: Herlufsholm, 23 Jun. 1645, Herlufsholm by og sogn, Øster Flakkebjerg h., Sorø a., Danmark. Dåbsvidne, 6 Maj 1649, Nakskov Kirke (Skt. Nikolaj). Beskæftigelse: Residerende Capellan i Sucession, kaldet, 1650, Nysted Kbst, Musse h., Maribo a., Danmark. Beskæftigelse: Præst i Nysted og Herritslev sogne, kaldet, 3 Mar. 1666, Nysted Kbst, Musse h., Maribo a., Danmark. Udnævnt til Provst i Musse herred. | Lerche, Oluf Knudsen Præst (I1349)
|
| 3911 | Studenter ved Københavns uni. Adam Levin Knuth Grønnevald, St. fra Nyborg 1703, 18 år Alexander Poulsen Grønnevald, St. fra Nyborg 1703, 21 år Zacharias Poulsen Grønnevald, St. | Grønvald, Adam Levin (I1636)
|
| 3912 | Styrbjörn lyfts på en vagn efter slaget vid Fyrisvallarna, av Mårten Eskil Winge (fantasibild). | den Stærke, Styrbjørn (I96746053)
|
| 3913 | Styrbjörn Starke, död på 980-talet, var enligt fornnordisk tradition son till Erik Segersälls bror Olof Björnsson och gift med en dotter till danske kungen Harald Blåtand. Styrbjörn nämns i samtida isländsk skaldediktning (se Þórvaldr Hjaltason). Enligt traditionen skulle Styrbjörn varit hövding över Jomsvikingarna, och blev sedermera besegrad av Erik Segersäll vid slaget vid Fyrisvallarna efter att han angripit dennes kungasäte i Uppsala. Enligt Styrbjarnar þáttr Svíakappa skall han först ha kallats "Björn", och ha krävt sin rätt till halva riket när fadern, som samregerat med Erik, plötsligt dog då han var tolv år gammal, ett krav som han enligt tidens sedvänjor uttryckte genoom att sätta sig på sin fars gravhög. Erik ansåg dock honom alltför ung och erbjöd honom att bli medregent om han väntade tills han fyllt sexton, och en annan medregent utsågs under tiden. Han fann sig dock inte i detta och ställde till med bråkk, och för att bli av med bråkmakaren gav Erik sin brorson, som han kallade "Styrbjörn" på grund av hans vildsinthet och stridslystnad, en flotta med 60 skepp och skickade iväg honom på vikingatåg. På sin färd, som han inledde med att bekämpa och besegra den nyvalde medregenten, kom Styrbjörn att inta borgen Jomsborg på ön Wollin där Jomsvikingarna höll till. Han besegrade sedan danske kungen Harald Blåtand och äktade dennes dotter Tyra Haraldsdotter. Efter detta utrustade han, med stöd av Harald, ett härtåg mot Sverige. De begav sig sjövägen mot Uppland, men när Styrbjörn landstigit och började tåga mot Uppsala, vände Harald och seglade hem igen. Vid ett slag som varade i tre dagar vid Fyrisvall utanför Gamla Uppsala besegrades Styrbjörns här fullständigt av Erik och den mobiliserade sveahären, och Styrbjörn själv stupade. Styrbjörn Starke kan mycket väl vara historisk, men dokumentationen avseende historiska källor måste uppfattas som ytterst svag (se även Slaget vid Fyrisvallarna). Däremot finns starka tecken på att en stor strid stått vid Uppsala ungefär vid den tidpunkt slaget vid Fyrisvallarna skall ha utkämpats. | den Stærke, Styrbjørn (I96746053)
|
| 3914 | Støttede Danmark i slaget ved Svold | King of Sweden, Konge af Sveer og Göter Olof III (Skötkonung) (I615)
|
| 3915 | Støttede Heinrich Löwe | Eberstein, Albrecht I (I366)
|
| 3916 | Sunds herred, Gejstlig skifteprotokol 1684-1738 4 Anne Hansdatter Juul i Svendborg. 3.2.1690, fol.24B. E: Peder [Andersen] Samsing. B: 1) Anders Samsing 2) Rasmus Samsing 3) Christoffer Samsing 4. FM: Jesper Jensen, kapellan i Svendborg Nikolaj. Afdøde døde i Sorø. | Juul, Anna Hansdatter (I1574)
|
| 3917 | Sunds herred, Gejstlig skifteprotokol 1684-1738 6 Peder Andersen Samsing i Svendborg. 15.4.1691, fol.35. E: [Navn angives ikke]. LV: Christen Jørgensen, vice-herredsfoged i Sunds og Gudme herreder. Første ægteskab med Anne Hansdatter Juul, [skifte 3.2.1690 lbnr.4]. B: Børnenes navne angives ikke. FM: morbror Anders Hansen Juul, præst i Stenmagle og Stenlille på Sjælland. Arv efter Rasmus Andersen og hustru Marie Sofie Christoffersdatter til første hustrus søskende: 1 Sidsel Hansdatter g.m. Henning Ermandinger 2 Marie Sofie Hansdatter g.m. Søren Knudsen. Deres forældre er Hans [Jensen] Juul, præst [i Kjells, Nøbbeløf og Felestad] i Skåne [og Johanne Andersdatter Siim] Afdøde havde været præst i Ramme, [entlediget 1682]. | Samsing, Peder Andersen Præst (I1573)
|
| 3918 | Surname: NEFJA Surname: NEFIO Name: NEF JA Given Name: Rolf Given Name:Hrolf Name: Rollo | Nefia, Hrolf "Rollo" "Rolf" (I45198666)
|
| 3919 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Pedersen, Susanne (I692)
|
| 3920 | Svag regent. Fordrives af sine sønner. | Herman, Wladyslav I (I592)
|
| 3921 | Svend "Korsfarer" (ca. 1050-1104) var søn af Svend Estridsen. Han vandt et stort ry for sin kamp mod tyrkerne på det 1. korstog. Moderne historikere har rejst tvivl om kildernes beretning om Svends død i Anatolien, men en ny, statistisk behandling af de eksisterende data sandsynliggør, at Svend var medlem af organisationen "Skt. Peters vasaller". Det var den, som dannede kernen i korsfarerhæren. Skt. Peters vasaller Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Skt. Peters vasaller var en lang række fyrster og adelige, som aflagde lensed til paven i løbet af det 11. århundrede (f.eks. Peter 1. af Aragonien og Navarra). Det indebar, at de forpligtede sig til at støtte pavemagten med deres krigsmagt. Fænomenet blev især udbredt under pave Gregor 7., og da hans efterfølger, Urban 2. kaldte til korstog under en tale til Koncilet i Clermont i 1095, dannede disse vasaller kernen i den kristne hærstyrke. Vasallerne kom især fra de normanniske fyrstendømmer i Syditalien og på Sicilien, fra Spanien, Flandern, Polen og også fra Danmark[1]. Både Svend Estridsen, hans søn, Svend Korsfarer var Skt. Peter-vasaller. | Sven I korsfarer af Danmark (I42618174)
|
| 3922 | Svend Aage Mørkvig: Mechlenburg - Patricierslægt gennem 500 år (1986): "Oluf Jensen Meckelburg havde forladt fødebyen Haderslev og blev en af Flensborgs betydeligste købmænd, der drev en stor forretning med produkter fra de kongelige len. I hans hus spiste gymnasiets ugifte lærere på omgang. Han blev først gift med en ukendt pige fra Flensborg. Brylluppet mellem Margaretha og Oluf fandt sted i Flensborg den 4. juni 1564, og man siger, at det blev fejret med en overdådighed og meningsløs ødsel pragt, såvel med hensyn til klæder som smykker og anretninger." Beretteren Johannes Oldendorph tilføjer: "at han frygter såvel brudgom som brud, vil blive straffet for deres opløftede sindsstemning." | Mechlenburg, Oluf (I10027102)
|
| 3923 | Svend Estridsen (Svend 2.) (ca. 1019 – 28. april 1074 i Søderup, Sønderjylland) – i samtiden også kaldet Svend den Yngre – var konge af Danmark fra 1047 til sin død. Ungdom Han var søn af Ulf Jarl og Estrid, der var datter af Svend Tveskæg. Svend tilbragte sin Barndom i England, senere drog han til Sverige, hvor hans moder ejede meget gods. Med sin brug af metronym understregede han sit tilhørsforhold til den danskske kongeslægt. Hardeknud gjorde ham til jarl i Danmark, og efter dennes død i 1042 tænkte Svend Estridsen at gøre sine tronkrav gældende, men i England fik Godwin Jarl valgt Edvard af den gamle angelsachsiske kongeæt, og i Danmark vandt Olaf deen Helliges søn Magnus hurtig og let kongedømmet — efter sigende i henhold til en med Hardeknud truffet aftale. Svend Estridsen trådte da i Magnus’ tjeneste som jarl over Jylland og svor ham troskabsed, men brød den hurtig og antog kongenavn. Han måtte dog snart flygte for Magnus og drog til Sverige. Kampen om den danske trone Nogen tid efter åbnede der sig dog udsigter for Svend, da Magnus’ farbroder Harald vendte hjem fra Rusland og krævede del i riget. Da Magnus nølede med at gå ind herpå, sluttede Harald og Svend Estridsen et forbund og angreb 1046 Danmark, men snart brød Harald med Svend, drog til Norge og udsonede sig med Magnus, og næste år drog de to norske konger i fællesskab mod Svend Estridsen, der atter måtte vige. Samme år, 1047, døde Magnus. Budskabet nåede kong Svend i Skåne netop, da han på ny ville flygte til Sverige, og han besluttede straks at blive og kæmpe for sin trone. Det fortælles, at Magnus’ sidste bestemmelse gik ud på, at Svend skulle have Danmark efter ham, og mange af de norske stormænd undte ikke Harald den store magt, han ville få, hvis han også fik kongemagten i Danmark. Svend Estridsen opnåede derfor let kongenavn og hylding i alle rigets dele, og Harald formåede aldrig at rokke ved hans trone, men i en årrække måtte Svend Estridsen udholde nordmændenes hhærtog langs de danske kyster uden at gøre synderlig gengæld. Særlig kendte episoder er Hedebys plyndring og Harald’s list under flugten nord på gennem Kattegat for at slippe bort fra den overlegne danske flåde: at kaste fangerne over bord bundne til planker og tønder. Svend Estridsen lod da disse opsamle, og imidlertid undslap nordmændene. Hovedslaget stod ved Niså i Halland i 1062: Harald sejrede, men turde dog ikke vove et angreb på Danmarks centrale dele. I det hele kom Harald ingen vegne over for Svend Estridsen, hvorimod adskillige norske høvdinger viste tydelig misfornøjelse med Harald og endog enkeltvis sluttede sig til Svend. Freden sluttedes da 1064 på landegrænsen ved Götaelv, og hver konge beholdt sit rige. Angrebene på England Mens Svend Estridsen således trods alle uheld med kraft forsvarede sit rige mod alle norske angreb, fik han kun lidt udbytte af sit forsøg på at genoptage Danmarks gamle erobringspolitik over for England. Vinteren 1069—1070 lå en stor dansk flådåde på Humber, York blev erobret, men om noge landvinding fra den ny normanniske konge Vilhelm var der ellers ikke tale, og til slut modtog anføreren, Svend Estridsens broder Asbjørn, en betydelig sum penge af Vilhelm for at sejle bort. Det andet togt i 1075 gav et endnu ringere udbytte. Opbygningen af den nationale kirke Det var da ikke som krigshelt, at Svend Estridsen skulle høste store laurbær trods personlig raskhed og tapperhed. Men des større var betydningen af hans fredelige kongegerning. Det blev Svend Estridsens store fortjeneste at give den danske kirkrke en fast og varig organisation, navnlig ved at skabe bestemte rammer for bispernes styrelse. Nørrejylland, der fra Knud den Store’s tid kun havde udgjort et eneste bispedømme, blev delt i de fire stifter, hvoraf det siden bestod: Ribe, Viborg, Aarhus og Vestervig (senere Børglum). Sjællands Stift, der en tid havde været forenet med Skåne, blev nu atter udskilt, og selve Skåne deltes i to bispedømmer, Lund og Dalby, hvoraf det sidste dog kun fik kort varighed. Det var Svend Estridsen, der indsatte bisperne i alle disse stifter, og det er indlysende, i hvor høj grad den opblomstrende kirke måtte støtte hans kongemagt. Det var således ikke udelukkende kirkelig interesse, der dikterede Svend Estridsen hans kirkelige reformplaner. Svend Estridsen betegnes i samtiden som en dannet og belæst mand, men på mange områder mærkede man, at hans kirkelige sindelag kun nåede til et vist punkt. Selv om han af klogskabshensyn lod sig skille fra sin hustru Gunhild, der var hans søskendebarn, og således på dette punkt gav efter for den myndige ærkebisp Adalbert af Hamburg-Bremen, lod han sig aldrig bevæge til at afstå fra sit yppige frillelevned, og det lå ham ganske fjernt at åbne en sådan kamp for de kirkelige krav om tiende med mere som den, der få år senere skulle føre hans søn Knud i døden. Magister Adam af Bremen, der skrev de hamburgske ærkebispers historie, og som af kong Svends egen mund havde fået talrige oplysninger om de nordiske folks historie og naturforhold, klager da også over, at præsterne i disse lande stadig lønnedes med særskilt betaling for hver enkelt kirkelig handling, hvorimod tiende var ukendt. Svend Estridsens forhold til ærkebisp Adalbert var vel i det hele venskabeligt, men nogen synderlig indflydelse på den danske kirkes styrelse indrømmede Svend Estridsen ham ikke, og Svends planer gik afgjort ud på at få oprettet et særskilt nordisk ærkesæde — planer, som det dog først lykkedes hans søn Erik at få virkeliggjorte. Tiil de danske bisper stod Svend Estridsen uden tvivl i det hele i et venskabeligt forhold, men de kendte sagn om venskabet mellem Svend Estridsen og bisp Vilhelm af Roskilde, om kongens ydmyge bod og om de to venners næsten samtidige død er dog af tvivlsom historisk pålidelighed. Karakter Svend Estridsens karakter synes at have været præget af snildhed og stor evne til at vinde sine omgivelser for sig samt til at lempe sig efter tidens og omstændighedernes krav. Ægteskaber og børn Han var flere gange gift, men synes ikke at have efterladt sig ægte sønner. Derimod havde han et stort antal uægte børn, hvoraf 5 blev konger i rækkefølge efter faderens død: Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels. Endnu en søn, Svend Korsfarer, vandt stort ry for sin modige kamp mod tyrkerne på det 1. korstog. Uenighed om dødstidspunkt Om Svend Estridsens dødsår har der hersket uenighed blandt forskerne. Han døde formentlig den 28. april 1074 (nogle kilder peger på året 1076) i Søderup i Sønderjylland, hvor der formentlig lå en kongsgård (i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 er kongsgården i Søderup ("Sudthorp") nævnt som en af de seks kongsgårde i Sønderjylland). Han blev begravet i Roskilde Domkirke. | Estridsen, Konge af Danmark Sven II (I91978330)
|
| 3924 | Svend Kromands Datter Johanne Marie | Svensdatter, Johanne Marie (I1139)
|
| 3925 | Svend Kromands Datter Karen Fiskelejer.dk Daab Hornbæk festo purificat d. 2 februar 1721 Kirkebog s.92 Svend kroemands datter Karen Bente, sl. Jens kroemands stod med det fadd. Jens Nielsen, Ole Jensen, Isach Ifvertsen, Ingeborg Svendsdatter, Ane, Rasmusses alle paa Hornbech. | Svendsdatter, Karen (I1138)
|
| 3926 | SVEND TVESKÆG CA. 987-1014 Svend 1. Tveskæg, død 1014, konge af Danmark; søn af Harald 1. Blåtand og Tove fra det vestlige Venden. Svend var gift med Gunhild (d. tidligst 1014), enke efter Erik Sejrssæl. I 980'erne opstod der borgerkrig i Danmark, og Harald og Svend anførte hver sin side. Til sidst blev Harald forjaget til Venden, hvor han døde. Svend blev konge, men ifølge Adam af Bremen taget til fange af venderne og først frigivet, efter at danskerne havde erlagt en klækkelig løsesum. Om hans videre liv har man kun spredte oplysninger. Han deltog i 994 i et angreb på England sammen med den norske konge Olav 1. Tryggvason. Ca. år 1000 udkæmpede han Slaget ved Svold og stod derefter som den ledende hersker i Norden. Den angelsaksiske krønike fortæller, at den engelske konge Æthelred 2. i 1002 foranstaltede en massakre på danske i England, hvorunder bl.a. Svends søster og svoger blev dræbt. Svend Tveskæg gjorde gengæld to år efter med et voldsomt angreb på England. Æthelred søgte at holde ham tilbage ved at betale store summer danegæld, men undgik ikke fornyede angreb. På trods af at vikingehøvdingen Thorkil den Høje gik over til fjenden, lykkedes det i december 1013 Svend at feje den sidste engelske modstand væk. Knap to måneder efter døde han imidlertid i Gainsborough. Ifølge skriftet Encomium Emmae Reginae blev han først begravet i York, men herfra blev hans lig smuglet til Danmark, hvor han blev begravet i det Trefoldighedskloster, han selv havde grundlagt. Tilnavnet Tveskæg optræder første gang i Roskildekrøniken ca. 1140. | Tveskæg, Konge af Danmark Sven I (I81405606)
|
| 3927 | Sverker den äldre, död 25 december 1156, var kung av Sverige. Enligt Västgötalagens kungalängd, sammanställd omkring 1240, hette hans far Cornube och var från Östergötland. Enligt isländska Langfeðgatal ska Sverkers far istället ha varit Erik Årsäll. Sverker den äldre är den svenske kung som har gett namn åt Sverkerska ätten. Han erkändes som svearnas kung i början av 1130-talet samt även som götarnas från cirka 1134 och regerade till sin död 1156.[3] Sverker var benägen att gifta sig med personer som gjorde hans bräckliga kungarike starkare och stabilare. Det ska till exempel ha funnits en tidigare hustru som enligt traditionen skall ha rymt från Sverker och kan ha varit mor till sonen Kol. Första kända makan var Ulvhild Håkansdotter av en norsk stormannaätt, änka efter Inge den yngre. Giftermålet med Ulvhild skapade starka band mellan Sverker och Norge och dessutom knöt han till sig Inge den yngres släkt. Senare var han gift med Rikissa av Polen. Giftermålet med Rikissa försäkrade honom om att bli accepterad som kung även i Västergötland. Sverkers och Ulvhilds namn återfinns i anknytning till grundandet av Sveriges äldsta cistercienserkloster. Detta upprättades år 1143 i Alvastra vid Ombergs fot på ett område, som Ulvhild fått i morgongåva av sin man. Enligt en tradition nedtecknad på 1700-talet ska Sverker ha uppfört nya Kaga kyrka på den plats där en äldre gravkyrka hade byggts av hans farfar eller av fadern Cornube. På 1150-talet skall Sverker ha råkat i krig med Danmark. Till lycka för Sverker lyckades smålänningarna slå ner den danske kungen Svens angrepp, och därmed vända konflikten till sådana grader att han fick sin styvson, den danske tronpredenten Knut, erkänd som danskarnas kung år 1154. Sverker den äldre skall ha blivit dödad av sina egna hirdmän (enligt ovannämnda kungalängd av sin hästesven) på väg till julottan i Västra Tollstads kyrka år 1156. Han begravdes därefter i Alvastra kloster. Anstiftare till mordet var möjligen den danske prinsen och tronpretendenten Magnus Henriksson. | Magnusson (den ældre), Konge af Sverige Sverker (I27973468)
|
| 3928 | Sverker den yngre (även Sverker II, Sverker Karlsson), född 1164, död 17 juli 1210 vid slaget vid Gestilren (stupad), kung av Sverige 1196–1208, son till kung Karl Sverkersson och drottning Kristina. Biografi Då Sverkers far, kung Karl dödats 1167 på Visingsö av Knut Eriksson i kampen om kungakronan, fördes Sverker till sin mor Kristina "hvítaleð"s släkt i Danmark för en säkrare uppväxt. När kung Knut dog omkring 1196 var hans söner för unga för att någon av dem kunde väljas till kung, Sverker återkom till Sverige och valdes till kung med jarlen Birger Brosas stöd. Sverker gifte sig med den danska stormansdottern Bengta Hvide senast 1190 och de fick minst tre barn. Hon dog före 1200 då Sverker gifte om sig med Birger Brosas dotter Ingegärd och de fick sonen Johan. Under Sverkers tid kulminerade maktkampen mellan Sverkerska ätten och Erikska ätten. Sverker hade nära kopplingar till påvestolen och främjade kyrkans politik i Sverige och en stark kungamakt medan den Erikska ätten främjade en nationell kyrkaka, kungens rätt att utse biskopar samt stormännens traditionella regionala makt och självbestämmande. Danska intressen stödde också Sverker som ville utöka det danska riket, bland annat sökte Valdemar Sejr att införliva Västergötland med Danmark genom att stödja Sverker med danska trupper men misslyckades i slaget vid Lena. Kyrkoprivilegier Sverker utfärdade det äldsta kända generella kyrkoprivilegiet i Sverige genom donations och privilegiebrev för Uppsala domkyrka och ärkebiskopen Olof Lambatunga år 1200. Privilegierna innebar bland annat att man skilde på civilrätt (världslig) och kanonisk rätt (kyrklig) som betyder att präster inte kunde dömas av en civildomstol i brottsmål utan bara av ett domkapitel. Kyrkan i Sverige blev också befriad från viss kunglig beskattning och blev därmed ett eget frälse. I gengäld erbjöd kyrkan den skriftliga administration som var nödvändig i systemskiftet från flera regionala maktcentra ledda av stormän mot en mer central kungamakt och rättsapparat som Sverker sökte bygga upp. Stridigheter och död Kung Sverkers välde var omstritt, och när Birger Brosa dog 1202 ökade motsättningarna mellan de olika stormannagrupperna. Knut Erikssons fyra söner som dittills vistats vid hovet sökte sig till Norge. När Sverker utsåg sin minderårige son Johan till jarl reagerade de Erikssonska bröderna med ett uppror. Understödda av den norska gruppen birkebeinarna drabbade de samman med Sverkers här i slaget vid Älgarås 1205 i Tiveden. Tre av bröderna dödades vid slaget och den överlevande Erik Knutsson, flydde därefter till Norge. Erik Knutsson återkom med en norsk här och mötte kung Sverker vid slaget vid Lena 31 januari 1208. Sverker hade dansk hjälp och hans svärfar, Ebbe Sunesson Hvide ledde den danska hjälphären som enligt medeltida källor uppgick till 18 000 man (troligen starkt överdrivet). Men Erik besegrade Sverkers här och valdes till kung av Sverige medan Sverker flydde med sin familj och ärkebiskop Valerius till Danmark. Påven Innocentius III stödde Sverker mot Erik och stormannafraktionen med ett påvligt brev 1209 vilket hindrade Erik att officiellt bli krönt till kung i Sverige. I ett sista försök att återerövra riket samlade Sverker en här och mötte Erik och folkungarna vid den länge oidentifierade orten Gestilren i juli 1210, där Sverker stupade. Västgötalagens kungalängd nämner att det var folkungar som dödade kung Sverker, och att deras ledare Folke jarl också stupade där. Sverker begravdes i ättens begravningskyrka i Alvastra. | Karlsson (den Yngre), Konge af Sverige Sverker II (I11041268)
|
| 3929 | synes at have været bosiddende paa Sjælland, hvor han 1296 har beseglet et Gavebrev til St. Clare Kloster i Roskilde, og atter nævnes 1298. | Grubbe, Peder Johannesen (I99)
|
| 3930 | Sæby:Folkeblad Kongelig privilegeret prokurator - sagfører mons. Daniel Wolf var én af Sæbys mere farverige personer på denne tid. I hans hus skete der flere voldsomme slagsmål, og han var også selv involveret i flere. | Wolf, Daniel (I1193)
|
| 3931 | Søetatens Hospital: I ældre tid anså søværnets administration ikke, at det var deres opgave, at tage sig af de syge søfolk og deres familier, kun de søfolk, der blev såret under krig kunne regne med hjælp. Under Kristian den III blev det bestemt, at udgifterne ved de såredes helbredelse skulde udredes af mandskabets andel af byttet; de såredes pleje var ikke en sag, som ansås som Statens pligt. Først med Kristian IV, blev der taget initiativ til at oprette hospitaler i Roskilde, Helsingør og Slagelse for sårede søfolk. Kongen (staten) erkendte sin forpligtelse, ved udstedelse af en anordning, hvori der står: »hvo, som bliver udygtig til at fortjene sit Brød ved de Saar, han faar af Fjenden, skal forsørges af Kongen; og den, som saares af Fjenden eller i Kongens Tjeneste, skal underholdes og læges frit og nyde sin fulde Løn; men for andre Saar og Skader skal hver især betale«. For at kunne opfylde denne forpligtelse, som Kongen havde påtaget sig også over for Holmens folk, ansatte Kongen en badskær, som mod en løn af 400 specier skulle tilse dem, der kvæstedes i Kongens tjeneste paa værftet og formentlig også for andre, som boede i Nyboder. De lemlæstelser, som folkene selv skulle betale, var de skader, som de fik uden for tjenesten og skader opstået i forbindelse med drukkenskab. For sådanne skader skulle de selv betale badskærløn. Samtidig med badskærens ansættelse (omkring 1618), var der oprettet et sygehus på Holmen. Det lå oprindeligt ved indgangen til Bremerholm, ikke langt fra Holmens Kirke; men da dette hus skulle anvendes i andet øjemed, blev »de syge Baadsmænd« flyttet til et andet hus bag »Den gamle Mønt«, hvor et hus, omgivet af have var blevet indrettet til formålet. Der var ansat en forstander ved »Baadsmændenes Sygehus«, og en instruks for ham foreligger fra 1637. Når en syg meldte sig til indlæggelse, skulle der afkræves ham »vor Admiral paa Bremerholm hans Seddel«, hvis indhold indføres i sygehusets bog. Tilsvarende skete, når den syge blev udskrevet og atter kunne gå i arbejde på Holmen. Forstanderen skulle sørge for, at bespise de syge efter sædvanlig »Holmens Taxtt«, og påse, at alt var i orden. Til sygehusets tjeneste holdes 1 kok, 1 kældersvend og 2 kvindfolk, som skulle holde stuerne rene, rede sengene og tage sig af de syges klæder. Skønt Hospitalet af og til havde en god indtægt fra de forskellige bøder, som tilkom Hospitalet (f. eks. for uorden paa Volden), forfaldt bygningen, hvor »saa mange tro Søtjenere med Suk havde hvilet deres fortrællede Lemmer og dødssyge Legemer, ja med Længsel leveret Gud deres angerfulde Sjæl". Ved privat Initiativ blev der derfor 1658 ombåret en »Kollekt«, der gav et så stort udbytte, at det indkomne beløb kunne danne grundlaget til Hospitalets senere betydelige kapital, og samtidigt fik Kvæsthuset, som det nu blev kaldt, et nyt lokale i »Sejlhuset«, - en bygning på Bremerholm fra Frederik den andens Tid, vist nok det senere garnmagasin for enden af Reberbanen ud mod Kongens Nytorv. Hospitalet fik derved plads til 250 syge. Men det skulle ikke blive længe på samme sted. I 1668 flyttede Søkvæsthuset til Børnehuset på Christianshavn. I 1675 til»Guldhuset« ved Rigensgade og i 1683 til Admiral Jens Rodstens ejendom på Skt. Annæ Plads ved Nyhavns Hoved, hvor det gav navn til »Kvæsthusgade« Hidtil havde hospitalet i på nogle områder været fælles for sø- og landetaten, men 1690 fik sømagten det som sit eget kvæsthus; det blev et sygehus for 1.380 patienter og virkede ved siden heraf som invalidestiftelse og fattigforsørgelsesanstalt. Søkvæsthuset optog nu, foruden de sårede, også (fra 1693) de matroser og (fra 1727) de håndværkere, der blev syge i Kongens tjeneste. I 1777 flyttedes Søkvæsthuset til Christianshavn (Overgade oven Vandet), hvor det overtog Opfostringshusets ejendom. Denne bygning eksisterer endnu og huser bl.a. Orlogsmuséet. Søkvæsthuset fungerede som hospital for sårede og og syge folk fra orlogsmarinen og Holmens faste stok og senere også som hospital og fattigstiftelse for grupper af Københavns fattige (se »Søkvæsthusets pensionister og fattiglemmerfattiglemmer«) samt som epidemihospital for personer smittede med kolera- og kopper. I 1806 blev Søkvæsthuset nedlagt som hospital og erstattet af Søetatens Hospital. Efter Opførelsen af Søetatens Hospital, stiftet d. 11. April 1806, som fik plads mellem Balsamgade og Nellikegade i Nyboder, kunne man yde både mandskabet og familierne en ordentlig sygepleje i store luftige Lokaler. Søetatens Hospital var indrettet til at optage 200 syge fra søetatens faste mandskab og deres familier. Stabslægen havde det lægelige ansvar, en inspektør det økonomiske ansvar og herudover var der tilknyttet en præst som sygetrøster og sjælesørger. Der indførtes en streng disciplin i hospitalet. Børn, der tilsmudsede deres klæder, fik ris; de med udslet befængte patienter måtte save og hugge brænde nogle timer dagligt; Rekonvalescenter blev sat til det samme arbejde den sidste dag, de opholdt sig i hospitalet. Trods disse tvangsbestemmelser og trods den afkortning i lønnen, som de faste måtte lide under deres ophold (for koners og børns pleje paa Hospitalet fradroges der intet i keglen), var der dog enkelte, som fandt hospitalslivet så behageligt; at de på alle måder forsøgte at forlænge deres ophold i sygehuset så meget, som reglementet tillod. Hvis der var noget at udsætte på en del af patienterne, så var der dog også mangler ved hospitalet selv. Det holdt således i begyndelsen sin egen svinesti. Nybodersfolkene klagede over, at svinene fik for meget af den grød, der (9 gange om ugenen) skulle serveres for de syge, hvilket bevirkede, at disse fik for lidt; og der blev i Nyboder skrevet nidviser og spottegloser derom. Klager over den strenge tugt udeblev heller ikke. Men efterhånden blev Hospitalet udviklet svarende til byens øvrige sygehuse. Søetatens Hospital blev nedlagt i 1863. Det Fællesskab, som i begyndelsen havde bestået mellem Marinen og Landetaten om Kvæsthuset, trådte paa en måde i kraft på ny, idet Søetaten nu henviste sine syge til forplejning paa det »Militære Hospital« i Rigensgade. Sygebehandlingen i Nyboder I Nyboder havde tilsynet med de syges tilbørlige Pleje, formodentligt i deres eget Hjem, siden 1688 været kompagnichefernes ansvar. Men 1736-37 blev der ansat kirurger ved Haandværkerstokken og Divisionerne, og derved blev man sat i stand til at åbne fire sygestuer i Nyboder, som skulle behandle frakturskader og den smittende sot; men sygestuerne, som var indrettet i de små, lave Nyboders værelser, vare dårligt indrettede og måtte kun modtage mandlige patienter. Divisionskirurgens embedspligt medførte ingen forpligtelse vedr. tilsyn med Hjemmene, derimod stod det (1756) de menige frit for at forhandle med ham om - mod en vis årlig betaling - at få deres syge medlemmer af deres familier omfattet af hans behandling. Direkte pengetilskud til sygehjælp for familierne gav Staten ikke før 1793, da en mindre Sum blev afsat til pleje for Divisionernes syge koner og børn. Senere blev smitsot dog ikke behandlet paa sygestuerne, men henvistes til Søkvæsthuset. Sygestuer fandtes 1749 for håndværkerne i Hoppenslænge, for første matrosdivision i Rosengade, for anden division i Enhjørningsgade og for tredje i Meriansgade. http://www.grifo.dk/slaegt_db.php?id=798 | Jess, Andreas Johansen (I42282090)
|
| 3932 | Søllinge Præstegård brændte den 22. marts 1813 od dermed Kirkebogen | Pedersdatter, Maren (I2176)
|
| 3933 | Søløjtnant i Engelsk Tjeneste | Buchholtz, Balthazar Fristoft (I1580)
|
| 3934 | Sømand på Samsø. Fisker og sømand i Fredericia. Peder Jensen i Fredericia Stamfader til slægten Jagd Af Per Andersen Uddrag af Vejle Amts Årbog 1996 Der findes i Danmark omkring 200 nulevende personer, der bærer slægtsnavnet 'Jagd", og de er alle efterkommere efter en enkelt stamfader, der levede i Vejle amt. 'Jagd" er dog ikke det oprindelige slægtsnavn, idet de første 3-4 generationer kaldte sig 'Jagt". Vor søgen efter oprindelsen af slægtsnavnet jagd, bringer os tilbage til Fredericia omkring år 1725. På dette tidspunkt boede her fiskeren og skibsmanden Peder Jensen. Han var ikke nogen velstående mand, og han boede i det mere fattige kvarter af Fredericia kaldet Søberg sammen med andre fiskere, færgemænd og bådsmænd. Men han var dog bekendt med flere af de kendte personer i Fredericia. På et tidspunkt omkring 1726 fik Peder Jensen tilnavnet 'Jagt", og i kirkebøger og andre kilder ses han herefter på skift betegnet "PederJensen", "Peder Jagt" og "Peder Jensen Jagt". Da Peder Jensen Jagt døde i 1738 og blev begravet den 24. marts, skrev præsten, Henrik Pontoppidan, i kirkebogen om begravelsen: "Peder Jagt, 50 Aar og 2 Maaneder i de Fattiges jord". Peder var altså født omkring januar 1688. Hvor han var født fremgår af hans registrering hos magistraten i Fredericia i 1718, da han besluttede sig for at flytte fra Samsø til Fredericia: "Peder Jensen, Barneføed udi Breining, Gauerslund sogn. Han haver 16 Aar ungefær [omtrent] opholdt sig i Bjerris Herred, har sidst været Sømand paa Samsøe og vil nu ernære sig ved Fiskeriet". Søfart spillede en stor rolle på Samsø. Som en ø med havet som den eneste forbindelse til resten af Danmark var det jo en selvfølge, at søfart og handel var veludviklet. Peder Jensen færdedes sikkert i dette miljø og lærte om søfart - en viden, der senere skulle blive ham til hjælp i Fredericia. I det hele taget synes forholdene på Samsø at have været gode i 1700-tallet. Ifølge Thura var maden og ikke mindst øllet bedre på Samsø end i resten af landet, hvilket kom de omkring 4000 beboere til gode. Og en almindelig bondemand skulle have levet lige så godt som præster og forpagtere de fleste andre steder i landet. Fra Samsø til Fredericia Hvorfor forlod Peder Jensen mon Samsø til fordel for Fredericia? Med de gode forhold, der tilsyneladende herskede på Samsø, kan man undre sig over, at han i stedet søgte til stabelstaden. Der er ingen tegn på, at Peder Jensen var fallent og direkte flygtede i asyl for sine kreditorer, hvilket jo var argumentet for nogle af tilflytterne. Fredericia havde heller ikke noget ry for at være en god fiske by. Man kunne ganske vist fange en del fisk i havet såsom torsk, sild, makrel, flyndere, hvilling og hornfisk, alt efter årstiden, og fisk var en vigtig bestanddel af den fattige befolknings føde. Men det var ikke nemt at fiske fra Fredericia, der jo på dette tidspunkt ikke havde nogen havn. Tilbage er muligheden, at Peder havde en rastløs natur, så han skulle afprøve nye spændende muligheder. Det kunne hans færden indtil 1718 i nogen grad tyde på. Mens mange sønner af bønder og husmænd vendte tilbage til deres eget sogn eller et nabosogn, når de skulle stifte familie, havde Peder Jensen i adskillige år rejst rundt i både Bjerre og Samsø herreder. Skiftende konger havde med mange midler forsøgt at få Fredericia til at fremstå som en tiltrækkende by med store muligheder og friheder. Der er derfor ingen tvivl om, at byen på den tid blev betragtet som noget helt specielt, hvor man kunne afprøve lykken. Byen virkede som en magnet på mange eventyrere, og der var en levende uro i befolkningen. Der var hele tiden nogle, der ankom og nogle, der ikke havde fundet lykken og som derfor forlod byen igen. Nogle tog borgerskab og opsagde det kort tid efter. Nogle tog til byen bare forat prøve forholdene uden at tage borgerskab og forsvandt igen. Netop i perioden omkring 1718-19 var Fredericia udpint af den "Store Nordiske Krig". Selve krigen var blevet udkæmpet i Tyskland og Norge, så krigshandlingerne havde ikke direkte berørt byen. Men krigen havde medført store krigsskatter, og Fredericia var blevet hårdt belastet af skatterne og dermed fattigere og fattigere. Det var på denne baggrund, at Peder Jensen den 17. februar 1718 fik udstedt borgerskab som fisker i Fredericia, måske blot fordi han ville søge lykken et nyt sted. Giftermål Efter ankomsten til Fredericia skulle Peder Jensen finde sig et sted at bo. Det var vel nogenlunde givet, at han skulle slå sig ned på Søberg, hvor byens øvrige fiskere, sømænd og færgemænd boede. På Søberg lejede Peder Jensen en del af et hus, og der var sikkert mange, der godt kunne bruge disse ekstra lejeindtægter. Måske lejede han sig ligefrem ind i huset hos familien "Madsen" - under alle omstændigheder stiftede han sikkert hurtigt bekendtskab med denne familie med de tre søskende: Jep Madsen, Jens Madsen og Barbara Madsdatter, der var børn af Mads Jepsen. De to brødre var færgemænd,og de drev ved siden af dette job udskænkning af øl og brændevin på Søberg. I det hele taget var der mange, der havde to eller flere forskellige næringsveje for at få det hele til at nå sammen. Det er sandsynligt, at det samme gjorde sig gældende for Peder Jensen. Så foruden fiskeriet har han sikkert hjulpet skipperne og færgemændene og her gjort god brug af den viden om søfart, som han havde med sig fra Samsø. Efter et par år i Fredericia havde Peder Jensen lært Jep og Jens Madsens søster Barbara at kende. De kendte i hvert fald hinanden så godt, at Peder fik gjort den tre år yngre Barbara med barn i juli 172l. Den naturlige konsekvens var ægteskab, og Barbara må have reageret hurtigt, for allerede den 19. august 1721 blev der lyst for parret iden tyske kirke (der kort tid efter blev døbt Michaelis kirke). Det var meget almindeligt, at rækkefølgen var graviditet og derefter ægteskab, snarere end det omvendte var tilfældet. Og det var ikke nødvendigvis fordi, at der var tale om unge mennesker ? Peder Jensen var jo 33 år og Barbara 30 år på dette tidspunkt! Realiteten var snarere, at man måtte vente i lang tid specielt i de lavere sociale lag, inden man havde råd til at gifte sig. Det var nemlig først, når manden havde indtægter til at forsørge en familie - fx ved arv af gård eller husmandssted - at ægteskab var muligt. Altså med mindre der var en "bydende omstændighed", hvilket jævnligt indtraf tidligere end mandens formue! Brylluppet mellem Peder Jensen og Barbara Madsdatter stod den 30.oktober 1721, og præsten noterede i sin kirkebog ægteskabet mellem"den giftbare og forstandige Karl Peder Jensen med sin Brud, den Dydige og Gudsfrygtige Møe Barbara Madsdatter". Barbara's far var forlover til brylluppet. Der har sikkert været en livlig fest på Søberg den aften. I hvert fald var der tradition for store fester ved bryllup. Det er givet, at den enlige stadsmusikant i Fredericia var hyret til anledningen. Det kan også tænkes, at en af byens gøglere deltog i festen for at give den lidt kolorit ? måske Jakob Majer, der året efter fik kongeligbevilling i København til at vise de kunster, som hans afrettede hest kunne udføre mod en mindre betaling. Familien udvides I april 1722 nedkom Barbara Madsdatter med det første pigebarn, der den 22. april blev døbt i den tyske kirke med navnet Anna Maria. Når der var barnedåb i Fredericia, var det tradition, at man kørte til kirken i karet. I 1720 havde Bonnevie fået tilladelse til at holde 2 hyrekareter, og der var ialt omkring 20 kareter i byen. Om PederJensen har haft råd til at hyre en af disse, ved vi ikke, men det er sandsynligt. Niels Iversens hustru bar Anna Maria til dåben og fadderne var: Nicolai Lobedantz, Henrik Linnemann, David Weisman, Jacob Kiøbings hustru, Hans Thomsens hustru og Regine Reimers. Disse personer, hvoraf flere var kendte borgere i Fredericia, tegner et godt billede af familiens sociale status - eller i hvert fald hvad den sigtede efter. Lad os derfor et øjeblik dvæle ved disse mere og mindre kendte borgere i Fredericia. Niels Iversen er måske den udskænker af øl og brændevin, der boede i Dahlgade i sit eget hus. Men idet der var flere med dette navn i Fredericia, er identificeringen ikke sikker. Nicolai Lobedantz var rådmand og købmand med adresse i Danmarksgade. Foruden sit hus ejede han en gård og nogle jordlodder uden for byen. Nicolai havde selv fået et barn tidligere på året. Han døde nogle år efter, og enken Ursula Christine Reimers fortsatte hans forretning indtil sin egen død i 1744. Henrik Linnemann var en markant person i Fredericia. Han var født ca. 1678 som søn af tobaksplantør Thomas Linnemann og boede sammen med de øvrige købmænd i Danmarksgade. Foruden at drive købmandshandel var Henrik Linnemann først og fremmest tobaksspinder, men han havde også lidt jordbrug ved siden af. Han ejede sit hus, flere gårde, jordlodder og havnepladser samt en del af den galiot, der var det største skib i Fredericias "flåde". Jacob Kiøbing boede i Danmarksgade, men levede først og fremmest af udskænkning af øl og brændevin. Han ejede selv huset og var i 1739 rådmand. Hans Thomsen, Danmarksgade, var borgmester i Fredericia fra den 20. juni 1733 til januar 1735. Derudover var han købmand og ejede huse i Danmarksgade, gårde, jordlodder samt halvdelen af skibet "Rachel", der var en Jagt. Fadderne til Anna Maria Pedersdatters dåb tegnede altså et billede af det bedre borgerskab i datidens Fredericia. Det kunne tyde på, at Peder Jensen havde en vis social status i starten af sin tilværelse i Fredericia. Et andet interessant træk er de tætte relationer mellem de fleste af fadderne og det miljø, som familien færdedes i. To af fadderne levede helt eller delvist af udskænkning af øl- og brændevin lige som Barbara's to brødre, mens to andre af fadderne ejede skibe i Fredericia. Det er ikke mindst dette forhold, der tyder på, at PederJensen ikke alene drev næring som fisker i Fredericia, men desuden sejlede på skibene. Tilnavnet Jagt Ægteparrets anden pige blev født omkring årsskiftet 1723/24, og hun blev døbt med navnet Mette den 6. januar 1724. Det er interessant at bemærke, at Peder Jensen ved dåben er benævnt "skipper". På dette tidspunkt må Peder Jensen i hvert fald have haft relationer til ikke alene fiskeriet, men også skibsfarten i Fredericia. Han har dog næppe selv ejet et skib, men har i stedet nok sejlet som besætning på skibe ejet af købmændene i byen. Der gik nu over 2 år, inden familien med de to piger blev udvidet med endnu en pige. Det var datteren Maren, der blev født i efteråret 1726 og som blev døbt den 22. september samme år. Hun blev båret til dåben af Lauritz Christensens kone, og igen finder vi en sammenhæng til skibsmiljøet i byen. Lauritz Christensen var ejer af tredieparten af en galiot sammen med den tidligere omtalte Henrik Linnemann, og han ejede et hus på Søberg. Peder må have været nære venner med denne familie, idet Lauritz Christensens datter, Maren, ligeledes var fadder. Det er ved denne fødsel, at vi første gang støder på navnet 'Jagt". Der er nok ingen tvivl om, at Jagt var et tilnavn. Enten havde Peder Jensen allerede tilnavnet, eller måske fik han det først på dette tidspunkt. Årsagen til, at tilnavnet begynder at dukke op på dette tidspunkt er rimelig klar: Peder Jensen var blevet et meget almindeligt navn i Fredericia, og man havde brug for at holde de forskellige personer med dette navn ude fra hinanden. En af de andre med navnet Peder Jensen havde tilnavnet Møller. Peder Jensen Møller må have været nogenlunde jævnaldrende med Peder Jensen Jagt, idet Møller fik mindst fire børn: Tvillingerne Jens og Iver i juni 1725, Anna Maria i 1727 og Iver i april 1729. Når man ser, at børnenavnene Jens og Anna Maria er fælles for de to familier, er der ikke noget at sige til, at det var praktisk med forskellige tilnavne. Men der var endnu flere med navnet Peder Jensen i Fredericia på dette tidspunkt. I Danmarksgade boede korporal og maleren Peder Jensen, der levede af sit malerhåndværk. Denne Peder Jensen ses at have fået i hvert fald to børn i samme periode som Peder Jensen Jagt. I Riddergade boede hjulmand Peder Jensen. Og i Vendersgade boede skomager Peder Jensen. Sidstnævnte fik en datter med navnet Mette i april 1736 (igen navnesammenfald) . Det var normalt, at folk tog tilnavne efter deres fødested, erhverv eller egenskaber. Således må Peder Jensen Møller have været møller eller ud af en møllerslægt. Skomager Peder Jensen kaldte sig velsagtens Peder Jensen Skomager og tilsvarende med hjulmanden. Men hvordan fik Peder Jensen Jagt sit tilnavn? Ja, svaret synes snublende nær: Han har sejlet som skipper og besætning på byens skibe, herunder givetvis en eller flere af de tre Jagter, som byen havde. Efterskrift I 1730 blev Peder Jensens eneste søn født - den søn der senere skulle komme til at føre slægtsnavnet Jagt videre til de efterfølgende generationer. Han fik navnet Jens, åbenbart efter Peder Jensens far, hvilket var normalt med den førstefødte søn. Slutningen af 1733 og begyndelsen af 1734 blev noget omskiftelige for familien på Søberg. Barbara var gravid igen og nedkom med en dreng, men drengen døde allerede efter 6 dage og blev begravet i de fattiges jord på Michaelis kirkegård. Kort tid efter døde Barbara Madsdatter, 42 år gammel. Den 8. januar 1734 blev Barbara som resten af familien begravet i de fattiges jord på Michaelis kirkegård. Hermed blev Peder Jensen ladt alene med 3 små piger og en søn på 3 år. Det må have været en svær periode for Peder, og i en opgørelse over Fredericias beboere i år 1735 bliver det da også anført, at "Fisker Peder Jagt ejer aldeles intet og lejer hus". Det er derfor ikke svært at forestille sig, at Peder Jensen var blandt de personer, der samme år fik travlt, da det rygtedes, at der var blevet fundet guldholdig jord i bakkerne på Billeshave strand. Ikke alene var udsigten til guld tillokkende, men der var også brug for alle bådføre mænd til at sejle de mange "guldgravere" over Lillebælt. Måske har Peder Jensen tjent en skilling ved at sejle folk over i nattens mulm og mørke. Det viste sig dog hurtigt, at det hele var et nummer igangsat af en driftig urmager i Fredericia. Samtidig har Peder Jensen fundet trøst hos en af familiens nære venner på Søberg, Lauritz Christensens datter Maren. Det var den samme Maren, der nogle år forinden havde stået fadder til en af Peder Jensens piger. I sommeren 1735, et halv år efter Barbara blev begravet, blev denne Maren Lauritzdatter med barn, og meget tyder på, at Peder Jensen var faderen. De giftede sig ikke lige med det samme, men fandt det bedst at vente helt til den 9. februar 1736, hvor den højgravide Maren Lauritzdatter blev gift med enkemanden og skibsmanden Peder Jensen. Allerede måneden efter nedkom Maren Lauritzdatter med Peder Jensens sidste barn. Det var skik, at når en enke eller enkemand giftede sig igen, blev det første barn i det nye ægteskab opkaldt efter den afdøde ægtefælle. Det skete da også i dette tilfælde, hvor datteren den 28. marts blev døbt Barbara efter Peder Jensens afdøde hustru. Peder Jensen fik ikke lov til at få et langt ægteskab med Maren Lauritzdatter. De havde kun været gift i godt to år, da Peder Jensen døde, kun 50 år gammel. Den 24. marts 1738 blev Peder Jensen begravet i de fattiges jord på Michaelis kirkegård - efter et kort, men omskifteligt liv. Efter at have boet forskellige steder i Bjerre herred endte han på Samsø som fisker og derefter de sidste 20 år af sit liv i den helt specielle by Fredericia, hvor han sikkert ernærede sig som både fisker og sømand. Søberg var ikke alene kvarteret for sømænd, men også det mest fattigeområde af Fredericia. Der er god grund til at tro, at Peder Jensen hørte til den fattige del af befolkningen. Han ejede ikke sit hus, og indtægterne har givetvis været små. Og som for så mange andre i Fredericia i disse årtier, blev det kun værre og værre - en udvikling, der anes igennem fadder-listerne ved børnenes dåb. Fadderne til barnedåb bliver tit anset som et socialt barometer, og i Peder Jensens tilfælde ændrede disse sig fra at være de kendte købmand og rådmænd igennem årene til at være mere ukendte værtshusholdere og sømænd. Nej, Peder Jensen døde ikke som en holden mand. Den enlige søn efter Peder Jensen, Jens Pedersen Jagt, kom alene til at føre slægtsnavnet videre. Det er i den forbindelse pudsigt at tænke på, at hvis denne søn var død som barn - hvilket jo var meget almindeligt - så var slægtsnavnet Jagd sandsynligvis aldrig opstået! Kilder: Bolten jagd, Palle: Slægten Bolten Jagd. Privat udgivet (Bolten Jagds Forlag), 1981. Christensen, Chr. Petresch: Fredericia Købstad og dens indbyggere ved aar 1735. Vejle Amts Aarbøger, 192324, s. 125-155. Hans de Hojman om Fredericia. Uddrag af Erik Pontoppidans DanskeAtlas, Tomus V, 2. Bind. Genoptryk: Lokalhistorisk Arkiv Fredericia,1993. Hansen, H. C. F.: Fredericia Set. Michaelis Kirkes Historie, 1668-1943. Nordiske Landes Bogforlag. 1943. Haue, Harry et al: Skolen i Danmark fra 1500-tallet til i dag. Systime, 1986 Jagd,Jens Henriksen: Optegnelser. Manus. Matthiessen, Hugo: Fredericias Ældste Raadstuer og Fængsler. Vejle Amts Aarbøger, 1910, s. 141-161 Matthiessen, Hugo: Fredericia, 1650-1760. Gyldendal Nordisk Forlag. 1911. Matthiessen, Hugo: Fæstning og Fristed, 1760-1820. Gyldendal NordiskForlag. 1950. Matthiessen, Hugo: Bøddelboligen og dens beboere: Vejle Amts Aarbøger,1910, s. 22-39. Nielsen, Bent Hanvig & Nielsen, Poul Hanvig: Den danske Jagt. Ærøskøbing Træskibsværft, u.å. Poulsen, Fr.: Historiske og Kulturhistoriske Efterretninger om Samsø,1902. Ravn, jJ: En historisk-topografisk Beskrivelse af Sognene i Holmans og Elbo Herreder. Vejle, 1918. Søndergaard, Georg: Danske Eftemavne. Lademann, 1991. Thoresen, Magdalene: Skoflikkeren. 1: Romaner og Fortællinger, Bd 5.: Livsbilleder, Mindre fortællinger. | Jagd, Peder Jensen (I28847592)
|
| 3935 | Søn af Arnold von Westen og Margrethe von Cochsen | Westen, Mathias von (I1354)
|
| 3936 | Søn af Christen Knudsen Schøtt og hustru Anna Bjørnsen. Han var præst til Sundbye og legatstifter, Til Sundby kirkes istandsættelse 600 Rigsdaler og vedligeholdelse 200 Rigsdaler, til 3 skoler i Sundby og Hvorup (Ålborg) 400 Rigsdaler, Til de fattige i de to sogne 400 Rigsdalere, til Ålborg hospital 400 Rigsdaler, til fattighuset 300 rigsdalere, til vor Frue kirke 400 Rigsdalere. I alt 4200 Rigsdalere. Den 31 marts 1770. | Schøtt, Knud Christensen Præst (I2520)
|
| 3937 | Søn af Christian Nielsen Toldorph og hustru Anne Ovesdatter Pilgård. Præst til Kølstrup, Odense | Toldorph, Peder Andersen Præst (I2502)
|
| 3938 | Søn af gårdejer Poul Andersen, Glostrupgård, Købelev sogn, og Maren Nielsdatter. | Poulsen, Anders (I1423)
|
| 3939 | Søn af Gårdmand Lars Ovesen (Grønborg) og Hustru Johanne Pedersdatter | Larsen, Jens Petter (I1682)
|
| 3940 | Søn af Jacob Isebrant von Holten og Reino Johansdatter | Holten, Toldskriver Isebrand von (I1357)
|
| 3941 | Søn af Jochum/Jochen/Joachim Blich i Lybeck. | Blich, Jochum (I1418)
|
| 3942 | Søn af købmand i Maribo Mathias Møller og Mette Christina Bildsøe. | Møller, Lorentz Johan (I1426)
|
| 3943 | Søn af Mikkel Huulbech og hustru fru Mikkelhulbech. Han var provst på Møen og comminister i Vor Frue Kirke, København. Desuden var han magister. Gift 2 gange. | Huulbech, Jørgen Mathias Mikkelsen Præst (I2493)
|
| 3944 | Søn af sognepræst Hans Thomsen Rostorph(el.Rostrup) til Nakskov-Branderslev og Anna Sørensdatter. | Rostrup, Hans Hansen Præst (I2337)
|
| 3945 | Sønder Boulevard 24, 3 | Andersen, Ejnar Peter (I39661756)
|
| 3946 | Sønderjylland 1340 | Sture, Henning (I30862050)
|
| 3947 | Sønderjysk slægt, som også kaldte sig Kudy, Mulerch og Ratmansdorph. Denne gamle, engang så berømte slægt menes at have sit navn fra byen Lembæk ved Rendsborg. Dens våben var to blå skråbjælker i sølv-felt, på hjelmen en busk af vekselvis hvide og blå strudsfjer, der i sigiler fra det 14. århundrede, som hosstående våbenafbildning viser, ses i stærkt stiliseret skikkelse; men senere var hjelmtegnet ofte 10 á 13 faner og i nyere våbenbøger er det to vesselhorn, hver delt fire gange af vekselvis sølv og blåt. - Slægten uddøde midt i det 16. århundrede. | Limbek, NN I (Henrik) (I10633512)
|
| 3948 | Søren Bay på Pramholm Hans Hustru begravet på Kirkegaard | Blich, Birte (I2189)
|
| 3949 | Søren Christensen Lemwigh var amanuensis hos biskop Svane i København og derfor selvskrevet til at blive præst i Borup, da embedet i 1666 blev ledigt. Han var gift 2 gange, først med Bodil Rhumand, der døde i 1679, og derefter med Dorothea Gonsager, som døde i 1700. Søren Lemwigh var åbenbart meget interesseret i landbrug. Foruden præstegårdens jord drev han den nu forsvundne Skæverupgaard, der lå mellem Svenstrups hovmarker og Lammestrup, en ødegård i Borup samt jorden til Borup vandmølle, der lige var flyttet til Kimmerslev. Han døde i 1692 og hans gravsten lå ifølge Ursin (1758) ”ved alterfoden”. I 1700 bekostede 4 efterlevende sønner et epitafium, der består af en sort marmortavle indfattet i en overhvidtet ramme af grå sandsten. Fodprofilen smykkes af akantusbladade og en drueklase, og den halvrunde gavl har en urne på toppen og sammenbundne grene i feltet. Tavlen har latinsk indskrift. Epitafiet hang oprindeligt på pillen over gravstenen (Ursin 1758), senere på korets østvæg og nu på skibets vestvæg til venstre for indgangen. Famulus hos biskop Svane. Præst til Borup og Kimmerslev 1666. | Lemvig, Søren Christensen Præst (I92845)
|
| 3950 | Søren Jensen Bircherod, f. 1698, 1712 Søkadet, deltog i Mar¬ strands Erobring 1719, 18. Sept. s. A. Sekondløjtnant, 11. Dec. s. A. Premierløjtnant, 5. Marts 1731 Kaptajnløjtnant, 31. Dec. 1732 Kaptajn, 1734-36 i fransk Tjeneste, 2. Jan. 1740 Indrulleringschef i Kristiansands Distrikt, 17. Juni 1744 Indrulleringschef i Trondhjems Distrikt, | 8. Febr. 1748 i Trondhjem, begr. 21. s. M. (Doms.). Ugift. | Bircherod, Søren Jensen (I2902)
|
| 3951 | Søren Jensen Bircherod, f. 1723 i København, Student 1739 pr., 30. Juni 1740 Baccalaur, 18. Sept. 1750 cand.jur., 1. | Bircherod, Søren Jensen (I2930)
|
| 3952 | Søren Soelberg, Brygger 1718 København – ca. 1755, ca. 37 år Han var sandsynligvis brygger hos sin svigerfar. Han blev gift med Else da han var 33 år, 4 år efter fik de en datter og han døde samme år. Ved hans dåb i St. Nicolaj var selveste biskop Christian Worm og viceadmiral Ulrich Kaas blandt fadderne. Begravet på begravelsesstedet erhvervet af hans morfar. | Soelberg, Søren (I2723)
|
| 3953 | Søster av rådmann Claus Frese f.1476, død 1566. En annen bror het Vedder Inggensen Frese, død ca. 1546. (Halling bd.1,s.74) (Kilde: Knud Gether: Middelalderfamilier fra Flensborg, Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1986-87) person C.6. Tavle C. fra http://home.no.net/camu/GedWeb/II4473.html Født i Emmelsbøl sogn, død 1570 i Flensborg. Gift med Carsten Rickertsen, købmand og borgmester i Flensborg. Født i Emmelsbøl, Tønder. Død 15. september 1570 i Flensborg. ~ med XI.1850 Carsten RICKERTSEN borgmester (1490-1546). · Som enke overlodhun huset til sin ældste søn Peter, medens hun selv, af borgeren Hans Goldschmidt i St. Marie sogn købte et hus. Efter at være flyttet ind i sit nye hus opstod der med hendes nabo, Kathrine Fischers, en strid om en kørevej. Sagen kom for retten, og 8. maj 1553 forelå fra borgmestre og råd i Flensborg en kendelse, der fastslog Marines eneret til kørevejen ved sit hus. 7 børn med Carsten RICKERTSEN | Freese, Marine (I5829236)
|
| 3954 | søster til Bisp Herman i Camin. | Gleichen, Adela Gräfin (I80)
|
| 3955 | Søster til Blot-Sven (Konge af Sverige 1090 - 1099). | Helena (I46824416)
|
| 3956 | Tamperretten var en retsinstans der efter reformationen videreførte en del af kirkerettens (den kanoniske ret) bestemmelser om ægteskabssager. Retten bestod af Stiftamtmanden og de nærmest boende lærde mænd eller sognepræster, i København og Sjællands Stift: Stiftamtmanden og konsistorium. I Christian 5. "Danske Lov" fra 1683 tilføjes regler om at fraskilte kunne få tilladelse til at gifte sig igen, fordi kirken ikke længere betragtede ægteskabet som et sakramente. Tilladelsen til nyt ægteskab var således ikke en automatisk ret, som man fik, når skilsmissen var en realitet. I København overgik sagerne i 1771 til den nyoprettede Hof- og Stadsret, der fik myndighed til at dømme i ægteskabssager for hele Sjællands Stift, og retten var ikke længere bundet til kun at behandle ægteskabssagerne på de gamle "tamperdage". I resten af landet behandlede tamperretterne skilsmisseanmodningerne frem til 1797. Tamperretten trådte sammen fire gange om året – på tamperdagene . Navnet er en fordanskning af det latinske quatuor tempora – de fire tiders faste, som kirkeåret var inddelt i. Der fandtes en tamperret for hvert stift. | Familie: Ritmester Frederik Christian Bugge / Sophie Amalie Moltke (F2562760)
|
| 3957 | Temmelige gode Kundskaber | Jensen, Jens (I82087501)
|
| 3958 | Testamenterede 1279 en Gaard i Lyderup til Sorø Kloster | Tokesdatter, Cecilie (I56946074)
|
| 3959 | Tetens, Peder, 1728-1805, Biskop, blev født 27. Okt. 1728 i Nykjøbing paa Falster, hvor hans Fader, Jacob Tetens (d. 1749), var Bødker og Bager; Moderen hed Anna Kirstine f. Hasselbarth. 1745 blev han Student fra Nykjøbing; var en Tid i Huset hos Præsten G. Treschow i Birkerød; opnaaede 1748 Regensen og fik Aaret efter Attestats. Han kom derefter paa Borchs Kollegium og fik Magistergraden 1750; samtidig blev han Dekan paa Kommunitetet. 1754 blev han Hører ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, men 2 Aar efter Rektor i Horsens, hvor han forblev i 17 Aar. 1773 blev han Stiftsprovst i Ribe. Ved Universitetsjubilæet 1779 fik han den theologiske Doktorgrad for en indsendt Afhandling om »Visdommens Bog«. 1781 blev han Biskop i Viborg, hvvor han døde 7. April 1805. Baade som Skolemand og gejstlig roses han for Dygtighed og Lærdom; han var tillige en meget godgjørende Mand. 1756 havde han ægtet Anania Wederkinch (d. 1816), Datter af Provst Henrik W. i Nykjøbing paa Falster. Blandt deres Børn ere ndfr. anførte Biskop Stephan T. og en Datter, gift med Rektor L. Hanssen i Ribe (VII, 67). | Tetens, Peder Jacobsen Præst og Biskop (I3372)
|
| 3960 | There is disagreement about the parentage of Gerberge. | Maine, Gerberge (Gerberga) Du (I70562453)
|
| 3961 | Thestrup, Christian, 1689-1750, Professor, blev født 14. Nov. 1689 i Nakskov, hvor Faderen, ndfr. anførte Biskop Frands T., den Gang var Provst. Han dimitteredes 1703 af sin Fader til Universitetet og blev Dekan paa Kommunitetet. 1709 fik han Atttestats, og s. A. blev han Hører ved Aalborg Skole, hvor han 1712 avancerede til Konrektor. 1714 tog han Magistergraden. 1718-20 var han udenlands, medens hans Embede bestyredes ved Vikar. 1722 blev han Provst paa Kommunitetet og s. A. Professor i Mathematik; senere blev han Professor i Filosofi. 1731 beskikkedes han til Assessor i Højesteret; fik 1735 Justitsraads Titel; 1739 udnævntes han til extraordinær juridisk Professor og blev 1749 Etatsraad. Han døde 14. Juli 1750 under et Sommmerophold i Farum. Et Par filosofiske Lærebøger foruden en Del akademiske Afhandlinger af filosofisk Indhold foreligger fra hans Haand. Ved Siden af Ry for Lærdom havde han Ord for at være paaholdende i Pengesager og var ikke saa lidt pedantisk. Holberg brugte ham ofte som Skive for sine sarkastiske Pile. Hans Hustru, Karen f. Fogh (Præstedatter fra Ejby ved Kjøge), hvem han havde ægtet 1725, og som var 20 Aar yngre end Manden, døde i April 1747. Deres 7 Døtre vare alle gifte med bekjendte Mænd, nemlig C. M. de Falsen (V, 59), Fætteren Frands Thestrup (s. ndfr.), Poul Egede (IV, 431, gift med 2 Søstre), L A. Cold (IV, 44), J. S. Sneedorff (XVI, 141) og C. J. Berger (II, 101). Hundrup, Lærerstanden ved Aalborg Kathedralskole II, 6. Personalhist. Tidsskr. 2. R. I, 300 ff.; VI, 263 ff. (Norsk) Hist. Tidsskr. 2. R. IV, 334. Fr. Schmidts Dagbøger, ved Hancke, S. 131. Worm, Lex. ov. lærde Mænd. A. Jantzen. (Bricka) | Thestrup, Christian (I2606)
|
| 3962 | Thestrup, Georg Frederik Stampe, 1718-1778, Skolemand, blev født 4. Jan. 1718 i Dannemare paa Laaland, hvor hans Fader, Mag. Ole Frandsen T. (d. 1736), var Præst. Moderen hed Johanne Dorothea f. Atke (d. 1753). Han blev sendt til Latinskolen i Aalborg, vistnok fordi hans Farfader var Biskop der, og blev dimitteret 1734. Allerede det næste Aar vendte han, kun lidt over 17 Aar gammel, tilbage som Hører ved samme Skole og blev, efter at have taget Magistergraden 1740, forfremmet til Konrektor 1741 og endelig til Rektor 1763, hvorefter han styrede Skolen til sin Død, 8. Sept. 1778. Aaret i Forvejen havde han faaet Justitsraadstitelen. Hans Discipel, den senere saa bekjendte Skolemand J. H. Tauber, der for Resten siger om Skolen paa den Tid, at den var «ligere et Tugthus end en Undervisningsanstalt», roser ham for hans ejegode Mildhed og siger, at «alle elskede ham for hans venlige Nedladenhed, deltagende Ømhed og hærdede Taalmodighed». Men man faar rigtignok ogsaa Indtryk af, at Disciplenes Kjærlighed til ham ikke var forenet med den tilbørlige Respekt, i det de ofte i høj Grad forsømte hans Fag, medens han var Konrektor, for bedre at kunne tilfredsstille den mere frygtede Rektor. En anden forhenværende Discipel fremhæver hans usædvanlige Gaver til at være fattelig for Ungdommen. Som Forfatter har han kun efterladt sig 2 Smaaafhandlinger paa Latin, udgivne som Skoleprogrammer (1769 og 1770). – 1750 ægtede han Anne Elisabeth Michaelsen (f. 1720 d. 1785). Hundrup, Lærerstanden ved Aalborg Kathedralskole I, 48 f. (smlg. II, 49). Steenstrup, Dansk Maanedsskr. 1863, I, 456. Nyerup, Lit. Lex. A. K. Hasselager. | Thestrup, Georg Frederik Justitsråd (I2385)
|
| 3963 | Thietmar (* um 990; ? 10. Januar 1030) war seit 1015 Markgraf der Lausitz sowie Graf im Schwaben- und Nordthüringgau. | Lausitz, Thietmar II Markgraf von der (I324)
|
| 3964 | Thomas Broderus Jacobsen Bircherod, f. 13. Aug. 1661 i Odense, dbt. 21. s. M. (St. Knud), Student 1678 fra Odense, Hører smst., foretog en Udenlandsrejse til Tyskland, Holland (imm. 28. Juni 1686 i Leiden), England, Frankrig (imm. 15. Sept. 1687 i Strassburg, der 1681 blev besat af de franske Tropper) og Schweiz, 1688 Konrektor ved Odense Skole, 28. Juni s. A. Magister, 1691 Professor phil. ved Gymnasiet i Odense, 1692 Professor eloquentiæ, 1694 Rektor for Skolen, paa Grund af en Hjerneblødning maatte han fra 1722 holde Prorektor (se 9. Rk. 2. Bd. S. 214-30, Dansk biogr. Leksikon og Ehrencron-Miillers Forfatterlexikon), f 19. Jan. 1731 smst., begr. 26. s. M. i St. Knuds Kirke; g. 30. Okt. 1688 i Odense m. Anna Mogensdatter MMule, f. 6. Okt. 1671 smst., dbt. 11. s. M. (St. Knud), f 23. Marts 1754 smst., begr. 4. April i St. Knuds Kirke (D. af Mogens Mule og Margrethe Eriksdatter); han stiftede ved Fundats af 11. Dec. 1731 et Legat med 300 Rdlr. til Fordel for fattige og flittige Børn i Odense Skole, hun gav 1740 3 Gaarde paa tilsammen ca. 20 Tdr. Hartkorn til Mulernes Legatskoler, ved Fundats af 15. Maj 1754 stiftede hun et Legat med 1.000 Rdlr. til Fordel for gamle, fattige og svage Mennesker, og ved Fundats af 20. s. M. et Legat med 100 Rdlr. til hendes Begravelses Vedligeholdelse. Børn: | Bircherod, Thomas Broderus Jacobsen (I2895)
|
| 3965 | Thomas Jensen Ringkøbing, også kaldet Thomas af Harlem, købmand, f. omk. 1610, d. 5/8 1677 i Harlem i Holland, ugift og uden livsarvinger. Ligesom broderen Mads var Thomas Jensen også aktiv på Varde- og Ribeegnen under Torstenssonskrigen. Den 14/12 1644 blev han af Varde by sendt til Kolding for at tale med “Commissarierne” på byens vegne, og han red på sin egen hest. Han fik så brev med tilbage til borgmester og råd, hvoraf det fremgik, at byen skulle antage en “Salvegarde” i Ribe. Herefter blev Thomas Jensen så sendt til Ribe med den opgave at begære en “Salvegarde” til at beskytte Varde by. Thomas Jensen blev opholdt i Ribe i 4 dage, hvilket kostede Varde by 2 rigsdaler i kost og logi m.v. Men da det så rygtedes, at hertug Frederiks folk kom til Ribe, så sendte byen Lasz Bagger (Laurids Baggesen?) ned til Thomas Jensen i Ribe med besked om, at de begge med flid måtte forhindre, at nogle af disse tropper kom til Varde, thi de plyndrede, hvor de kom frem. Da borgmester Jacob Kohl i Arensburg under krigen i 1644-45 skulle forstrække Christian IV med 12.000 rigsdaler, måtte han ud over egne midler låne penge hos andre. Han kom ad omveje til at skylde Thomas Jensen 5175 rigsdaler specie i henhold til et gældsbrev dateret Stockholm 30/10 1654. Jacob Kohl døde, og Thomas Jensen stævnede Jacob Kohls enke og børn ved landstingsstævning og krævede indvisning i Sejlstrupgaard og gods for sin fordring. Det fik han så, men efter andre panthavere. Det lykkedes ham også at bjærge fæstegods i Rakkeby (5 gårde), Aalstrup, Stakstedgaard, Smidstrup, Sdr. og Ndr. Vraa, Kirkholm i Vejby og Sulbæk enge nord for Sæby, men det kneb for ham at få fæsteafgifterne ind, så han stævnede fæstebønderne. Thomas Jensen ejede i 1661 det dyreste hus i Ribe vurderet til 1070 slettedaler. Da Thomas Jensens søster Mette Jensdatter døde som enke efter Laurids Baggesen i 1659 under pesten i Ribe, var Thomas en af kreditorerne, idet han havde 2417 slettedaler til gode i boet for forstrakte penge og leverede varer. De forstrakte penge hidrøørte fra to obligationer, som Mettes søn Bagge Lauridsen, der bestyrede moderens handel, havde udstedt i maj måned 1659 i Amsterdam, kort før han selv døde under pesten i Ribe. Endnu i 1661 havde Thomas ikke fået sine penge og fremførte på ny sisit krav i boet, som var vurderet til 5848 slettedaler foruden 4210 slettedaler i uvisse fordringer. En kongelig kommission måtte behandle sagen, men resultatet kendes ikke. Den 13/1 1665 var “høyagtbare och velfornemme Thomas Jensen, handelsmand udi Amsterdam“ til stede i rådstueretten i Ringkøbing, da den nye borgmester Jens Bredal for første gang deltog. Thomas er rimeligvis den Thomas Jensen i Holland, hvis strenghed mod sin skyldner Jochum Beck til Gladsaxe omtales af Ludvig Holberg i “Danmarks Riges Historie III ”. Da Thomas døde uden at efterlade sig hverken kone eller børn, mødte hans slægtninge op i rådstueretten i Ringkøbing i september 1677 for at blive registreret som hans retmæssige arvinger. Også under denne arvesag blev det fastslået, at Karen Jensdatter er datter af Jens Olufsen, og ikke som Wiberg skriver datter af sognepræsten i Ringkøbing Jens Iversen Bork, men derimod gift med denne i sit første ægteskab. Værdien af Thomas Jensens bo kendes ikke, men det har jo nok været et anseligt beløb. Hans arvinger solgte i 1682 det gods, som tidligere hørte under Sejlstrupgaard. | Jensen, Thomas (I2989)
|
| 3966 | Thyge Thestrup var Successor, hvilket betyder at han efterfulgte sin far i hans embede som provst og præst til Dalby og Stubbedrup. Thyge var ugift | Thestrup, Thyge Præst (I2451)
|
| 3967 | Tideke de Höbe. Mecklenburgsk uradelsslægt. | Hobe, Dietrich von (I95140308)
|
| 3968 | til Ågård | Gyldenstjerne, Niels Eriksen (I8154493)
|
| 3969 | til Ågård | Gyldenstjerne, Erik Knudsen (I88834694)
|
| 3970 | til Åkær | Begere, Jepsdatter (I55860017)
|
| 3971 | til Angern | Hobe, Anna (I99777973)
|
| 3972 | til Appelhagen | Barold, Heino von (I85918572)
|
| 3973 | til Asdal | Panter, Johanne Andersdatter (I509)
|
| 3974 | til Asdal | Panter, Ove (Åke) Nielsen (I10409249)
|
| 3975 | til Asdal (F.: Anders Nielsen (Panter) til Asdal og Knivholt og Ide Lydersdatter Holk). f. o. 1400; gift med Hr. Bonde Due til Thorp (Hillerslev H.), der endnu levede 1430, og som ifølge Slægtebøgerne skal have bortført hende voldelig til Aalborg, "der hun var hans Fæstemø, og hendes Fader var død; da hendes familie modsatte sig hendes Frieri, fordi hun var eneste Barn og Arving til store Rigdomme"; med ham havde hun Sønnen Mikkel, der nævnes 1455 som hendes Søn med hvem hun da beseglede; havde med Hr. Niels Eriksen 14 Børn, der maa være født i Aarene før 1440. Fru Johanne nævnes 1439; om hendes Anseelse og Myndighed vidner, at hun 1462-63 var kongelig Lensmand i vendsyssel, hvorimod hun sikkert ikke, som angivet, har siddet i Kongens Raad; 1473 oplod hun (til Asdal) til Dueholm Kloster to Gaarde i Vendsyssel i Sejlstrup Sogn, hvilket bekræftes af hendes Børn, Hr. Niels Nielsen, Hr. Anders Nielsen af Kokkedal og Fru Anne Skrams samt af Svigersønnerne Hr. Eske Nielsen (Høeg) af Lyngholm, Peder Rud, Peder Friis af Irup, Jens Mortensen Sefeld) og Anders Munk af Torp. Hunudstedte 1476 Kvittering til sin Svigersøn Jens Mortensen af Refnæsm døde Aaret efter og er begravet i Dueholm Klosterkirke; Det i DAA 1892 meddelte Portræt af hende har vist sig at være et Falsum. | Panter, Johanne Andersdatter (I509)
|
| 3976 | til Asdal og Bøgested | Panter, Niels (Ågesen) Ovesen (I541)
|
| 3977 | til Asdal og Knivholt | Panter, Anders Nielsen (I537)
|
| 3978 | til Asdal og Knivholt, nævnes 1393, beseglede 1396 som Forlover Forliget på Lindholm og 1401 Kong Eriks Stadfæstelse af Dronning Margrethes Testamente, var 24 Febr. 1405 nærværende i Helsingborg i anledning af Jens Jensen Broks Død, men selv vistnok død før 14 Maj 1406. g. 1. m. Regitze Jepsdatter (Lunge), med hvem han fik en Tredjedel i Rygaard (Voldborg H.), som hun solgte til sin Svoger Hr. Anders Jepsen, 2. før 1402 m. Ide Lydersdatter (Holk). | Panter, Anders Nielsen (I537)
|
| 3979 | til Asdal og Skovgaard | Panter, Niels Ovesen (I539)
|
| 3980 | til Asdal og Skovgaard (Vennebjerg H.) samt Knivholt (Horns H.), var Ridder 1355 og solgte da med sin Broder Gods i Hammer og Baarse H. til Kong Valdemar, g. m. Johanne, efter dem holdtes 1419 Skifte mellem Hr. Bonde Due og Hr. Anders Jepsen Lunge. | Panter, Niels Ovesen (I539)
|
| 3981 | til Asdal, Hjørring | Panter, Ove (Åke) Lagesen (I543)
|
| 3982 | til Asdal, siges i Slægtebøgerne at have arvet stor Rigdom efter sine Brødre, at have været den sidste af sin Slægt og at have siddet i Rigens Raad | Panter, Johanne Andersdatter (I509)
|
| 3983 | til Asserbo (Holbo H.), nævnes 1408, var 1420 Rigsraad, 1422 Høvedsmand paa Søborg, 1425 og 36 paa Krogen, 1435 tillige paa Helsingborg, 1436 anfører for den mod Engelbrecht Engelbrechtsson sendte Hær, var en tro Tilhænger af Erik af Pommern og opgav først i Juli 1440 sine Slotte Krogen og Helsingborg til Kong Christoffer. | Oxe, Rigsråd Peder (I31289874)
|
| 3984 | til Bardowiek | Schack, Ekkehard I von (I98291235)
|
| 3985 | til Basedow | Hahn, Nicolaus IV (I80752169)
|
| 3986 | til Beetzendorf & Apenburg. | Schulenburg, Ridder Bernhard I von der (I80534540)
|
| 3987 | til Beetzendorf & Apenburg. | Schulenburg, Ridder Werner II von der (I30773500)
|
| 3988 | til Beetzendorf. | Schulenburg, Foged Fritz I von der (I15997841)
|
| 3989 | til Beetzendorf. | Schulenburg, Ridder Henning I von der (I19445479)
|
| 3990 | til Below, Bornhöved, Slesvig | Walstorp, Detlev (I3823216)
|
| 3991 | til Biersholm | Døtting, Axel Kjeldsen (I582)
|
| 3992 | til Biersholm, Herrestads | Døtting, Ellen Axelsdatter (I451)
|
| 3993 | til Biersholm, Herrestads Herred | Døtting, Kjeld Erlandsen (I583)
|
| 3994 | til Bistrup og Od | Galskyt, Peder Jensen (I28215767)
|
| 3995 | til Bistrup og Od | Galskyt, Morten Pedersen (I23173547)
|
| 3996 | til Bistrup og Od. Fører Murertinden, fik 1387 tilskjødet Gods af Hr. Peder Ferke, skrives 1405 af Moldrup (Rinds H.), solgte 1406 til Dronning Margrethe al sin Arv efter Hr. Niels Myg og solgte s. A. med Jens Nielsen (Munk) til Dronningen det Gods, de havde af Jens Ferkes Hustru, var 11 Sept. s. A. endnu kun Væbner, men 29 April 1407 Ridder, levede 6 Marts 1410. - See more at: http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I7522&tree=2#sthash.y2GOiEC4.dpuf | Galskyt, Ridder Peder Mortensen (I84190055)
|
| 3997 | til Bjergbygaard | Bille, Jakob (I163)
|
| 3998 | til Bjergbygaard, var allerede 1391 ridder, da han beseglede til vitterlighed m. Henneke Olsen Biørn og m. fru Elene, hr. Bent Biugs, skrev sig året efter til Bjergbygård i et vidne af Sjællands landsting, deltog 1395-1396 i forhandlingerne m. HHansestæderne og de mecklenburgske hertuger og var da formentlig rigsråd, var 1397 tilstede ved kroningen i Kalmar, skrev sig 1401 til Lyngbygård (Villands h.), da han pantsatte noget af sin hustrus arvegods til nr. Peder Basse, skiftede s.å. mm. sin svigermoder fru Christine Eriksdatter og sin svoger Bent Bille (se nr. 15), var 1408 tilstede på kongens retterting i Slagelse, nævnes 1421 først blandt de ældste og viseste mænd i Skåne, som skulle dømme, om Sønderjylland m. rene tilhørte kronen, var 1424 tilstede på Skåne landsting, men var død 1428; hans børn skiftede 1434 m. deres søskendebørn. | Bille, Jakob (I163)
|
| 3999 | til Bjernede | Lunge, Helene (I95027220)
|
| 4000 | til Bjernede | Moltke, Lensmand Cort (I30851091)
|